28-årig vågnede fra sit mareridt og smed 29 kilo på et år
Jacob Hansen så sin brandmandsdrøm blive slukket. Forude var en fysisk test, som han med sine ekstra kilo ikke ville bestå.
Jacob Hansen lå fastlåst i sin seng.
Han var ude af stand til at bevæge sig og kunne kun lige akkurat række ud efter fjernbetjeningen. Med den i hånden kunne han skifte til en ny serie på tv-skærmen.
Fedtet flød fra det midterste af maven og svøbte ham ind fra begge sider.
Ligesom en omfavnende dyne, der tyngede ham et ekstra lag dybere ned i madrassen.
Han blev fodret med fastfood af andres hænder – med alt lige fra pizzaer til snaskede burgere. Og når indholdet engang skulle ud igen, foregik det i en spand.
Jacob Hansen vågnede koldsvedig fra sit mareridt.
Han vejede langt fra nok til, at scenariet fra den ene dag til den anden ville blive til virkelighed. Men i takt med, at han fik sværere og sværere ved at tage sine egne sokker på, frygtede han også, at fremtidsdrømmene om familie og kæreste langsomt bristede.
Og måske vigtigst af alt: De ekstra kilo risikerede at sætte en stopper for Jacob Hansens frivillige arbejde som brandmand.
Skete det, ville 28-årige Jacob Hansen, der lige nu er aktuel i ’Det fede fællesskab’, miste hele sin identitet.
Han er en del af den statistik, som hver sjette unge herhjemme kan nikke genkendende til.
En krop i forfald
Jacob Hansen har gennem hele sin opvækst følt sig som ham den tykke dreng i klassen.
Overvægten fulgte ham langt ind i voksenlivet, og under corona gik det for alvor ned ad bakke.
Med store mængder fastfood og takeaway hobede pizzabakkerne sig op foran fjernsynet, hvor dokumentar på dokumentar blev afspillet fra stuens sofahjørne.
- Til sidst handlede jeg nærmest kun i "stor mand"-afdelingen i Bilka, fortæller Jacob Hansen.
Han spiste enorme mængder mad og dyrkede begrænsede mængder motion. Det resulterede i en krop, der voksede og gradvist blev mere og mere besværet.
Noget, som Jacob langt fra er ene om.
De nyeste tal i den Nationale Sundhedsprofil fra 2021 viser nemlig, at andelen af 25-34-årige danske mænd med svær overvægt er på lige knap 16 procent.
For kvinder er tallet 17,4.
Brandmandsdrømmen
I dag sidder Jacob Hansen bag rattet som buschauffør i Aabenraa. Et job, som han holder meget af.
Alligevel lægger han både hjerte og sjæl i sin identitet som frivillig brandmand.
- Jeg ved ikke, hvad jeg ville være uden den. De fleste kender mig jo som ham brandmanden i byen, fortæller Jacob Hansen.
Som niårig så han fyrværkerifabrikken i Seest springe i luften. Han observerede fra afstand brandfolkene i aktion, og det antændte brandmandsdrømmen i drengekroppen.
I efteråret 2014 så han, at Gråsten Brandstation søgte frivillige brandmænd.
Da han trådte ind ad døren til stationen, gik der ikke længe, før han blev spurgt ind til, hvilken størrelse han brugte i brandmandsuniformen.
Skrækscenarierne
I 2021 udfyldte Jacobs krop den største i rækken af indsatsuniformer.
Han havde svært ved at tage sit eget tøj på og sov nogle nætter i det selvsamme joggingtøj, som han gik rundt i til hverdag. På den måde var det praktisk, at han ikke behøvede at belaste sin krop ved mange tøjskift.
- Jeg var så bange for, at jeg på et tidspunkt ikke ville kunne rejse mig fra min seng, fortæller Jacob Hansen.
Tankerne kørte derudad. Hvorfor skulle nogen synes, at han var tiltrækkende? Og ville han nogensinde få børn?
28. november stillede Jacob Hansen sig så op på badevægten. Her blev den sandhed tydelig, som han i bund og grund godt kendte til.
Han var stærkt overvægtig og vejede 158 kilo.
Med en diskusprolaps i ryggen og tiltagende fysiske skavanker så Jacob for sig, hvordan arbejdet som brandmand var i fare.
Han havde kun med nød og næppe delvist bestået sin test i 2020. Nu så han hen imod en ny test året efter i november 2022, der var blevet udskudt på grund af corona.
Men som det så ud der på badevægten, ville han ikke bestå.
En livsstilsændring
Det blev kickstarten på Jacob Hansens helt nye livsstil.
Han havde tidligere forsøgt sig med livsstilsændringer, men nu var det anderledes.
- Jeg sagde til mig selv, at nu skulle det være slut. Jeg skal lægge mit liv om og gå all in. Ellers ville jeg miste mig selv og mit liv, siger Jacob Hansen.
I december startede han med at skære kalorier fra i sin kost. Han tænkte over, hvor meget og hvor sundt han spiste.
Inden marts blev han spurgt, om han ville medvirke i TV 2-programmet 'Det fede fællesskab'. Sammen med fire andre unge, der havde svær overvægt, skulle de arbejde med både deres fysiske og psykiske helbred.
Jacob Hansen blev her introduceret til Per Nielsen, der var fysisk træner og ernæringsvejleder. Han gjorde det klart, at Jacob var nødt til at træne for at bygge muskler op og komme sin diskusprolaps til livs.
Hans krop var decideret svag.
Per Nielsen hjalp ham derfor med at tilrettelægge et træningsprogram. Her skulle han blandt andet starte stille ud med nogle morgenøvelser.
- Det vigtigste er, at man kommer godt i gang og bliver ved og ved, også selvom man kun mærker en lille forbedring, siger Per Nielsen.
Det store mål for Jacob var den brandmandstest, der lå og ventede forude otte måneder senere.
En sidste chance
Det var hårdt for Jacob Hansen at opbygge muskelmasse, men også samtidig bekæmpe den sult, der åd ham op indefra på grund af det indskårne kalorieindtag.
I 'Det fede fællesskab' gennemførte han en kopi af den fysiske brandmandsprøve. Her manglede han mere end tre minutter for at bestå.
Modsat tidligere holdt han dog stædigt fast og ved.
- Jeg havde fornemmelsen af, at det var min sidste chance, siger Jacob Hansen.
Han havde i længere tid haft følelsen af ikke at være fuldt ud til stede som brandmand. Når han bevægede sig eller kravlede rundt på jorden, var han langt fra smidig nok.
Men efter mange måneders vedholdenhed blev november 2022 en kæmpe forløsning for Jacob.
Brandmandstesten klarede han, og han fik blod på tanden efter mere og flere resultater.
Den gyldne opskrift
Inden ’Det fede fællesskab’ kunne Jacob Hansen knap nok løbe en kilometer. I dag kan han se på løbeuret, at han har rundet de ti.
Fra en fire gange XL-blusestørrelse, bruger Jacob i dag en XL. Han har i alt smidt 29 kilo.
Rygproblemerne mærker han ikke længere meget til. De kommer udelukkende, når han sidder for længe på en hård stol eller bukker sig helt ned til sine tæer.
Tæer, som han i øvrigt nu kan nå.
Jacob Hansen har fundet den opskrift, der fungerer for ham. I en kombination af sundere mad, fysisk aktivitet, svømning og træning tre gange om ugen er han i langt bedre balance.
Kommer han ikke ned for at træne, kan han i stedet finde på at gå en tur eller danse rundt i stuen.
Mentalt har Jacob også rykket sig. Fra at være en enspænder, der holdt af at bruge sine aftener på en lang historiedokumentar foran fjernsynet, er han i dag klar til at kaste sig over kærligheden.
- Jeg er blevet meget mere udadvendt og glad, pointerer Jacob Hansen.
Jacob Hansen føler i dag, at han har knækket koden til en varig og sund livsstil.
Og når han stolt ifører sig sin brandmandsuniform, er det derfor med en langt større grad af tilfredshed over den krop, der gemmer sig inde bag de gule refleksstriber.
Se 'Det fede fællesskab' hver tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.