Danskerne "går amok" over fastelavnsboller – nu får sæsonens kage international opmærksomhed
Flere bagerier i landet oplever, at mange kunder er uforstående, når de er nødt til at melde udsolgt efter få timers åbent.
De fleste sæsoner i Danmark har en kage eller brød forbundet til den, men ingen andre sæsonkager har så meget hype omkring sig som de, der bliver lavet til fastelavn.
Sådan lyder det i en artikel hos britiske BBC, der har været en tur i København for at sætte lys på den vilde popularitet, der er opstået om fastelavnsboller de seneste år.
Mediet har smagt sig gennem de cremefyldte boller i hovedstaden og talt med gourmetbagerier som Rondo og Hart.
Artiklen beskriver, hvordan efterspørgslen er eksploderet inden for de seneste par år, særligt i kølvandet på coronakrisen og nedlukninger, hvor køen til bageren blev et socialt samlingspunkt for mange.
Journalisten fremhæver, hvordan køen hos Hart fortsætter ud på gaden, da hun var forbi i slutningen af januar.
Bager råber op om ubehøvlede kunder
Mens de hungrende kunder er godt nyt for bagernes omsætning, blev det mandag også klart, at flere bagere ikke kan følge med efterspørgslen. Og det falder ikke i god jord hos visse kunder.
Hos den populære bager Alice på Amager har man ofte måttet melde udsolgt af dagens omkring 200 fastelavnsboller allerede klokken 11.
Når håbefulde kunder står foran den tomme montre, udvikler det sig i visse tilfælde til møgfald mod de ansatte.
- Vores ansatte får at vide, at de er nogle klaphatte, at de sgu da bare skal lave nogle flere fastelavnsboller, og "hvor svært kan det være?". Der er folk, som nærmest ryster i kroppen af vrede, fordi det er ved at koge over for dem, når de næsten er ved at gå om bag disken, fortalte ejer Anders Lorenz til TV 2 mandag.
Der er altså ingen tvivl om, at fastelavnsbollesæsonen går vildt for sig. TV 2 har talt med en stribe bagere, der kan fortælle, at efterspørgslen efter det sæsonbestemte bagværk stikker helt af.
Timers kø hos bager i Aarhus
Hos Davidbreadhead i det centrale Aarhus har der både i år og sidste år været en overvældende efterspørgsel, forklarer ejer David Milberg.
- Vi har haft køer på et par timer. Det er det samme med andre bagerier i Aarhus. Det er bare vildt. Folk bliver ved med at gå amok over det, siger han til TV 2.
Bageren laver 250 om dagen i hverdage og 5-600 i weekenden, men kunne sagtens sælge det dobbelte, lyder det.
Og det tager som regel ikke mere end et par timer, før de er revet væk. På dagen for fastelavn blev de 500 fastelavnsboller langet over disken på blot to timer.
Ligesom Alice i København har David Milberg også en begrænset kapacitet og kan ganske enkelt ikke producere flere, end han gør i forvejen.
- Man laver det man kan, og så er der nogle, der er uforstående for det. Sidste år var der virkelig nogle, der ikke havde tålmodigheden med sig. Men i år har mine ansatte ikke nævnt noget om frustrationer.
Længere nordpå har en bager i år for alvor set, hvordan fastelavnsbollerne ikke blot har hævet i ovnen, men også i popularitet.
Aalborg-bager: - Hypen er kæmpestor
William Kærup ejer det lille bageri Breadbykaerup i Aalborg, hvor han ene mand har lavet omkring 200-250 om dagen – nogle søndage pressede han det op til over 300.
Der har næsten ikke været en dag, hvor montren med fastelavnsboller ikke har været tom, når klokken runder 12.
- Hypen er kæmpestor, forklarer han.
- Jeg har arbejdet otte år i restaurationsbranchen, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Hver dag kan du lave fuld oppakning, og du er ikke i tvivl om, at det hele ryger. Det er hele byen, der er efter en bolle med creme i.
William Kærup måtte begrænse forudbestillingerne til en tredjedel af fastelavnsbollerne, for ellers ville kunderne i butikken dagligt gå forgæves.
- Bortset fra én weekend har vi måttet lukke for forudbestillinger, fordi det bare blev ved. Siden vi gik i gang har vi fået mellem 150-300 beskeder på fastelavnsboller om dagen.
Han forklarer, at ”denne sæson går så meget amok”, at han kunne sælge tre gange så meget, end han gør nu. Men når kapaciteten ikke kan følge med efterspørgslen, har han også følt, hvordan kunder har spurgt, hvorfor han ikke bare ansætter nogle flere.
- Jeg har oplevet, at folk har været irriterede og uforstående for, hvorfor vi ikke bare laver flere. Også i en grad, hvor der er mere undren end normalt, fortæller William Kærup.
Odense-bager har måttet gå på kompromis
Hos Baker Boys i Odense, hvor de dagligt har lavet mellem 160-200 fastelavnsboller, har man lettere kunnet følge med, forklarer medejer Jim Heimann.
- Men det har været meget travlt, og vi har måttet gå på kompromis med andre ting, siger han til TV 2.
Fordi det er blevet så populært, har de som mange andre bagere spredt fastelavnsperioden ud til både at dække januar og en uge efter fastelavn.
Fastelavnsbollesæsonen for i år er ved at rinde ud, og bagerne kan efterhånden puste ud. Indtil de fastelavnsbollehungrende horder næste år formodentlig danner køer på fortovene igen.