Da Christian Degn brød tabu på tv, råbte folk efter ham på gaden

Den tårnhøje tv-vært får kærligheden at føle efter sit personlige program på tv. Men han efterlyser også en reaktion fra et helt bestemt sted.

Beskederne og kærligheden er på det seneste væltet ind i Christian Degns indbakker.

På både mail, Facebook og Instagram har folk sendt hjerter og takket ham for det program, der lige nu kører på TV 2 og TV 2 PLAY.

I programmet ’Degn vil være far’ følger man Christian Degn og kæresten Trine Johst Vammens rejse for at blive forældre.

En rejse, der begynder med, at Christian Degn helt åbent og ærligt fortæller, at han har nedsat sædkvalitet.

Og netop den erkendelse på nationalt tv, har resulteret i 2-300 rørende beskeder til den tårnhøje tv-vært.

- Det er helt vildt, og jeg har langt fra nået at svare dem alle sammen, siger Christian Degn.

Beskederne varierer lige fra et kærligt klap på skulderen til lange fortællinger om folks egne forløb med det at prøve at blive forældre.

- Når folk deler noget så privat, så føler jeg også, at jeg bliver nødt til at svare ordentligt. Så det tager lidt tid, men alle får et svar, siger Christian Degn.

Reaktioner overalt

Stik imod alle odds lykkedes det pludseligt Trine Johst Vammen at blive gravid. Det kom der sønnen Vagn ud af.

Og en dag, da den stolte far gik tur med sin lille søn, mærkede han interessen for programmet i den virkelige verden.

Det skete i form af en vildt dyttende bilist, der ud ad vinduet råbte: ”Flot sæd på tv!”

- Det tog jeg altså hundrede procent som et kompliment, også selvom Vagn vågnede af al dytteriet, griner Christian Degn.

Og efter et foredrag i Vestjylland opsøgte en ældre kvinde diskret Christian Degn og roste ham for programmet.

Hun havde aldrig selv fået børn. Og hun ville ønske, at der havde været sådan et program, da hun var ung, for så det havde været nemmere at snakke om.

- Og der blev jeg enormt rørt. Ligesom jeg bliver rørt over rigtigt mange af de beskeder, jeg får, siger han.

Ufrivillig barnløshed i tal

I dag fødes hvert tiende barn efter en eller anden form for fertilitetsbehandling.

Ufrivillig barnløshed rammer 15 til 25 procent af alle par og kan dermed betegnes som en folkesygdom.

Det lykkes for omkring 70 procent at få mindst et barn inden for fem år efter start på fertilitetsbehandling. 

Det betyder også, at det for 30 procent ikke er lykkedes at få mindst et barn efter fem år – på trods af at den danske fertilitetsbehandling er af høj kvalitet.

Kilde: Vidensråd for forebyggelse og Rigshospitalet.

For Christian Degn viser det også, hvor mange generationer problemet med mænds nedsatte sædkvalitet har berørt.

- Det er jo en eller anden folkesygdom. Der er i mine øjne ikke nogen tvivl om, at vi er i en fertilitetskrise.

Efterlyser reaktion

Betydningen af programmet er for mange danskere stor.

I en af Christian Degns beskeder står der direkte, at vedkommende har kunnet bruge referencen til programmet til at tale om sit eget problem.

Og allerede nu er Christian Degn overbevist om, at valget om at åbne op og tænde for kameraet i sin tid, var den rigtige beslutning.

Især når han læser beskeder som dem.

- Når jeg engang går på pension, er det her nok en af de ting, jeg ser tilbage på og bliver megaglad for, at jeg gjorde.

Og selvom han er glad for danskernes reaktion på programmet, så er der alligevel en bestemt gruppe mennesker, han savner en reaktion fra.

Politikerne.

En perfekt mærkesag

Tal viser, at mænds sædkvalitet har været nedadgående siden 1940. Og det bekymrer Christian Degn.

- Der er så mange danskere, der er berørt af det her. Og der er ingen tvivl om, at kemi og hormonforstyrrende stoffer har en stor del af skylden, siger han.

Hvor mange mænd har nedsat sædkvalitet?

Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion har siden 1996 monitoreret sædkvaliteten blandt unge danske mænd.

Afdelingen undersøger cirka 300 mænd om året. 

De seneste tal fra 2018 viser følgende:

• 25 procent af de unge danske mænd har en sædkvalitet, der er så lav, at mændene sandsynligvis vil være længere tid om at gøre deres partner gravid.

• 15 procent har en sædkvalitet, der gør, at de formentlig får brug for fertilitetsbehandling for at få et barn.

• 22 procent har en optimal sædkvalitet.

Kilde: Rigshospitalet.

Christian Degn mener for eksempel ikke, at der er investeret nok i forskning, der kan anskueliggøre, om det er nogle bestemte typer kemi, vi skal undgå.

Og så undrer han sig over, at der ikke findes nogen behandling af mændene, når fertilitetsproblemerne opstår.

Det er kun kvinderne.

- Min pointe er, at ligesom der er nogle politikere, der har klima og miljø på deres politiske program, så ligger det her jo lige til højrebenet som en god mærkesag, siger han.

Du kan se ’Degn vil være far’ lige her på TV 2 PLAY.