Han vejer 300 kilo og stod frem på tv: Sådan går det i dag

Stefan Awesome Jepsen vejer 300 kilo og hører til blandt den mest overvægtige del af danskerne. Nu forsøger han at få hjælp.

Stefan Awesome Jepsens badevægt har givet op.

Den kan veje op til 300 kilo, men han vejer mere end det.

Tirsdag fortalte han sin historie med ekstrem overvægt i programmet ’Stor mand’ – en overvægt der for længst har nærmet sig det livstruende stadie.

I programmet er Stefan Awesome Jepsen tæt på at opgive håbet om, at han kan ændre sit liv og komme ned i vægt.

Men nu er der nyt.

Skal fucking ud og gå

For efter programmet blev lavet, har Stefan besluttet sig for at søge hjælp hos træningsfysiolog Henrik Duer, der for ti år siden hjalp ham med at tabe 135 kilo.

- Jeg har lært meget om mig selv efter programmet, og jeg har også fundet ud af, at jeg har løjet for mig selv og sagt det gik bedre, og at jeg spiste sundere, end jeg gjorde.

- Nu har jeg fået styr på det, og jeg føler mig helt klar til at ændre det, siger Stefan Awesome Jepsen.

I programmet så vi ham spise fast food og toastbrød. Men de seneste tre uger har han levet af en mere normal kost bestående af havregryn, rugbrødsmadder, salat og kød.

- Mit velvære er virkelig vokset. Jeg sover ikke til middag mere, og når jeg er færdig med at tale med dig, skal jeg bare fucking ud og gå, siger han.

Intet tilbud der matcher Stefans behov

Stefan Awesome Jepsen lider af BED (Binge Eating Disorder), også kaldet tvangsoverspisning. Det betyder, at han spiser for at dæmpe negative følelser, og spisningen bliver på den måde en form for misbrug.

I løbet af programmet gik det op for ham, at han har brug for psykologhjælp for at komme af med sin tvangsoverspisning.

Noget både han og Henrik Duer er meget opmærksomme på.

- Stefan er jo en meget kompleks sag. Og jeg er bare en lille brik i spillet, for der skal selvfølgelig tages hånd om hans overspisning, fortæller Henrik Duer.

Men lige nu er der ikke noget psykologisk tilbud, der matcher Stefans behov. Behandlingen for BED består ofte af gruppeterapi, og Stefans vægt kombineret med hans angst gør det svært for ham at deltage i netop det.

- Så lige nu må vi gøre det bedste, med det vi har, mens vi venter på, at Stefan kan få mere hjælp, siger Henrik Duer.

Både Henrik Duer og Stefan Awesome Jepsen er derfor meget optagede af at få den mentale del med.

- Min opgave er at være sparringspartner og heppekor for Stefan, fortæller Henrik Duer.

Han har også fundet en app til Stefan med videosessioner fra en psykolog.

Samtidig har de to stor tillid til hinanden, fortæller Stefan Awesome Jepsen.

Han er derfor helt ok med, hvis han ”falder i” en gang imellem og tør godt fortælle sin træner, hvis der pludselig er røget en snickers ned.

Det lykkedes som nævnt Stefan Awesome Jepsen at tabe over 100 kilo med hjælp fra Henrik Duer for ti år siden, men han tog efterfølgende kiloene på igen.

Så hvordan vil han og træneren undgå, at det samme ikke sker en gang til?

En ny Stefan?

Ifølge dem begge var det udefrakommende omstændigheder, der for ti år siden gjorde, at Stefan Awesome Jepsen tog alle kiloene på igen.

Han mistede sin bolig, røg på herberg og blev senere hjemløs i noget tid. Og ifølge både Stefan og Henrik Duer var det alt for svære vilkår at opretholde vægttabet på.

Samtidig har også Henrik Duer lært lidt mere om, hvordan Stefan og hans vægttab skal tackles. Han er nu endnu mere opmærksom på, at tvangsoverspisning også er en stor del af problemet.

Henrik Duer har holdt kontakten med Stefan siden første vægttab for ti år siden og tror på, at netop nu er det rigtige tidspunkt for Stefan at sadle om.

- Jeg er fortrøstningsfuld. Han har aldrig været mere klar end nu. Han har både motivationen til at ændre sit liv og troen på, at det kan lade sig gøre, siger Henrik Duer.

Hjælp fra alle kanter

Også Stefan Awesome Jepsen føler, at han er klar.

Især fordi han netop nu har mange gode folk omkring sig. Han har sin gode nabo, der hjælper ham. Sin læge som han har privatnummer til og har fået lov at ringe til i døgnets 24 timer.

Det samme kan han gøre med Henrik Duer, der har besluttet sig for at hjælpe Stefan gratis.

- Jeg har det vildeste hold omkring mig og føler mig meget privilegeret. Jeg har alle forudsætninger for at have det godt, siger Stefan Awesome Jepsen.

Når man spørger ham, hvad han drømmer om nu, svarer han, at han egentlig hellere vil se tilbage.

For bare tre uger siden sov han flere gange om dagen, og han kunne dårligt nok holde ud at sidde op.

I dag er han i højt humør, han har lyst til at gå turen udenfor, og han er i stand til at holde sig vågen hele dagen.

Han tager 24 timer ad gangen.

Og så er næste lille delmål, at Stefan Awesome Jepsens badevægt snart kan veje ham igen.

Du kan se 'Stor mand' på TV 2 PLAY.