Jesper Skibby har lidt af skjult sygdom i 30 år, og den præger fortsat hans liv
Den tidligere cykelrytter med de frække kommentarer skulle igennem sit livs etape, da et kraniebrud fik ekstra store konsekvenser.
Det var forår i Italien. Solen skinnede, vejret var lunt, og Jesper Skibby sad med helt fremme i feltet.
Der blev kørt stærkt.
Alle de hurtige ryttere havde overlevet dagens ellers kuperede rute, og nu skulle der sprintes efter etapesejren.
Det var andensidste etape af det italienske cykelløb Tirreno-Adriatico, og Jesper Skibby var i den samlede stilling kun to sekunder efter den førende rytter.
Et stort løb, som det var meget prestigefyldt at vinde. Og Jesper Skibby ville vinde.
Dengang i 1993 var han en hurtig cykelrytter, så han ville prøve at indhente de to sekunder i spurten.
Sammen med de andre håbefulde sprintere gjorde han derfor klar til den massespurt, der helt tydeligt ventede
Han husker hele etapen klart. Han husker optakten til spurten til sidst. Han husker begge sine hænder på styret.
Han husker også den gungrende lyd, der pludselig rullede mod ham fra højre side.
Og så husker han ikke mere.
Den skjulte sygdom
Livet er i dag godt for den 58-årige Jesper Skibby.
Cykelsportens gavflab gennem flere årtier.
Racercyklen er for længst parkeret midt i Gilleleje, hvor han bor sammen med sin yngste datter, Elisabeth, og sin kæreste, Mette, som han har store planer om at gøre til sin kone.
Den proces kan man følge i programmet ’Skibby på frierfødder’ på TV 2 og TV 2 PLAY.
Men eftervirkningerne efter det dramatiske styrt for 30 år siden gør, at det ikke er et liv uden bekymringer for den lille familie.
For styrtet udviklede en skjult sygdom – epilepsi – der først blev opdaget mange år senere.
- Det lægger jo et mentalt pres på ens familie, når man har epilepsi. De skal hele tiden være opmærksomme og klar, hvis man får et anfald, fortæller Jesper Skibby.
Der er nemlig meget, der kan udløse et anfald. Hvis han bliver for træt. For stresset. Hvis han har det for varmt eller bliver dehydreret.
Netop derfor er kæresten Mette ekstra opmærksom på hele tiden at få Jesper Skibby til at drikke vand eller tage en eftermiddagslur.
Og så har det overrasket den tidligere cykelrytter, hvor lidt folk egentlig ved om epilepsi.
- Folk tror stadig, at man skal proppe en pung ind i munden på en, der har et epileptisk anfald, smågriner Jesper Skibby.
- Det skal man ikke. Man skal sørge for, at de ligger blødt og har luftvejene fri. Man skal ikke putte noget i munden på dem.
Familien Skibby har i dag lært at leve et liv med Jespers sygdom.
Men vejen derhen har været en lang og kuperet etape, hvor en af de største stigninger hed misbrug.
Og etapen startede på asfalten i Italien.
Den sidste dominobrik
Da Jesper Skibby første gang slog øjnene op efter styrtet, var det på et italiensk hospital.
- Der stod en hel masse mennesker og kiggede på mig. Og der lå sådan en boremaskine på bordet ved siden af min seng, husker den danske cykelrytter.
Menneskene var læger og sygeplejersker. Boremaskinen var af den type, der kunne bruges til at bore ind i hjernen på folk.
Den lå der af en årsag.
Den gungrende lyd, han havde hørt på cyklen, var lyden af en væltende rytter, der tog Jesper Skibby med sig i faldet.
Og som en sidste brik var det Jesper Skibbys hoved, der i en tid uden brug af cykelhjelme ramte asfalten.
På hospitalet viste det sig, at Jesper Skibby havde fået både dobbelt kraniebrud samt en indre blødning i hjernen.
En blødning, der blev til arvæv, som senere udviklede sig til epilepsi.
Så lige her begyndte resten af hans liv med en skjult sygdom. Selvom der gik lang tid, inden han opdagede det.
Et misbrug kom i vejen.
Boblen
1993 var midt i en tid med doping i cykelsporten. Også for Jesper Skibby.
Dopingen og hans – som han selv kalder det – rablende adhd gjorde, at han derudover også havde et stort forbrug af stesolider.
Beroligende piller, der især bruges mod angst og uro. Dem brugte han til at pakke sig selv og sin adhd ind i en boble, hvor han kunne være i fred.
Men forbruget udviklede sig til et ægte misbrug efter styrtet.
Han begyndte at gå efter den logik, at hvis én stesolid var god, så var to dobbelt så godt. Og så måtte tre jo være endnu bedre.
Til sidst var han oppe på over ti om dagen.
- Jeg gik bare rundt med følelsen af, at der ikke var nogen, der kunne gøre mig noget. Og det kunne jeg meget godt lide, fortæller han.
- Selvom jeg tit overhovedet ikke kunne huske, hvad der var blevet sagt til mig for en halv time siden.
Jesper Skibby fortæller, at stesolider er i den samme gruppe som medicin mod epilepsi. Så i en sær form for ironi holdt misbruget epilepsien i skak.
Og selvom Jesper Skibby indstillede cykelkarrieren i år 2000, så fortsatte misbruget.
Og blev værre.
På vej ned
At være cykelrytter var hans identitet. Og nu var den væk.
Jesper Skibby havde svært ved at finde sin plads i samfundet, som han ikke kendte meget til. Alt var indtil nu blevet ordnet for ham af folk omkring ham.
Maden blev lavet og serveret for ham. Tøjet blev vasket. Og økonomi var slet ikke noget, han tænkte på.
Men pludselig var det slut. Og hvad så?
- Hvem var jeg? Kunne jeg overhovedet noget? spørger Jesper Skibby ud i luften.
Han tog endnu flere stesolider i et forsøg på at komme væk fra både verden og menneskene omkring ham.
Han ville væk fra sin facade med den frække gadedreng, som han ikke længere følte, at han var.
I 2002 blev han skilt fra sin kone og flyttede fra hende og datteren.
Jesper Skibby var styrtet igen. Denne gang uden cykel.
Midt i både identitets- og livskrise mødte han Mette, som han blev kærester med. Og der gik ikke lang tid, før datteren Elisabeth var på vej.
Netop de to var også dem, som Jesper Skibby så, da han en dag vågnede på et fransk hospital.
Stofferne eller familien
Mødet med den virkelige verden var hårdt for Jesper Skibby.
- Min reaktion var, at jeg blev en endnu større narkoman, end jeg havde været hidtil, fortæller han.
Jesper Skibby flygtede ind i den trygge verden af stoffer, som han kendte. Her var der ingen, der kunne røre ham.
Men gensynet med den verden, han ikke længere var en del af, blev i 2006 den nål, der punkterede boblen.
Han var blevet hyret af hollandsk tv som cykelekspert til Tour de France.
Men da han pludselig stod midt mellem unge ryttere, cykelhold og Tour de France-stemning, slog det klik.
Han gik hjem på sit hotelværelse og spiste en overdosis af stesolider på sit hotelværelse.
Heldigvis havde han kastet op, og han blev indlagt.
- Da jeg vågnede, stod Mette der, og hun sagde bare: ”Så stopper det”. Jeg måtte vælge mellem hende og Elisabeth eller pillerne, fortæller Jesper Skibby.
Han valgte familien. Og han valgte at tage den lange kamp mod pillerne, og han klarede det.
Men så opstod der et andet problem.
Boblen igen
Den første gang, Jesper Skibby fik et epileptisk anfald, husker han godt.
Og på samme tid husker han det ikke.
- Det er svært at beskrive, men når jeg får et epileptisk anfald, så er det, som om jeg sidder eller står ved siden af mig selv, fortæller Jesper Skibby.
- Og så siger det bare bang, og så ligger jeg der.
Sådan var det også en aften i hans og Mettes lejlighed.
Som så mange gange før vågnede Jesper Skibby op i en døs, mens der stod en masse mennesker og kiggede på ham.
Epilepsien var på dette tidspunkt blevet opdaget hos Jesper Skibby. Men medicinen virkede ikke, så han måtte skifte.
Den nye medicin virkede godt.
Rigtig godt. Faktisk lige så godt og på samme måde som en stesolid.
- Det hele begyndte bare at køre rundt, og jeg kunne mærke den der boble igen, fortæller han.
Genkendelsens glæde ved virkningen var stor. For stor for Jesper Skibby, der langsomt røg tilbage i misbruget.
Hjælpen
Skæbnens ironi ville, at Jesper Skibby var flygtet fra sit misbrug af stesolid – og lige ind i armene på et lignende stof.
Epilepsimedicinen fenemal.
Langsomt, men sikkert fik han opbygget et nyt misbrug med den nye medicin.
- Det svarer jo til, at en narkoman, der har skudt heroin i årene, bliver tilbudt rygeheroin, efter at han egentlig var blevet clean, siger Jesper Skibby.
Jesper Skibby skulle have hjælp. Og den kom fra en uventet kant.
I 2003 var han blevet ansat som sælger i Parken, hvor han blev indtil 2011.
En dag blev han kaldt ind på Flemming Østergaards kontor.
Beskeden var enkel: ”Giv mig dine bilnøgler".
- Altså, jeg var jo narkoman på det tidspunkt. Jeg kunne jo ikke køre. Men det forstod jeg ikke på det tidspunkt, fortæller Skibby.
Direktøren for FC København, Dan Hammer, tog Jesper Skibby med over på Rigshospitalet. Her fik de lagt en plan for hans medicinbrug, så han ikke kunne tage for meget.
Han fik hjælp. Og han klarede den.
Men ingen hjælp har været større end den, han på daglig basis får i Gilleleje.
Livet med epilepsi
”Du skal spise, Jesper.”
”Husk at drikke vand.”
”Tag lige en lur.”
Set udefra kan hverdagen i den lille fiskerby i Nordsjælland være meget streng. Men der er en mening med det hele.
Mette sørger for, at hun ikke igen skal vække Jesper Skibby af bevidstløsheden.
Og derfor er hun konstant opmærksom på de behov, der skal være opfyldt hos ham, så han ikke falder om med et epileptisk anfald.
For Jesper Skibby sørger muligvis ikke for det.
- Uden hende ville det se skidt ud for mig, erkender Jesper Skibby, mens han spiser den sidste bid af den croissant, som Mette også har sørget for til interviewet her.
Og han har nok ret.
For spoler vi tiden tilbage til 1993, så kom Jesper Skibby tilbage i sadlen.
Og blot fem måneder efter styrtet formåede han at vinde en etape i Tour de France.
Netop det år skulle rytterne køre med hjelm.
- Men så var der en rytterforening, der sagde, at det skulle vi selv bestemme. Og så kørte jeg uden hjelm igen, fortæller han.
Det blev bemærket af Jørgen Leth og Jørn Mader, der spurgte ham om, hvorfor han dog gjorde det.
- Og der svarerede jeg: ”Det er jo ikke Sverige. Det må jeg vel selv om”. Jeg havde overhovedet ikke lært noget, griner Jesper Skibby.
Du kan se meget mere til både Jesper Skibbys liv og hans kæreste, Mette, i 'Skibby på frierfødder' på TV 2 CHARLIE mandag 20.00 eller her på TV 2 PLAY.