Første par er ude af ‘Først til verdens ende’ – tog straks hjem og sagde op
Selvom duoen ikke nåede særligt langt på rejsen, har turen alligevel haft en stor påvirkning på livet derhjemme.
VÆR OPMÆRKSOM: Indholdet af de tre første afsnit af 'Først til verdens ende' afsløres i denne artikel.
Mandag blev det første par elimineret fra denne sæson af ’Først til verdens ende’.
Her var det mor og datter, Bettina Dahm og Laura Dahm Thorup, der måtte forlade ræset.
Efter en drømmestart i New York udløb rejseheldet hurtigt for parret, som endte med at ankomme til det første checkpoint i New Orleans hele 24 timer efter det næstsidste par.
Selvom duoen nåede at indhente dyrebar tid på den anden etape, fandt de aldrig transporten, der kunne lukke afstanden til det nærmeste par.
Det var derfor ikke en overraskelse for parret, da de åbnede bogen på hotellet i Antigua i Guatemala og så, at de var de sidste til at nå frem til det andet checkpoint. Dermed måtte de forlade programmet.
- Det var ikke helt uventet. Men vi havde da alligevel haft et lille håb om, at et af de andre hold havde været mere uheldige end os, siger Bettina Dahm.
Ondt i maven under hele turen
Allerede da Bettina Dahm og Laura Dahm Thorup drog afsted fra New York, blev det tydeligt for seerne, at parret også havde et andet formål med rejsen end at komme først.
Laura Dahm Thorup havde nemlig mange år savnet noget alenetid med sin mor. Da Bettina Dahm blev skilt fra Lauras far, fandt hun en ny kæreste, som hun i dag deler en søn med. Det har betydet, at der ikke har været meget tid til at være mor og datter.
Bettina Dahm og Laura Dahm Thorup var derfor draget afsted på rejsen i håbet om at få noget kvalitetstid sammen og finde tilbage til den nærhed, de havde for mange år siden.
Og den eftertragtede alenetid synes både mor og datter da også, at de har fået. Dog ikke helt så meget, som de kunne have ønsket sig.
- Vi var meget pressede og uheldige på turen. Selvfølgelig var vi alene, og det var rart, men jeg havde nok håbet, at vi havde mere energi og overskud til at nyde hinandens selskab, siger Laura Dahm Thorup.
Også Bettina Dahm fortæller, at de havde ”ondt i maven under hele turen”, fordi de ikke nåede at nyde deres tid sammen.
- Vi ville jo mega gerne være sammen, men så var der pludselig også spillet, og jeg syntes, at det var rigtigt svært at kombinere de to ting, siger hun.
Blandede reaktioner på eliminering
Både Bettina Dahm og Laura Dahm Thorup mener, at heldet aldrig var med dem, men de indrømmer også, at de havde en langsom start i New York.
Det var først, da de blev sendt videre fra New Orleans, at de begyndte at hvile i reglerne og dermed også nyde turen mere.
Derfor mener Bettina Dahm også, at det er ærgerligt, at de blev elimineret så tidligt.
- Når jeg tænker tilbage på turen, får jeg en varm følelse i kroppen, fordi det var dejligt at være sammen med Laura, og jeg er stolt over, hvordan hun håndterede situationerne. Så det er gode minder, og derfor er det ærgerligt, at vi kun var med i så kort tid, siger hun.
Laura Dahm Thorup havde dog en mere blandet reaktion på deres eliminering.
For mens hun er sikker på, at rejsen ville være blevet nemmere for hver etape, når de begyndte at slappe mere af, indrømmer hun også, at især den første tid ikke var særlig sjov.
- Jeg blev ikke glad, da vi åbnede bogen, men jeg havde det egentlig meget fint med det. For jeg var presset på alle måder, siger hun og tilføjer, at det først var, da de kom hjem, og hun fik turen lidt på afstand, at det ramte hende, hvor fantastisk rejsen havde været, siger hun.
Programmet førte til et nyt job
Selvom mor og datter ikke føler, at rejsen har haft en stor effekt på deres forhold, har turen alligevel haft en stor påvirkning på Bettina Dahms liv.
Efter omkring 25 år som frisør opsagde Bettina Dahm sit job i februar 2023. En af årsagerne var netop hendes medvirken i ’Først til verdens ende’, fortæller hun.
For mens Laura Dahm Thorup havde nemt ved at møde nye mennesker på turen og spørge om hjælp, fandt Bettina Dahm det ikke lige så let som sin datter.
- Da vi kom hjem, kunne jeg ikke rigtig kende mig selv længere. Jeg troede, at jeg var meget mere åben og imødekommende, og det kom virkelig bag på mig, at jeg ikke bare kunne tage det der frisøransigt på, som jeg plejer, siger hun.
I starten af marts startede Bettina Dahm derfor nyt arbejde i Københavns Lufthavn som passagerassistent.
- Så jeg har lagt saksen fuldstændig på hylden nu, og det ville jeg nok ikke have gjort uden det her program, fortæller hun.
Se den nye sæson af 'Først til verdens ende' mandag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.