Hendes far forsvandt sporløst – syv år efter sker et gennembrud i sagen
Michelle var 15 år, da hendes far forsvandt i 2015. Nu søger hun svar på, hvad der er sket.
Vær opmærksom: Indholdet af første og anden del af 'Som sunket i jorden' afsløres i denne artikel.
I 2015 sagde den dengang 15-årige Michelle Biermann farvel til sin far. Hun havde brugt et par dage hos ham i hans hjem i Tyskland som en lille ferie fra sin danske efterskole.
De havde haft nogle gode dage, men da de skulle sige farvel, kunne Michelle Biermann mærke, at hendes far var et andet sted mentalt.
Få dage efter deres farvel fik hun en pakke på efterskolen med slik, T-shirts og en seddel.
"Tak for nogle gode dage. Vi ses snart igen" stod der på sedlen.
Det var det sidste livstegn, Michelle fik fra sin far, Bernd.
Med tilladelse fra Michelle og hendes mor har TV 2 med værten Kristian Bech og hans hold i spidsen forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med Bernd Biermann i programmet 'Som sunket i jorden'.
En sjov og kærlig far
Tyske Bernd Biermann og Michelles danske mor Randi Birgitte Nielsen indledte et forhold i 1999 og flyttede sammen efter kort tid. Randi blev hurtigt gravid, men da Michelle var otte måneder, gik forældrene fra hinanden.
I de efterfølgende år fik Bernd en ny kæreste, men han fortsatte med at have Michelle hver anden weekend. Det var en rimelig velfungerende tid. Men da Michelle var tre år, gled kontakten ud.
Da Michelle Biermann var ti år, tog hendes far igen kontakt, og de sås sporadisk i de efterfølgende fem år.
De skrev for det meste sammen på Messenger, når de skulle lave aftaler.
- Men forholdet var kaotisk, husker Michelle Biermann.
- Jeg kunne ikke regne med ham. Han kunne finde på at aflyse vores aftaler i sidste øjeblik. Enten var bilen brudt sammen, eller også var der ikke mere benzin på. Det var altid dårlige undskyldninger.
Far og datter så hinanden 10-12 gange om året, og selvom forholdet ikke altid var nemt, så var Michelle glad for at have sin far i sit liv.
Da han forsvandt
Den eftermiddag i 2015 hvor Michelle så Bernd for sidste gang, havde de haft en hyggelig weekend sammen i hans hjem i Tyskland. Han kørte hende tilbage til efterskolen i Danmark, men han virkede en smule fraværende.
- Jeg tænkte, at han nok bare var lidt træt, men når jeg tænker på, hvad der efterfølgende skete, så var der nok også andre ting i hans hoved, siger Michelle Biermann.
De sagde farvel, og Bernd sendte gaven et par dage senere med den søde seddel. Men da Michelle ville skrive til ham på Messenger, lagde hun mærke til noget mærkeligt. Hans bruger eksisterende ikke længere.
Til at starte med tænkte Michelle, at det måske var en joke. En dårlig joke.
- Men efter lidt tid fik jeg den samme følelse, som når han tidligere havde aflyst i sidste øjeblik: en vrede og en forvirring. Sådan: "Hvad fanden laver du", siger Michelle Biermann.
Da hun forsøgte at ringe til ham, sagde en elektronisk stemme på tysk, at hans telefonnummer ikke eksisterede længere.
Dagene gik
Michelle Biermann prøvede at kontakte sin fars ekskæreste for at få svar på, hvor han var blevet af. Det gav dog ikke noget.
- Jeg begyndte jo at tænke på, om det var mig, der var noget galt med. Det var ret hårdt midt i teenageusikkerhederne, siger Michelle Biermann.
Måske havde hun været alt for irriterende i den weekend, hvor de sidst sås. Måske var hun ikke værd at have et forhold til. Måske var det gået op for ham, hvor træls hun var, og det var derfor, han var forsvundet.
Hun var midt i sit efterskoleophold og sine teenageår, så livet buldrede derudad. Det gjorde det en smule nemmere at skyde tankerne om faren fra sig. Men de lå og ulmede.
- Jo længere tid der gik, jo mere tænkte jeg dog på ham.
Og tankerne om, hvorfor han var forsvundet, fyldte mere og mere.
Fik mystisk venneanmodning
Sidste livstegn fra Bernd Biermann fik Michelle altså i 2015, inden hendes far lukkede sin Facebook-profil, men i 2016 anmodede en Bob Fredericksburg hende om venskab på Facebook.
Hun skrev og spurgte, hvem han var, og svarene kom på tysk.
Hendes far havde svært ved at redegøre for sin forsvinden og gik ikke i detaljer med, hvor han var.
Efter deres korrespondance forsvandt Bernd igen. Og denne gang i en meget længere periode.
Sporene peger på lille tysk by
Fra 2016 hørte Michelle Biermann overhovedet ikke fra sin far. Men fem år senere, da Michelle var knapt 22 år, tog hendes mor Randi kontakt til TV 2 for at få hjælp til at finde Bernd Biermann.
Det fyldte fortsat meget i hendes datters liv, og Randi mente, at Michelle havde brug for svar – eller i hvert fald en afslutning.
Med værten Kristian Bech i spidsen gik TV 2 ind i eftersøgningen i foråret 2021.
Men det var ikke en let opgave. Faktisk karakteriserede Kristian Bech eftersøgningen som en af sine sværeste, og et utal af spor endte blindt.
Først da Kristian Bech og hans team kontaktede en række forskellige tyske kommuner for at blive klogere på Bernds skæbne, begyndte der dog at ske noget. Men det var tidskrævende, for der findes intet centralt personregister i Tyskland, så når man søger oplysninger om en person, skal man skrive til de enkelte kommuner, og svaret kommer altid med gammeldags brev.
Men pludselig efter mange måneders søgen modtog Kristian Bech og holdet et brev, som skulle vise sig at være af afgørende betydning.
I brevet stod der, at kommunen havde fundet en adresse på en Bernd Biermann i den lille nordtyske by Friedrichstadt.
Der stod dog ikke oplyst, hvornår Bernd havde beboet adressen, eller om han stadig boede der.
Og ingen vidste, om det var den Bernd Biermann, der var Michelles far.
Som at vente på sin karakter
Da Michelle Biermann fik opkaldet fra Kristian Bech og holdet bag 'Som sunket i jorden', tog det pusten fra hende.
- At vente på hvad holdet fandt ud af om min far, var som at have været til mundtlig eksamen og stå på gangen, inden man skulle have sin karakter. Det var mildest talt uudholdeligt, siger hun.
Produktionen tog hjem til Michelle for at vise hende en optagelse, de havde lavet fra den adresse, som de havde fået tilsendt.
Da Michelle Biermann så optagelserne, vidste hun ikke, hvad hun skulle føle.
Ud af en klassisk anonym etagebolig fra 80’erne kom en gråhåret mand iført T-shirt, vest og med en taske i hånden.
Michelle Biermann gispede. Manden på optagelserne var gråhåret og større end hendes far. Men han lignede ham meget. Virkelig meget.
Da Kristian Bech spurgte, om Michelle ville med til den nordtyske by for at finde ud af, om manden, der i den grad lignede hendes far, virkelig var det, var hun ikke i tvivl.
Selvfølgelig ville hun det.
Manden fra bilen
Det var den længste køretur, Michelle Biermann nogensinde har kørt. I tid tog det kun lidt over en time at komme fra hendes bolig til Friedrichstadt, men det føltes som den længste time nogensinde.
- Jeg har aldrig svedt så meget, som da jeg sad i den bil. Hvad hvis det var min far, og han så mig og ikke ville tale med mig? Hvad hvis det rent faktisk var fordi, jeg ikke var god nok?
Hun var nødt til at nive sig selv i armen flere gange.
I årene der var gået, havde hun tusindevis af gange forestillet sig, hvordan det ville være at stå over for ham. Hun havde ledt efter ham nogle af de steder, som de tidligere var kommet sammen og havde gang på gang håbet på at se hans ansigt i menneskemængden.
Men nu var det faktisk virkeligt. Nu sad hun i bilen på vej for muligvis at møde sin far for første gang i over fem år.
Da bilen kom, var hun ikke et sekund i tvivl.
Dér var hendes paps jo.
En række af forskellige følelser løb igennem hendes krop. Lykke over at se sin elskede far. Nervøsitet over hans modtagelse af hende. Og en vrede over, at han så ud til at have det godt. For hvorfor havde han så bare forladt hende?
- Jeg havde ærlig talt lyst til at stikke ham en lussing, siger Michelle Biermann.
Men da hendes far steg ud af bilen og med en lidt træt holdning gik mod sin hoveddør, skyllede alle følelserne ud af hende. Nu var den eneste følelse, der var tilbage, at hun ville have et langt kram.
Overrasket og glad
Da Kristian Bech gik imod Bernd Biermann, gik Michelle en smule bag ved ham. Men efter tv-værten havde præsenteret sig, stak Michelle hovedet frem.
- Min fars ansigt gik fra at være en smule træt og forvirret, til at han så ud som om, at han havde fået verdens bedste julegave, siger Michelle Biermann.
Bernd Biermann fik store øjne og gav instinktivt slip på tasken i hånden og tog Michelle i sine arme.
- Min pige! Min søde! sagde han, mens han tog hendes ansigt i sine hænder og kiggede på hende flere gange.
Bernd Biermann inviterede Michelle og tv-holdet med op for at få en snak. Og for at besvare et par af de spørgsmål, som hans datter lå inde med.
Et dårligt forhold og en dyb depression
Inden Michelle og Kristian Bech var taget hen til Bernd, havde de aftalt, at hvis Michelle gerne ville hjem, så skulle hun kigge ham i øjnene og nikke med hovedet.
På den måde havde hun mulighed for at komme ud af situationen, hvis det hele blev lidt for meget.
Oppe i lejligheden havde Bernd Biermann brug for en cigaret. Sammen gik han og Michelle ud på terassen, hvor tv-holdet gav dem plads til at tale uforstyrret.
Han stod og kiggede på mig, som om han havde fået den største gave, men samtidig med en frygt i øjenene
Michelle Biermann
- Han stod og kiggede på mig, som om han havde fået den største gave, men samtidig med en frygt i øjenene, for nu skulle han jo til at give nogle svar, husker Michelle Biermann.
Bernd Biermann var ikke klar til at gå i detaljer med alle de år, hvor han havde været forsvundet. Men han fortalte Michelle, at han ikke havde ønsket at forsvinde.
Han havde bøvlet med en lang række psykiske problemer, han havde fået en dyb depression og været indlagt for den. Han fortalte, at han havde stået på en bro, klar til at tage sit eget liv, men var blevet talt ned af en ældre mand.
- Det var ikke nok forklaring for mig, men det var det, jeg kunne få på det tidspunkt, siger Michelle Biermann.
Og så ville hun egentlig gerne hjem. For selvom det var fantastisk at se sin far, så var det også som at stå over for en fremmed. Og det hele tog meget af Michelles energi. Hun nikkede til Kristian Bech, og han fik afsluttet deres besøg.
Inden Michelle Biermann gik ud ad døren, var der dog én væsentlig ting, som hun måtte vide.
- Jeg havde brug for at vide, om vi skulle stoppe vores relation for altid, eller om han rent faktisk ville den nu.
Og til hendes lettelse svarede han, at han meget gerne ville have kontakt igen. Han fik sin datters telefonnummer, og så kørte Michelle tilbage mod Danmark.
Ventede på at høre fra Bernd
I timerne efter besøget sad Michelle og stirrede ud i luften. Hendes krop og hjerne skulle have tid til at arbejde med, hvad der var sket. I dagene efter var telefonen stille. Men fjorten dage efter besøget ringede Bernd til Michelle og foreslog, at de skulle skrive på Whatsapp.
Derfra er tingene gået slag i slag, fortæller Michelle.
Det er mærkeligt på et niveau, som jeg har svært ved at beskrive
Michelle Biermann
- Vi ses cirka en gang om måneden, men det hele er stadig lidt urealistisk for mig, fortæller hun og fortsætter:
- Det er mærkeligt på et niveau, som jeg har svært ved at beskrive, men det er jo samtidig rigtig dejligt. Jeg ved, at jeg kan skrive til ham, hvis jeg har brug for det, siger hun.
Frygten er der stadig
I dag er Michelle 24 år gammel og har en kæreste, som hun bor sammen med. Hun har haft kontakt med sin far igen i over et år, og han var med til hendes fødselsdag for nylig.
Men det sker af og til, at hun sender ham en besked på Whatsapp, og beskeden ikke bliver leveret med det samme. Så kan hun få et sug i maven og mange af de gamle følelser kan stå i kø, klar til at komme tilbage.
- Men hver gang har det bare lige været noget med internetforbindelsen eller sådan noget, og så har han svaret efter lidt tid, siger Michelle Biermann.
Om frygten for at han forsvinder igen, nogensinde vil gå væk, er svært for Michelle at svare på. Men hun vælger at fokusere på, at hun bare er glad for at have sin far i sit liv igen.
Se 'Som sunket i jorden' onsdag klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.