Sebastian Klein skulle selv opleve sit livs største krise, før han forstod sin fars beslutning
Han er opvokset i en kendisfamilie lykkeligt omsluttet af sine egne hemmeligheder. Men på ét punkt har tv-værten valgt at gøre det anderledes.
Det er svært at forstå, hvorfor folk vælger livet fra. Og Sebastian Klein var rasende, da hans far gjorde forsøget.
Men efter et sammenbrud i 2014, hvor han selv var så langt ude i tovene, at han ikke vidste, om han kun ville gøre skade på sig selv, forstod han endelig Jesper Klein.
- Han var en god far. Og jeg ville være ked af, hvis man dømte ham som en deprimeret mand, som forsøgte at tage sit eget liv. For det var ikke den, han var. Men det var en nuance i et liv, der gik op og ned – som det gør i showbiz, siger den 50-årige naturformidler.
For evigt "Jesper Kleins søn"
Sebastian Klein er søn af skuespillerparret Lykke Nielsen og Jesper Klein. Moren var foruden skuespillet kendt for sine børnebøger om Frække Frida, mens man nærmest ikke kunne tænde et fjernsyn, uden at hans far var på skærmen.
Inden sin nok mest ikoniske rolle som rigsarkivar Bertramsen i julekalenderne om Pyrus op gennem 90'erne lavede Jesper Klein både musik, film, tv og satire.
- Da jeg var barn og gik med ham på gaden, blev han ofte stoppet. Men i virkeligheden var han slet ikke den joviale type, han var på tv. Han var meget sky og tilbageholdende og kunne faktisk ikke lide, at de råbte ad ham på gaden. Og derfor brød jeg mig heller ikke om det. Jeg blev sur, når folk henvendte sig.
Men også i skolegården gjorde det ham i dårligt humør at være Jesper Kleins søn. For her skete det ikke så sjældent, at både lærere og andre børns forældre i et øjebliks åndsfraværelse kom til at kalde ham Jesper.
- Det var enormt irriterende, for så vidste jeg, at de så min far, når de kiggede på mig. Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke elskede ham eller var stolt af ham. Men man vil bare så gerne være sig selv og have en form for anerkendelse for det, man gør, og ikke den, man er søn af, siger han.
Men han er bestemt heller ikke blind for, at hans status som kendissøn har givet ham forlommer i livet.
Det var hans forældres venner på DR's chefgange, der opdagede hans smittende begejstring for naturen og inviterede ham til prøvefilmning.
Så som 24-årig blev han vært på dyreprogrammet ’Kom med ud og leg’. Siden mødte han makkerparret Martin og Ketil og skabte seersuccesen ’Naturpatruljen’, der nok er bedst kendt for den del, hvor han som den småexcentriske Doktor Pjuskebusk quizzer seerne i at gætte dyrelorte.
Og så tog karrieren fart. Indtil det hele en dag blev for meget.
Vidste ikke, hvad han kunne finde på
I dag kan han godt se, at han ikke passede på sig selv i den periode. Begge hans forældre var døde med fem års mellemrum, og han håndterede det ved at begrave sig selv i arbejde.
Han sagde ja til ting for at gøre folk glade og lovede sig selv væk til både foredrag, tv-programmer og bogprojekter.
Først begyndte det at snurre i fingrene. Så blev han svimmel.
Hver gang han overbeviste sig selv om, at det bare var noget fysisk, der ville gå over af sig selv, kom der flere skavanker til.
Først da synsforstyrrelser fik ham til at frygte en svulst i hjernen, gik han til lægen.
Men det var ikke noget fysisk. Og Sebastian Klein blev indlagt på psykiatrisk skadestue.
- Jeg var ægte tosset. Jeg havde det, som om mit hoved var inde i en glaskuppel. Min virkelighedsopfattelse blev anderledes.
Det er svært at forklare de tanker, som pludselig fyldte glaskuplen. Men til sidst måtte Sebastian Klein sige til personalet, at han ikke kunne genkende sig selv i dem. At han ikke vidste, hvad de ville få ham til. At han ikke var sikker på, at han ikke kunne finde på at blive voldelig.
- Og jeg er altså ikke et voldeligt menneske. Jeg måtte også sige til min kone: ”Jeg kan ikke være der for dig eller for vores børn. Du må finde en ny mand, der kan.”
Men Rikke Klein blev. Og Sebastian Klein fik medicin og forlod hospitalet efter fire dage. Glaskuplen blev på hovedet i seks uger.
Han håber ikke, han kommer til at sætte sine ben på et psykiatrisk hospital igen.
- Men det var spændende for en naturvidenskabsnørd som mig at opleve, hvad psykofarmaka kan gøre, og hvor sindssygt hurtigt det virkede på mig, siger han begejstret.
Han er helt sikker på, at nedbruddet blev udløst af stress. Men var det også kommet, hvis han stadig havde sine forældre? Det er han til gengæld ikke helt sikker på.
- Der kommer en sårbarhed, når ens forældre skrider. Jeg har ikke længere nogen andre end mig selv.
En kones kærlighed er ikke ubetinget
Sebastian Klein er vokset op i et hus på Ove Billes Vej på Amager som sine forældres eneste barn. Han har også en halvsøster på sin fars side. Men hun var ikke en fast del af hans tidligere liv. Det liv, hvor han stadig havde sine forældre.
- Jeg har haft en god opvækst. En lykkelig barndom. Jeg har været et forholdsvis trygt barn og følt mig elsket og villet, siger han.
- Vi var et trekløver, min mor, far og jeg, og der var ikke særlig mange andre, der blev lukket ind. Når folk udefra bliver nysgerrige, så har man jo en tendens til at lukke sig endnu mere, fordi man gerne vil bevare noget privat. Vi fortalte ikke andre, hvad der skete inden for hjemmets fire vægge. Det var os tre, der hørte sammen.
Da forældrene døde, var Sebastian selv blevet far til Sylvester og Christopher og gift med Rikke. Han havde skabt sin egen familie. Men det betyder ikke, at han ikke længere havde brug for den, hans forældre havde skabt.
- Jeg tvivler ikke på min kones kærlighed, men den er ikke ubetinget. Man skal fortjene sin ægtefælles kærlighed, mens børn næsten ikke kan gøre noget, som gør, at deres forældre ikke elsker dem. Så da mine forældre forsvandt, var der ikke længere nogen, der kunne redde og beskytte mig. Og det kan godt have haft en betydning for min livskrise, siger han.
- Det vil altid sidde i mig. Nu hvor jeg taler om dem, så savner jeg dem. Savner at kunne snakke med dem, og de kan fortælle mig, hvad de tænker om de ting, jeg går og gør, og om deres børnebørn, som de kun nåede at opleve, da de var helt små.
”Hvad fanden bildte han sig ind?”
Begge Sebastian Kleins forældre døde af kræft. Men havde det stået til dem, havde de selv bestemt og ikke ladet en sygdom komme og trumfe deres frie vilje.
Lykke Nielsen var den første, der blev syg. Det slog Jesper Klein helt ud af kurs, at han skulle leve videre uden sit livs kærlighed. Så de aftalte at gå i døden sammen og nåede også at søge vejledning hos deres læge, afslørede Jesper Klein efter hustruens død.
Men hensynet til sønnen vejede tungere, og planerne blev opgivet.
Men det var ikke den eneste gang, Jesper Klein havde flirtet med tanken. Og en dag i 1999 havde han forsøgt at gøre alvor af den. Det kom som et chok for den dengang 27-årige Sebastian Klein.
- Hvad fanden bildte han sig ind? Det kan man sgu da ikke gøre, når jeg stod der med livet foran mig. Jeg var rasende på ham. At han kunne tillade sig egenhændigt at berøve mig min far, siger han.
- Det er svært at forstå, hvorfor folk prøver at begå selvmord. På det tidspunkt følte jeg mig enormt svigtet af min far. Men jeg har senere i livet forstået det.
For da Sebastian Klein blev indlagt på psykiatrisk hospital med angst, stress og depression, oplevede han en flig af de følelser, der havde været ved at eksplodere inde i hans far. Følelser, som han på trods af deres tætte relation aldrig selv tidligere havde kunnet sætte sig ind i.
- Når man har ondt, vil man gerne have, det går væk. Og man kender i hvert fald én metode til at få det til at stoppe. Når man ikke vælger denne udvej, er det, fordi man har en forventning om, at det holder op med at gøre ondt. Men nogle gange gør det så ondt, at det simpelthen bare må stoppe med det samme. Det er ikke noget, han gjorde i et velovervejet øjeblik.
Alt dette forsøgte hans far at forklare han. Og Sebastian Klein tilgav ham den handling, som han dengang ikke kunne se som andet end selvisk. For han elskede jo sin far.
- Men jeg var vred på ham. Og i dag kan jeg stadig mærke følelsen af svigt. Men jeg forstår også, hvad der motiverede det – og det betyder, at det nu er en mindre detalje i et samlet minde om en fantastisk far.
Samtidig oplevede han igen noget, som folk med almindelige forældre ikke skal forholde sig til. En byrde, som kun blev lagt på hans skuldre, fordi hans forældre var, hvem de var.
- Tænk, hvis pressen fik at vide, hvad min far havde forsøgt at gøre? Hvad ville de skrive? Hvad ville folk tænke? Og hvor er det dog åndssvagt, at man midt i en kæmpemæssig krise skal tænke sådan nogle tanker. Det hele var forbundet med skam, så jeg husker det som en meget trist og sørgelig tid.
Det slap aldrig ud på fortovet foran Ove Billes Vej, hvor det, ligesom hans far, ville være blevet allemandseje.
I stedet holdt han det hemmeligt i 17 år, til han udgav biografien ’Fra min faders skygge’, hvor episoden blev hans egen historie.
Han har også valgt at være åben om sin indlæggelse. Åben om, at det formentlig vil hjemsøge ham resten af livet, hvis han ikke passer på.
Dér vidste han, han havde gjort noget rigtigt
- Altid. Frygten kommer aldrig til at slippe væk. Når jeg mærker hårene rejse sig på armene, bliver jeg taget tilbage til dengang, hvor jeg havde det skidt. Jeg var overbevist om, at en stor, stærk fyr som mig ikke kunne have mentale problemer, men jeg har lært at passe på mig selv.
- Når det risler koldt ned ad ryggen, jeg får uro i kroppen og svært ved at sove, så har jeg lært, at jeg skal sige nej til ting.
Siden sin barndom har han også lært noget andet.
Han har lært, at hans sønner ikke skal krympe sig og føle skam, når deres far bliver genkendt på gaden. De skal ikke opleve den vrede, han selv følte på sin sky fars vegne.
- Engang jeg fulgte min ældste søn i børnehave, var der nogle drenge, der sagde ”Hej Sebastian”, og jeg vendte mig om og sagde ”Hej rødder”, og så gik vi videre. Så kiggede min søn op på mig med et stort, stolt smil og sagde ”Alle kender dig, far”. Så tænkte jeg, at jeg havde gjort noget rigtigt.
- Normalt har jeg kopieret mine forældre og lært af det, de har givet mig. Men her er ét punkt, hvor jeg tænker, at jeg måske har gjort det en lille smule bedre end min egen far.
Ligesom da han var en ung purk i skolegården, hænder det stadig, at nogen kommer til at kalde ham Jesper. Men han bliver ikke længere irriteret.
- Jeg bliver rørstrømsk og tænker: ”Hvor er det dejligt, at der er nogen, der kan huske min far. For berømmelse er en flygtig ting.”
'Min egen kurs' kan ses tirsdag på TV 2 Fri og allerede nu på TV 2 Play.