I 20 år har usynlig sygdom styret 37-årig kvindes liv: - Jeg ville ikke ønske den for min værste fjende
Omkring 100.000 danskere lider af OCD. Zasja Obel er en af dem.
Da Zasja Obel lukker mig ind i sin lejlighed, spørger jeg, om jeg kan låne toilettet, inden vi går i gang med interviewet.
Hun siger ikke noget om det før senere, men i sit stille sind ånder hun lettet op.
For hun har brugt hele formiddagen på at spekulere på, om hun kunne tillade sig at bede mig om at vaske mine hænder, når jeg kom.
Ville det være for meget? For pinligt?
Hun viser mig ind i stuen til spisebordet, hvor der står en skål med friske jordbær.
Det skal vise sig at være de mest renskurede jordbær, jeg nogensinde har sat tænderne i.
For inden de er blevet sat på bordet, har Zasja Obel nøjsomt skyllet hvert enkelt jordbær ét ad gangen. Flere gange.
Bagefter er de alle sammen røget i en si.
Her er de blevet skyllet igen og igen i koldt vand.
- Jordbær er jo en farlig frugt, der kan sidde bakterier i alle kernerne, forklarer hun mig.
Hun siger det med et lidt skævt smil.
Hun ved godt, det lyder mærkeligt.
Men 37-årige Zasja Obel har OCD, og de gennemskyllede jordbær er kun toppen af isbjerget på en sygdom, der langsomt gjorde sit indtog i Zasjas liv for 20 år siden.
I dag fylder den næsten alt.
- Jeg ville ikke ønske den her sygdom for min værste fjende, siger hun.
Tabuer og fordomme
OCD er en usynlig sygdom, der er svær at forstå.
Ikke engang Zasja Obel forstår den helt.
Men i programmet ’Tabu’ har hun valgt at fortælle om livet med OCD.
Det har været grænseoverskridende. For med sygdommen følger der både tabuer og fordomme, som Zasja Obel altid skal forholde sig til.
Men nu vil hun gerne svare på dem én gang for alle.
Ikke spist ude i 15 år
Zasja Obels helt store frygt er at kaste op.
Derfor tilbereder hun helst al sin mad selv.
Hun har ikke spist ude i 15 år.
Og hun har altid sin egen gennemskoldede kop med sig ud, som hun kan drikke af.
Hun kan spise hos venner og familie, men kun hvis hun kan være med til at tilberede maden.
Når angsten for opkast rammer hende – og det kan ske op til ti gange om dagen – går kroppen i højeste alarmberedskab.
- Jeg bliver fuldstændig våd af sved. Det føles, som om hele mit spiserør bliver fyldt. Så skal jeg sidde og gennemgå hele min dag: ”Er jeg gået forbi en, der hostede? Lød det ikke lige, som om naboen kastede op?” forklarer hun.
Selv hvis hun ser en bil, der holder ind til siden, er hun stensikker på, at personen er holdt ind for at kaste op og kan smitte hende.
Derfor bruger hun næsten alle vågne timer på at eliminere de tusindvis af måder, hun kan risikere at få bakterier på.
Det betyder blandt andet, at hun står for tilberedningen af sin egen mad.
Den bliver både skyllet og skoldet ad flere omgange, ligesom hænderne bliver vasket i sæbe et hav af gange under en madlavning. Avocadoen bliver tilmed renset af i opvaskemiddel inden.
- Det er, fordi den kommer fra et andet land, så kan der være endnu flere bakterier på, jeg ikke kender, siger hun.
Hun ved godt, at det virker ekstremt og overdrevet.
Men det er tvivlen, der nager i hovedet på hende hele tiden.
Tvivlen om, hvorvidt det kunne få konsekvenser, hvis hun lod være.
Og det er faktisk hele kernen i OCD, der engang hed netop ”tvivlesyge”.
Tvivlesygen
Hvad nu, hvis ...?
Det er et spørgsmål, der konstant melder sig for langt de fleste personer, der lider af OCD, forklarer psykolog Malene Klindt Bohni, der er specialiseret i behandling af ocd.
Ifølge psykiatrifonden lider cirka to procent af den danske befolkning af OCD.
OCD-ramte har en konstant tvivl om, hvorvidt deres tanker eller handlinger kan få fatale konsekvenser for lige netop det, de frygter allermest i hele verden.
- OCD er en form for angstlidelse, der er kendetegnet ved tvangstanker og tvangshandlinger, forklarer Malene Klindt Bohni.
Personer, der er ramt af OCD, er plaget af tvangstanker, der kan handle om en lang række forskellige temaer.
Det kan være angsten for at dø, angsten for at gøre skade på andre eller angsten for at blive syg og kaste op, som Zasja Obels tvangstanker og tvangshandlinger centrerer sig om.
Nogle af handlingerne kan i udgangspunktet synes fornuftige nok.
For eksempel kan det give god mening at vaske eller spritte hænder, før og efter man går i en buffet, hvis man er bange for at kaste op.
Det er til gengæld knap så rationelt helt at stoppe med at spise ude og vaske hænder konstant.
- Det er, når det rationelle bliver overdrevet, at man kan tale om OCD, forklarer Malene Klindt Bohni.
Men med OCD følger også ofte såkaldt magisk tænkning og rituelle handlinger. Her forsvinder hele forbindelsesledet mellem det, man i virkeligheden er angst for, og ens handlinger.
Og dét har Zasja Obel også.
Det er for eksempel det, der gør, at hun inden interviewet har udvalgt sit tøj nøje.
Intet nyt
Zasja Obel skal helst gøre en række ting på en bestemt måde, ellers frygter hun, at hun vil ”blive straffet” og ende med at kaste op.
Hun skal for eksempel gå samme vej på arbejde og rundt om de samme pæle, mens hun tæller skridt med sine fingre.
- Går jeg den forkerte vej rundt om en pæl, kan jeg godt finde på at gå hjem og tage ruten forfra, siger hun.
Hun skal også skylle og skolde sin tekande tre gange hver eneste morgen og banke på køleskabslågen og de andre skabslåger, inden hun går hjemmefra.
Og den hvide kjole med små sorte prikker og de lange guldøreringe, som hun er iført i dag – ja, selv den sorte hårelastik, undertøjet og strømperne er også nøje udvalgt.
Det er alle ting, hun har haft på før.
For hvis Zasja Obel skal noget som helst nyt eller spændende, som hun glæder sig til – for eksempel interviewes – er hun bange for, at det kan gå galt. At hun ender med at få kvalme, mavepine eller kaste op. Og skulle det ske, vil hun bruge timer på at gennemtænke dagen og ende med at give et eller andet skylden.
Det kunne for eksempel være den helt nye kjole, hun havde taget på, som så måtte kasseres og aldrig ville blive taget i brug igen.
Det er også grunden til, at Zasja Obel ikke har besøgt sine forældre i februar de seneste mange år. For i februar 2008 kastede Zasja Obel op hjemme hos sine forældre.
Dét sidder så dybt i hende, at hun ikke har turdet komme derhjem i februar siden.
Det er til gengæld også sidste gang, hun kastede op.
- Men jeg har jo også brugt hver eneste vågne time på at undgå at kaste op, så det giver jo meget god mening, siger hun og griner.
Men hvad er egentlig problemet med at kaste op?
Det spørgsmål er Zasja Obel blevet stillet et hav af gange.
Fordommene
For OCD er en sygdom, der i mange tilfælde afføder flere spørgsmål end svar.
Samtidig er den omgærdet af både tabu og en del fordomme om, at folk, der lider af OCD, er småhysteriske og fjollede.
Når Zasja Obel i dag fortæller om alle sine fortrædeligheder med sygdommen, foregår det i en let og munter tone.
Men sådan har hun ikke altid haft det.
I mange år forsøgte hun at skjule sygdommen og afværge de klassiske spørgsmål, hun altid får.
Så for god ordens skyld tager vi nu spørgsmålene én gang for alle:
Hvad er egentlig det farlige ved at kaste op?
- Det har jeg brugt lang tid på at tale med psykologer om. Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg tror, det er tab af kontrol. At jeg ikke ved, hvornår og hvordan det sker, og at jeg slet ikke kan kontrollere det.
Man dør jo ikke af at kaste op, så hvorfor være så bange for det?
- Jeg er heller ikke bange for at dø. Jeg er bange for at kaste op. Når jeg har det rigtig dårligt med min OCD, så ville jeg faktisk nogle gange i øjeblikket hellere dø end at kaste op. Det er sådan, jeg har det.
Hvorfor prøver du ikke bare en enkelt gang at lade være med at lave dine ritualer og se, hvad der sker?
- Jamen, jeg tør sgu ikke. Hvis det var så enkelt, havde jeg gjort det for længst. Når folk stiller mig det spørgsmål, prøver jeg at tage det med lidt humor og sige, ”fordi jeg er kuk kuk”. Det er jo en åndssvag sygdom, der ikke giver nogen mening. Det gør det jo heller ikke for mig.
Har du haft en hård barndom?
- Nej, jeg har haft en rigtig god barndom. Der er nogle, der tror, jeg har haft en hård og streng barndom med mange regler. Men jeg er vokset op med dejlige forældre på en gård med dyr og køkkenhave, som vi rodede en masse i.
Zasja Obel har ingen idé om, hvor angsten for opkast kommer fra.
Er det, fordi hendes bror altid blev bange og kastede op, når det tordnede derhjemme?
Er det, fordi hun engang har fløjet i svæveflyver med sin far og blev flyvesyg?
Eller skyldes det, at hun er allergisk over for bananer og hyldeblomst og kaster op, hvis hun spiser det?
Sandsynligvis handler det ikke om nogen af delene.
Hvem får OCD?
Der er ikke noget, der tyder på, at personer udvikler OCD på baggrund af et traume eller en særlig form for opdragelse.
Det forklarer Malene Klindt Bohni.
- OCD rammer rigtig bredt. Nogle tror, det rammer meget kontrollerede mennesker eller folk, der har haft en streng opdragelse eller har været udsat for et traume, men det er sjældent sådan, det er, siger Malene Klindt Bohni.
Dog kan OCD være arveligt, men det behøver det ikke at være, siger hun.
Zasja Obel har stadigvæk ingen idé om, hvorfor hun er så bange for at kaste op, men hun husker tydeligt, hvornår de første symptomer begyndte.
En begyndende kvalme
Zasja Obel gik i gymnasiet, da hun pludselig begyndte at få en underlig fornemmelse i maven og kvalme.
Det kom hver eneste aften omkring klokken 21.30.
Først fik hun piller for mavesår fra lægen i flere omgange.
Men det hjalp ikke.
Hun prøvede også at skippe gluten og laktose. Det hjalp en smule, men kom der så meget som en dråbe mælk i hendes kaffe, fik hun det dårligt igen.
Og så begyndte hun at få en nagende mistanke.
Kunne det være psykisk?
Hun gik til lægen igen og spurgte, om det kunne være tilfældet, men lægen afviste hende pure med en besked om, at ”man ikke delte henvisninger til psykologer ud til hvem som helst”, husker hun.
Zasja Obel gik tre år med symptomerne, før nogen forklarede hende, hvad der var galt.
Det skete, da hun flyttede til København og skiftede læge:
- Jeg tror, jeg havde talt med hende et kvarter, da hun sagde, at jeg helt sikkert havde OCD, fortæller Zasja Obel.
Zasja måtte dog vente halvandet år på at få specialiseret hjælp.
I mellemtiden fik hun fast tid hos sin praktiserende læge hver 14. dag, samtidig med at hun fik angstdæmpende medicin.
Men selvom det tog Zasja Obel tre år at få diagnosen OCD, ligger det stadigvæk langt under gennemsnittet for ocd-ramte, fortæller Malene Klindt Bohni.
- Udenlandske undersøgelser har vist, at det tager cirka ni år, fra folk får de første symptomer, til de bliver diagnosticeret med OCD, fortæller hun.
For rigtig mange læger mistolker symptomerne på OCD.
Det kan for eksempel være, man går til lægen, fordi man har håndeksem, og ender med at få en creme, selvom ens egentlige problem er, at man vasker hænder hele tiden, fortæller hun.
Dertil kommer, at mange er skamfulde over deres symptomer og derfor først opsøger hjælp, når der er gået lang tid.
For OCD er på mange måder en usynlig lidelse, der kan være rigtig svær at forstå.
Det har Zasja Obel mærket konsekvenserne af.
Usynlig lidelse
For det er svært for både læger, sagsbehandlere og hele omgangskredsen at forstå sygdommen.
Fordi det hele foregår oppe i hovedet.
- En gang imellem ville jeg ønske, jeg havde et træben i stedet eller en anden synlig lidelse, så folk bedre kunne se det. Selvom det sikkert heller ikke er så rart, siger Zasja Obel.
I dag er det omkring 20 år siden, at Zasja Obel fik de første symptomer på OCD.
Efter mere end ti år i specialiseret behandling og en håndfuld uddannelsesforløb, der er gået i vasken, har hun accepteret, at hun kommer til at leve med sygdommen resten af livet.
Også selvom hun fortsat går til psykolog og tager medicin.
For den motorvej af tvangs- og katastrofetanker, der konstant kører i hovedet på hende, gør det umuligt for hende at arbejde fuldtid.
- Jeg plejer at sige, at min OCD er lidt som et fuldtidsjob. Når jeg kommer hjem, er jeg helt udmattet, siger hun.
Derfor er hun i dag i fast fleksjob.
Et job, hun kan kombinere med sin hobby, som er det eneste sted i verden, hvor bakterier af uforklarlige årsager ikke spiller en rolle for hende.
Fremtidsdrømme
Zasja Obel arbejder på Charlottenlund Travbane.
Her sidder hun med administrative opgaver, som hun en gang imellem kan kombinere med sin helt store passion, hestevæddeløb.
Og selvom heste er omgivet af hø og møg, går det hende ikke på.
Heller ikke når hun kører i sin sulky, og mudder og jord sprøjter op i hovedet på hende, rører det hende.
- Jeg ved ikke, hvorfor min OCD ikke har bidt på lige netop det med heste. Men de giver mig bare en ro og tryghed. Når jeg er sammen med dem, kan jeg på en eller anden måde tage mig sammen, siger hun.
Hun bliver stadigvæk dybt bekymret, hvis en kollega nyser i nærheden af hende, eller fortæller, han har sovet dårligt hele natten, fordi hans barn har kastet op.
- Men hesten kan jeg sagtens kysse på mulen, uden at det gør noget, siger hun.
Selvom Zasja Obel har accepteret, at hun aldrig kommer af med sin OCD, har hun stadigvæk drømme for fremtiden.
Hun drømmer om at stifte familie en dag.
Og selvom hun godt selv kan høre, at børn og angst for opkast måske ikke rimer specielt godt, så tør hun godt tage chancen.
- Jeg tror på, at jeg kan overvinde det, hvis der kommer et barn, der har større værdi end mig. Så det håber jeg, vil ske en dag, hvis jeg altså kan finde en mand, der vil være med til det, siger hun.
Zasja Obel har haft kærester før.
Også selvom hun måske ikke altid er helt nem at være kæreste med på grund af sit ekstreme fokus på hygiejne.
- Men hey, jeg køber ind, laver al maden og står for al rengøring, så på den måde er jeg jo meget god at være kærester med, siger hun grinende.
Du kan se 'Tabu' på TV 2 PLAY eller på TV 2 tirsdag aften klokken 20. I 20 år har usynlig sygdom styret 37-årig kvindes liv: - Jeg ville ikke ønske den for min værste fjende