Bolig

Familie bor uden varme og el - i fyrtårn, der aldrig kan sælges

På Anholt møder Pernille Sams et unikt hus og en familie, der lever på en helt anden måde end alle andre.

Nogle huse er så specielle, at de aldrig kommer til salg.

Et af de huse ejer familien Arén, som Pernille Sams møder i sæsonpremieren på TV 2-programmet 'Huse, der aldrig kommer til salg'.  

Programmet sendes i aften 20.40 på TV 2 Fri, men allerede nu er der snigpremiere på TV 2 Play. 

Der er tale om en ikke helt almindelig familie, der bor i et helt særligt hus. 

Arén-familien har nemlig siden 1971 og over tre generationer ejet fyrmesterboligen på Anholt. Med tilhørende fyrtårn. 

Men det er ikke kun fyrtårnet, der gør huset mærkværdigt.

Et helt unikt hus

Der er nemlig hverken elektricitet eller varme i huset. Så der må tænkes kreativt. Som her på badeværelset, hvor man ser en ægte Georg Gearløs-løsning. 

På trods af dette elsker familien dog det særprægede hus. 

- Her er min kontinuitet. Her kommer alle de mennesker, jeg kan lide. Det er en fantastisk rigdom i et land, der flytter rundt på alting hele tiden, siger Hans Arén, den ældste generation på Anholt. 

På grund af manglende elektricitet, må familien udnytte boligen strategisk.

- Vi sidder tit i udestuen om aftenen, fordi der er mest lys. Men det er også hyggeligt, og så spiller vi Backgammon, siger Jäger Arén, den mellemste generation. 

Man kommer hinanden ved

Men det er netop også det rustikke og simple, der tiltaler familien ved huset. 

- At der ikke er elektricitet betyder, at man kommer hinanden mere ved, siger Jäger Arén.

Og det må man sige, at familien gør. Huset er særdeles velbesøgt, særligt i sommerperioden. Så selvom gården er stor, må familien nogle gange sidde tæt, når de mange familiemedlemmer kommer til Anholt.

For at familien også kan holde sommerferie på Anholt i fremtiden, har de lavet en særpræget ordning. 

- Vi har lavet en familiefond, der ejer huset. På den måde vil det altid være i vores hænder. Og på den måde er det også dem, der engagerer sig i huset, der kan bruge det mest, siger Hans Arén.        

Bruger også fyrtårnet

Familien bruger også fyrtårnet, der har en spektakulær udsigt. Blandt andet har familien en helt særlig tradition, værten Pernille Sams får lov at blive en del af. 

Hvad traditionen er, kan du se i udsendelsen. 

Her kan du også møde en familie, der i 80 år har ejet et meget idyllisk sommerhus i Tibirke Bakker i Nordsjælland.