Bolig

De vandt 'Nybyggerne' sidst: Her er deres nye vanvidsprojekt

De vandt 'Nybyggerne' i sidste sæson. Nu er parret i gang med nyt og endnu større byggeprojekt.

Vinderparret fra 'Nybyggerne' har fået blod på tanden. 

Anne Halskov og Simon Dalsgaard Nielsen vandt den sidste sæson af TV 2-programmet ‘Nybyggerne’, som i aften på TV 2 har premiere på en ny omgang programmer, hvor fire par skal dyste om at bygge det skønneste hus.  

Sammen med titlen vandt parret også en af de største præmier i dansk tv-historie: Et drømmehus parret selv designede og indrettede til en værdi af 2,2 millioner kroner.

Efter at have boet i vinderhuset i cirka halvandet år, flyttede familien. Der var ikke nok rum og det lå for langt fra Kolding. Derfor har parret købt en gammel arkitekttegnet villa midt i Kolding, siger Simon Dalsgaard Nielsen til TV 2.   

Og den villa er familien i gang med at renovere fra top til bund. 

Stor forskel fra Nybyggerne

Her trækker familien i høj grad på den erfaring og de oplevelser, de fik i TV 2-programmet. Men der er også stor forskel på 'Nybyggerne' og på at totalrenovere en gammel villa. 

- I 'Nybyggerne' handler det meget om at indrette. Her er der flere overraskelser og der kan være mange ting skjult i de gamle vægge. Murene er heller ikke altid helt lige og tingene er generelt ikke, som de ser ud til, fortæller Simon Dalsgaard Nielsen.  

Parret flyttede ind i den gamle villa i november 2015 og bliver - efter planen - færdige til sommer.

Hus med udfordringer

Det dog ikke kun skjulte rør og skæve vægge, der kan give udfordringer, når man giver sig i kast med at renovere et hus fra bunden. 

Hele familien bor nemlig i kælderen, mens de renoverer rum for rum i ejendommen - præcis samme fremgangsmåde som i Nybyggerne. 

- Vil man gerne lære sin familie at kende på godt og ondt, så er det her en god måde. Det er lidt som en tur i campingvogn. Men som familie kan man overkomme meget, når der er lys for enden af tunnelen og en gevinst i sidste ende, siger Simon Dalsgaard Nielsen. 

God erfaring i bagagen

Familien er desuden blevet større siden deltagelsen i Nybyggerne. 

- Vi synes ikke, det var udfordrende nok. Så vi har også fået en hundehvalp. Så man skal også holde øje med, at den ikke spiser for meget rockwool, siger Simon Dalsgaard Nielsen.   

Sådan ser huset ud, Anne Halskov og Simon Dalsgaard Nielsen er i gang med at renovere. 

- Vi har overvejet, om vi kan overkomme det her. Når man har klaret det som par i 'Nybyggerne', hvor man skal indrette et helt hus og på Ikea-ture, så kan man klare meget. 

Glem konkurrencen

Som vinder af sidste udgave af Nybyggerne har Simon Dalsgaard Nielsen et råd til de fire par, der nu skal i gang med at indrette deres drømmehus - og måske i sidste ende vinde huset til 3,4 millioner kroner. 

- Man må ikke lade konkurrencen overtage ens personlighed. Man skal være sig selv og skal kunne se sig selv i øjnene, selvom man har travlt, bygger og det hele er hårdt. 

- Og så skal man huske at have det sjovt. For har man det ikke sjovt, har man ingen energi. Så det er den gyldne opskrift. 

Aftenens sæsonpremiere af 'Nybyggerne' kan ses på TV 2 Play.