Bolig

Fraklip fra Nybyggerne: Peter synes, de nye skuffer er sexede

Når fjerde afsnit af Nybyggerne løber over skærmen, skal de fire par kæmpe om at bygge det bedste køkken. Vi har samlet fraklip fra det projekt.

I onsdagens program af Nybyggerne, som bliver sendt på TV 2 klokken 20, er det for mange af de medvirkende et vigtigt rum, som skal bygges: Nemlig køkkenet.

Et rum som for flere af parrene skal fungere som samlingssted for familien, og derfor bliver der lagt masser af krudt i projektet.

For Rikke og Peter er det ikke kun et et sted, hvor familien skal være sammen. Det skal også være et rum, hvor der kan brilleres med maden.

- Det vigtigste rum i hjemmet er køkkenet. Det er her, jeg kan udfolde mig kunstnerisk og nørde, siger Peter, inden køkkenprojektet går i gang.

Konceptet bag Nybyggerne:

I ’Nybyggerne’, får fire forskellige par hver deres typehus. Husene, som er rå betonhuse, er i udgangspunktet ens.

Parrene skal færdiggøre og indrette deres hus så spændende og kreativt som muligt i en tidsbegrænset periode og indenfor et fastsat budget.

Ingen af deltagerne er professionelle håndværkere.

To dommere udpeger hver uge en vinder. Vinderen får en pengepræmie, som kan hjælpe dem i den følgende uges byggeprojekt.

Det hele afgøres i en finale, hvor seerne bestemmer, hvem der skal vinde.

 Det endelige vinderpar får det hus, de har indrettet - deres helt egen drømmebolig.

Og om Peter vitterligt glæder sig til, at køkkenet står færdigt, kan du få vished om i fraklippet her. Peter er i hvert fald meget imponeret over de skuffeelementer, som parret får installeret i deres nye køkken.

Men køkkenprojekterne bliver ikke uden forhindringer.

For mens Peter glæder sig over de nye skuffer, så har Lise og Michael ikke så meget at glæde sig over – for hvad du ikke ser i programmet er, at parret har fået forlagt deres låger til køkkenet og ledte efter dem i timevis. De er havnet hos et helt andet Nybygger-par - nemlig hos Christel og Johan.

Spørgsmålet er, om Lise og Michael kan tilgive Christel og Johan for fadæsen.

Parret Manne og Frederik kæmper for at lave et køkken, som de gerne vil sørge for bliver både ’vildt æstetisk’ og ’vildt funktionelt’, som de siger.

Men deres arbejdsproces er ikke nødvendigvis særlig funktionel. I hvert fald er Manne ikke særlig imponeret over Frederiks evne til at rydde op efter sig selv.

I fraklippet kan du se, hvordan det i Frederiks øjne tangerer til kærestevold, når Manne kærligt opfordrer sin partner til at være mere organiseret.

Læs mere om deltagerne i 'Nybyggerne'

Hvem kan ALT selv, hvem elsker træ, hvem elsker 50’erne, og hvem har nærmest ingen erfaring med at bygge selv? Få svarene her.

Rødt hus: Rikke og Peter

Rødt hus: Rikke og Peter

Rikke og Peter bor i Aabenraa i Sønderjylland sammen med deres tre børn: Emma, Emil og Elina. De er gift og har været sammen i femten år. Rikke er billedkunstner med eget galleri, mens Peter arbejder som kok. De drømmer om at forlade deres lejebolig, vinde drømmehuset og starte en restaurant sammen.

De mener, at de kan lave stort set ALT selv. Peter er dygtig til håndværk, mens Rikke står for hjemmets indretning. Parret blander moderne og rå elementer i deres indretning og bygger gerne selv møbler til hjemmet.

Du kan følge og 'like' Rikke og Peters Facebookside HER.

Foto: TV 2

Gult hus: Christel og Johan

Gult hus: Christel og Johan

Christel og Johan bor i Helsingør med parrets to fælles børn Asta og Carl, samt teenagedatteren Cecilia, som Christel har fra et tidligere forhold.

Christel er kunstner og har netop startet egen butik, mens Johan arbejder med IT i Helsingør Kommune. Christel er den kreative og den spontane i parret, mens Johan står for det praktiske og forsøger at holde alle Christels ideer på et realistisk niveau. Johan og Christel synes, at indretning skal skabe et hyggeligt hjem og arbejder meget med træ. Og så skal der være plads til alle familiens børn.

Du kan følge og 'like' Christel og Johans Facebookside HER.

Foto: TV 2

Blåt hus: Lise og Michael

Blåt hus: Lise og Michael

Lise og Michael er Nybyggernes yngste par. Parret kommer fra Aalborg, hvor de bor i en mindre lejlighed. De drømmer om at flytte tættere på Lises søster i København og (måske) udvide den lille familie i drømmehjemmet i Farum. Lise skal til at studere til sygeplejerske, mens Michael arbejder som automekaniker. Parret har en forkærlighed for 50’erne og mixer retro-elementer med deres ellers moderne indretning.

Du kan følge og 'like' Lise og Michaels Facebookside HER.

Foto: TV 2

Grønt hus: Manne og Frederik

Grønt hus: Manne og Frederik

Manne og Frederik bor sammen i Mannes lille lejlighed på Nørrebro sammen med deres lille hund Badu. Manne læser Visuel Kommunikation mens Frederik er arkitektstuderende. Parret er meget stilbevidste og har mange idéer og visioner for indretningen af deres hjem, men de har ikke meget erfaring med at bygge selv. Deres stil er minimalistisk i en skandinavisk stil med massere af grønt i hjemmet.

Du kan følge og 'like' Manne og Frederiks Facebookside HER.

Foto: TV 2