Boligstil: Det siger din indretning om dig

Har du valgt at indrette dig med urban living, etno eller retrostil? Eksperter afslører, hvad din stil i dit hjem siger om din personlighed.

Seks af tidens mest markante boligstilarter er ny nordisk, art deco, etno, vintage, urban living og retro. Ved du, hvilken du hælder mest til?

Få trendforsker Mads Arlien-Søborgs bud på, hvor stilarterne kommer fra samt indretningsarkitekt Mille Fly fra Fly+Helsteds tips til at indrette med dem.

Derudover vil Louise Byg Kongsholm fra trendspotterne Pej afsløre, hvilke typer der indretter sig med de enkelte stilarter, så du kan tjekke, om du kan genkende dig selv i en eller flere af dem.

Ny Nordisk

Hvor kommer stilen fra?

Ny Nordisk opstod et helt andet sted end i møbeldesign, nemlig da 12 nordiske kokke – heriblandt Claus Meyer og Rene Redzepi – i 2014 formulerede manifestet: Det Ny Nordiske Køkken. Siden fulgte flere kokke og restauranter efter. På designområdet var Muuto blandt de første til at definere stilen og bruge det i præsentationen af deres møbler. Ny nordisk er en slags genfortolkning af den klassiske nordiske stil, men dog helt sin egen. Mere lys og let. Begrebet bruges også inden for film/tv og har givet skandinavisk stil og smag et kæmpe løft.

Læs også: Hedder din boligstil ”mest fra IKEA”? Se, om du også har gjort et af de 8 dummeste IKEA-køb nogensinde

SĂĄdan indretter du dig

Ny nordisk dækker over lyse, lette møbler og mange naturmaterialer: eg, birk, ask, læder og uld. Der er mere lethed over møblerne og indretningen end i klassikernes tid. Farverne er som taget fra en forårsdag i skoven. Der er kunst og grafik på væggene og nøje udvalgt keramik på bordene. Det er på mange måder en hyldest til klassikerne, som den unge generation af designere bevidst og ubevidst er påvirket af. Men der er også plads til de gamle, for der kan sagtens stå Wegner-stole omkring det nye spisebord, eller et Kjærholm-bord foran sofaen.

Hvem bor sĂĄdan?

Stilarten har specielt fundet indpas hos nyetablerede par og familier, hvor den rene og luftige indretning giver plads til et travlt og aktivt liv.

Urban Living

Hvor kommer stilen fra?

Newyorker-stilen, der også kaldes urban living, har sit udspring i 60’erne, da den unge generation af kunstnere i New York, bl.a. Andy Warhol, begyndte at arbejde med kunst i store formater og havde brug for meget plads. Derfor flyttede de ind på lofter i nedlagte fabriksbygninger og skabte på den måde en helt ny form for home-work-studio. Siden etablerede avantgarde-gallerierne sig i stueetagen, og derefter begyndte de pengestærke kunstinteresserede og Wall Street-folk også at komme til. Det blev in at bo stort og råt, en stil der bliver eksponeret i mange tv-serier og film.

SĂĄdan indretter du dig

Det er nok den mest maskuline af de forskellige stilarter. Den kan rimelig nemt overføres til en lejlighed eller et hus ved at skrabe tapetet af og lade murstensvæggene stå rå eller fritlægge bjælkerne i loftet, hvis der er højt nok. Stilen er beslægtet med vintage, men urban living er som at spise rawfood: Jo mere råt des bedre. Det er stålreoler, gamle arbejdslamper, spisebord af rå træplanker eller beton. Stilen kan holdes i sort/hvid, og måske desuden én eller to farver, som er meget markante.

Hvem bor sĂĄdan?

Som udgangspunkt et maskulint univers, som også tiltaler mange yngre kvinder. Ses herhjemme mest i København og de større provinsbyer.

Læs også: Tjek 10 møbelklassikere i verdensklasse – og se de svimlende summer man skal betale for dem

Art Deco

Hvor kommer stilen fra?

Art deco-stilen har sit udspring i 20’erne og slutter, da 2. verdenskrig begynder. Frankrig nævnes ofte som ophavsland for stilen, fordi den ligger i forlængelse af art nouveau. Men modsat art nouveau har art deco flere modernistiske træk, fordi stilen er samtidig med kubismen, futurismen og Bauhaus, dog uden det politiske indhold. Art deco er eksponent for ædle metaller, kobber, messing og glas sammen med bløde tekstiler og farver – både mørke og lyse. Alt det, der er moderne igen.

SĂĄdan indretter du dig

Art deco er lige så stille blevet en væsentlig stil i boligindretningen. Måske som en modsætning til de lyse træsorter. Stilen opstod i soveværelset med en indretning som et hotelværelse i mørke farver, tunge tekstiler og stor dobbeltseng med quiltet hovedgærde. I stuen må art deco-stilen godt dyrkes lidt mere luksuriøst, men pas på det ikke bliver dekadent. Jo mere enkel indretning des bedre. Veloursofa og tunge tekstiler er et must i indretningen. Spejle på væggene, mørke vægfarver og/eller spændende tapeter med metaltråde eller påfugle. Andre vigtige elementer er lamper, vaser, fade i glas, messing og kobber og små borde i marmor og stål. En nem måde at skabe art deco på er ved at samle små tableauer af vaser og krukker på et lille konsolbord.

Hvem bor sĂĄdan?

Art deco dyrkes mest i storbyer og af folk indenfor modebranchen, men på tværs af aldersgrupper. Det er ofte et feminint univers, der kræver lidt forståelse af en mandlig medbeboer.

Etno

Hvor kommer stilen fra?

Man behøver ikke at være globetrotter for at bo etno. Påvirkningen kommer fra forskellige fremmede kulturer og deres kunsthåndværk. Specielt Afrika, Sydamerika og Asien har været inspirationskilder. I sin tid var Arne Jacobsen meget inspireret af Asien, Finn Juhl af Afrika, ligesom Bjørn Wiinblad og ægteparret Eames havde en stor passion for etnisk kunst. Den fascinerer også den unge generation af designere. Specielt har den hollandske trendforsker Lidewij Edelkoort haft meget fokus på etnisk kunst.

SĂĄdan indretter du dig

Afrikanske og indiske farver, mønstre og materialer giver nyt liv til den skandinaviske enkelhed. I den etniske stil er der plads til masser af farvematch og mønstermix: kelimtæpper i okker, indiske sariquilttæpper, afrikanske maskehoveder, japansk stentøj og farverige teglas fra Marokko. Sofaen kan være en stor flyder med masser af puder. Kurvemøbler og træ passer godt ind i stilen. Tekstiler i grov vævning er også en vigtig del, ligesom messing og kobber og andre varme metaller. Det er vigtigt at mixe tingene med måde. Ellers risikerer du, at det kommer til at virke rodet.

Hvem bor sĂĄdan?

Det er mennesker, der rejser meget og har en opsøgende og nysgerrig tilgang til verden, lokale kulturer, mad mm. Det er ofte storbymennesker af begge køn i alderen 20-50 år.

Retro

Hvor kommer stilen fra?

Retro og vintage kan være svært at holde adskilt, men det kan gøres meget enkelt ved at sige, at mens vintage er franskinspireret, er retro primært skandinavisk og knytter sig i høj grad til de danske møbelklassikere fra 50’erne og frem til 70’erne. Dertil kommer hele interiørdelen, nemlig alt fra skåle af teak, plast eller keramik. Også Eames-parret er en stor eksponent for retro-stilen, der kan dyrkes meget klassisk eller med fuld power med farverige møbler.

SĂĄdan indretter du dig

Efter en meget farverig start i 00’erne er retro-stilen blevet mere afdæmpet. Fx er der mange, som dyrker stilen i sort/hvide eller brune farver. Der er dog stadig en gruppe hardcore retro-entusiaster, der dyrker stilen fuldt ud med stormønstrede tapeter, ryatæpper på både gulv og væg og ægte Verner Panton-møbler og lamper. Men mindre kan også gøre det, og den mere stilfærdige retro blander danske og udenlandske møbelklassikere med loppefund, krenitskåle og farverigt porcelæn fra 70’erne.

Hvem bor sĂĄdan?

Et udpræget storbyfænomen, som går godt i spænd med andre trends, der florerer i moden og tager sit afsæt i tidligere årtier.

Læs også: Inspiration til en ny stue: Se de 25 flotte stuer i galleriet her

Vintage

Hvor kommer stilen fra?

I Danmark forbinder vi ofte vintage-stilen med Frankrig, af gode grunde. Den har udviklet sig i to retninger: Den lidt rå stil med gamle industrielle møbler og lamper, som bl.a. de franske møbelarkitekter Jean Prouvé og Charlotte Perriand er eksponenter for. Den anden rummer de antikke franske landmøbler, som man hvidmalede i 90’erne i shabby chic-perioden. De har nu fået nyt liv med sort maling.

SĂĄdan indretter du dig

Nutidens vintage-stil blander gamle franske møbler med gamle møbelklassikere, ligesom der gerne må stå et par nye designerstole omkring spisebordet. Det sidste kan være et solidt Provence-bord eller et bord lavet af genbrugsbrædder, som fx Piet Hein Eeks højlakerede spisebord. Vitrineskabene kan både være i sort stål eller malet træ, gerne med en vis patina. Stilen indbyder til genbrug og gode fund af gamle møbelklassikere. Kan op- og nedgraderes alt afhængig af nips, blomster og lamper. Vintage-stilen kan nemt gøres maskulin, hvis man lægger vægt på læder, massivt træ og mørke farver.

Hvem bor sĂĄdan?

Yngre mennesker, som i starten vælger stilen på grund af begrænsende midler til nyindkøb. Nogle møbler arves eller købes billigt på auktion og kombineres så med nyere designmøbler. Tiltaler begge køn.

Artiklen blev oprindeligt publiceret pĂĄ madogbolig.dk