Derfor skal du beskære dine roser nu - se her hvordan
Vil du have mange og flotte roser, skal du beskære din rosenbusk allerede nu. Her får du tre gode tips hvordan.
Havesæsonen står for døren. Og faktisk er lige præcis april måned det helt rigtige tidspunkt at være ude med saksen, hvis man gerne have sine roser til at blomstre med en overflod af blomster.
- Det er om at få gjort det i tide. Problemet ved at vente længere kan være, at rosen bruger energi på at sætte nye skud. Så venter man for længe med at beskære, ender man med at klippe det af, som rosen har brugt energi på, forklarer Jesper Carl Corfitzen, der er have- og landskabsarkitekt.
Mange vil måske mene, at roser godt kan beskæres om vinteren. Men da haveroser er følsomme over for vinterens lave temperaturer, er det bedre at vente til foråret, hvor der ikke er nattefrost.
Herunder giver Jesper Carl Corfitzen sine bedste råd til beskæring af roser.
1. Fjern alt det visne. Alt på planten skal væk, da der kan sidde svamp i den visne del. De afklippede rester må derfor heller ikke ligge ved planten, men skal fjernes helt.
2. Form rosen. Vi skal have en harmonisk rose. Derfor er det vigtigt at trimme den tilbage, så den kan få en fornuftigt vækst fra starten. Klip den derfra, hvor rosen vil skyde igen. Se hvor det er i videoklippet øverst.
3. Skær små 'tjavser' væk. Sørg for at få et helhedsindtryk, hvor du har været hele planten igennem. Det giver det bedste resultat i sidste ende. Fjern gerne små skud ved foden af rosenbusken.
Få flere tips og tricks fra Jesper Carl Corfitzen i seneste afsnit af 'Go' morgen Danmark'.