Forurening fundet på 12 børneværelser: Som en trafikeret vej i myldretid
En test af 17 børneværelser har afsløret et højt indhold af partikelforurening på 12 af værelserne. Der er dog råd for, hvordan klimaet gøres bedre.
Brændende stearinlys, osende stegepander og rygende brændeovne.
Hvis du ikke sørger for at ventilere og lufte ud i hjemmet, når du tænder levende lys eller laver mad, bliver dit hjem lynhurtigt dækket af ultrafine partikler, der forurener dit hjem.
Og det er ikke kun i stuen og i køkkenet, at den såkaldte partikelforurening finder sted.
Forurening med forbrændingspartikler fra madlavning, brændeovne og stearinlys spreder sig også lynhurtigt til børneværelserne.
Det viser en ny undersøgelse fra miljøorganisationen Det Økologiske Råd, der har undersøgt 17 børneværelser i samarbejde med Astma-Allergi Danmark, Københavns Universitet, Statens Byggeforskningsinstitut og Green Lab Brugerinnovation.
Ti gange højere end stortrafikeret vej
I 12 af de undersøgte børneværelser viste det sig, at forureningsniveauet fra ultrafine partikler var meget højt.
Så højt, at det svarede til det niveau, man ser på landets mest forurenede vej, H.C. Andersens Boulevard - i myldretiden.
I enkeltstående tilfælde var forureningen op mod ti gange så høj, viser resultaterne.
Ifølge Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver i kemikalier hos miljøorganisationen Det Økologiske Råd, kom resultaterne bag på de børnefamilier, der deltog i projektet, der er støttet af Realdania.
- De var meget overraskede over, hvor høje niveauerne var, og de var meget overraskede over, hvor hurtigt det gik inden partiklerne nåede børneværelset.
- Det er faktisk lige meget, om børneværelserne ligger lige ved køkkenet eller på 1. eller 2. sal. Hvis man ikke tager sine forholdsregler, så går der ikke mere end 30 sekunder, før partikelforureningen kan nå de her niveauer på børneværelset. Det går lynhurtigt, siger Lone Mikkelsen.
De helbredsmæssige konsekvenser
Spørger man Det Økologiske Råd, skal man tage forureningen alvorligt, da partiklerne kan få helbredsmæssige konsekvenser for børnene.
Det er i dag nemlig endnu ikke påvist, at en partikelforurening, der finder sted indenfor, er mindre skadelige end dem, der sker udenfor, lyder det fra Lone Mikkelsen.
- De bidrager til udviklingen af hjertekarsygdomme, og så går de i vores luftvejssystem, og det er særligt problematisk for de voksne og børn, der har luftvejslidelser som eksempelvis astma eller bronkitis. Og så kan partiklerne være kræftfremkaldende, siger seniorrådgiveren.
Professor: Det er ikke sikkert
Ifølge Steffen Loft, der er professor i miljømedicin ved Københavns Universitet, er det korrekt, at man endnu ikke kender konsekvenserne af et dårligt indeklima, men han mener, at man skal tage sammenligningen med et gran salt.
Der kan være stor forskel på, hvor skadelige partiklerne kan være for helbredet, og derfor er en forekomst af partikelforurening på børneværelserne ikke ensbetydende med, at børnene tager skade.
Når det er sagt, så er dårligt indeklima og partikelforening noget, man bestemt bør tage alvorligt som forælder, mener Steffen Loft.
- Undersøgelsen her er en god pointering af, at det her er et problem, som vi skal tage alvorligt, og at vi skal have mere viden om emnet. Der er brug for at undersøge de helbredsmæssige konsekvenser, siger han.