Fem par har vundet Danmarks vildeste tv-gevinst - det har de gjort med den
Tre par har solgt deres bolig, mens to par stadig bor i deres drømmehuse i Nord- og Midtjylland.
Et hus til en værdi af 2,6 millioner kroner.
Det er præmien, som dette års vindere af 'Nybyggerne' løber med, når finalen i sjette sæson afgøres onsdag 25. november 2020 på TV 2.
I ugevis har fire par knoklet for at indrette fire identiske boliger i hver deres stil, og de drømmer alle om at vinde netop deres respektive drømmehus.
Men hvordan er det egentlig gået vinderne fra de tidligere sæsoner, efter at kameraerne er slukket?
Hvor bor de nu, og hvad har de gjort med gevinsten? Det får du et overblik over her:
Ida og Mads vandt sæson 5
I marts 2019 blev de to thyboer Ida og Mads, på 25 og 26 år, udråbt til vindere af det hus, de selv havde gået og indrettet gennem syv uger i Randers.
Parret boede på det tidspunkt i København SV, og de drømte om at komme tilbage til hjemstavnen i Midtjylland og til familie og venner. Så glæden ved pludselig at kunne kalde sig husejere var særligt stor hos det unge par.
- Ideelt set vil vi flytte ind i morgen, sagde Ida til TV 2 umiddelbart efter finalen sidste år.
I dag bor parret stadig i rækkehuset i Randers, og det ser næsten ud, som det gjorde, da de vandt det. Kun gulvet skulle lægges om, og dét fik de hjælp til fra en af meddeltagerne i programmet.
- Nicolai fra grønt hus er gulvmand, og han hjalp med at lægge det smukkeste polyurethangulv i huset, fortæller Ida.
Noget af det, som parret selv er mest stolte af ved deres indretning af huset, er deres store arbejdskontor, som er afskærmet fra stuen med en stor glasskydedør i japansk stil.
Her har de god plads og ro til deres arbejdsliv med det firma, de startede op umiddelbart efter finalen i 'Nybyggerne', hvor de samtidig begge var færdige med deres uddannelser.
- Vi arbejder fuld tid med vores virksomheder Taishō og Seramikku, hvor vi sælger henholdsvis designplakater og japansk keramik. Hver dag er vi i berøring med det, vi elsker: Indretning, design og Japan. Så det giver super meget mening, lyder det fra Ida.
Hun og Mads håber, at de fortsat kan blive ved med at leve af deres fælles virksomhed, som lige nu er deres største fremtidsdrøm. En drøm, der blev hjulpet godt på vej af den rekordstore tv-gevinst.
- Dét, at vi vandt 'Nybyggerne', er noget, vi hver dag er taknemmelige for. Vi kom direkte ud af vores uddannelser og fik pludselig foræret et trygt fundament til det voksenliv, vi nu skulle ud og leve, siger hun og tilføjer.
- Derudover er vi kommet tættere på vores familie i Thy og vores venner i Aalborg og Aarhus. Vi fik et skub mod Jylland lidt tidligere, end vi nok ellers ville være flyttet herover, og det var godt. For vi tror, det var lige det, vi havde brug for i vores liv.
Ida og Mads fik desuden udlevet endnu en drøm i forbindelse med 'Nybyggerne'.
I det sidste program før finalen vandt parret nemlig et rejsegavekort, fordi dommerne syntes, at de havde løst opgaven med at indrette stuen bedst. Det betød, at parret kunne komme afsted på deres drømmerejse.
- Vi rejste til Japan i tre uger over nytår, og det var en fantastisk tur. Samtidig fik vi udfyldt det lidt underlige tomrum, som opstod mellem optagelserne og udsendelserne. Så det var et godt tidspunkt at komme afsted på, siger Ida.
Charlotte og Fredrik vandt sæson 4
Kæresteparret Charlotte og Fredrik fra Aarhus løb i foråret 2018 med sejren i fjerde sæson af ’Nybyggerne’ – og dermed blev de ejere af en lejlighed i Hedehusene på Sjælland til en værdi af 3,4 millioner kroner.
Under et år efter sejren fik flere begivenheder dog nybyggerparret til at indse, at de ikke kunne blive boende i vinderlejligheden. De havde fået en lille søn, og ønsket om at komme tættere på familien i Jylland var blevet større, fortalte de.
Samtidig var Charlotte kommet ind på uddannelsen Visuel Antropologi i Aarhus.
Derfor fortalte de i januar 2019, at de ville sælge lejligheden i Hedehusene.
- Vi har overvejet det meget, for vi er rigtig glade for selve lejligheden. Men i længden kan vi ikke se os selv bo i Hedehusene, som vi ikke som sådan har noget forhold til, sagde Charlotte dengang til TV 2.
Den seneste udvikling for parret er, at de i sommeren 2020 flyttede ind i deres drømmehus ved Rude Strand syd for Aarhus.
- Vi har købt et skønt hus i anden række ned til vandet og tæt på vores familier og venner, lyder det fra en glad Fredrik, som tilføjer.
- Udover at vi har brugt meget tid det sidste halve år på at renovere vores nye hus, så er Charlotte i gang med sit speciale i antropologi på Aarhus Universitet, og jeg arbejder som lærer på en specialskole.
Parret er dybt taknemmelige for den gave, som de har fået gennem deres deltagelse i 'Nybyggerne'.
Både i form af en oplevelse for livet og selve den økonomiske gevinst, som har givet dem mulighed for at købe et smukt hus ved vandet.
- Egentlig drømmer vi nok bare om at fortsætte med at have det liv, vi har nu. Et godt, trygt sted at bo i den fine natur, en glad søn og muligheden for at skabe dejlige minder lige her, hvor vi er, siger Charlotte.
Anne og Todd vandt sæson 3
I foråret 2017 var det Anne, Todd og deres lille datter, Lily, der vandt ’Nybyggerne’ og dermed et hus til en værdi af 2,9 millioner kroner.
Allerede undervejs i programmet lagde familien ikke skjul på, at nybyggerhuset lidt uden for Aalborg var placeret helt perfekt i forhold til deres liv og drømme. Her bor familien derfor også stadig i dag.
Parret har siden lavet små justeringer i huset. Blandt andet har de sat en væg op igen ind til et rum, som nu skal agere kombineret kontor og gæsteværelse til overnattende familie fra New Zealand.
Derudover har de lavet lidt om i stueetagen. Her har de flyttet en væg, så køkkenet er blevet større, og så har Todd haft gang i sit helt store projekt med selv at lægge sildebensgulv.
- Vi er virkelig faldet til i huset. Alfa omega for, at vi er faldet så godt til, tror jeg, er, at vi boede her i Aalborg, allerede inden vi var med i 'Nybyggerne', så Lily går stadig i den samme børnehave, og vi har det samme arbejde. Det var lige sådan, vi drømte, at det skulle være, siger Anne.
I februar 2019 blev parret forældre igen, til endnu en lille pige, Nora, som blev født lidt før tid, men til gengæld blev taget godt imod af sin storesøster, Lily.
- Vi har det rigtig godt. Vi er helt igennem ovenud lykkelige for at være blevet en familie på fire. Det er gået så godt det hele, lød det dengang fra parret.
I dag er Anne og Todd fortsat meget glade for huset og for at bo i området, hvor der er mange børnefamilier, og hvor børnene løber ind og ud hos hinanden.
- Det er simpelthen så hyggeligt, siger Anne.
Den seneste udvikling for parret er, at der er endnu en familieforøgelse i vente. Til februar 2021 nedkommer Anne med en søn, og Lily og Nora kan derfor glæde sig til at få selskab af en lillebror.
Lise og Michael vandt sæson 2
I marts 2016 løb det unge par Lise og Michael med sejren og et hus til en værdi af 3,4 millioner kroner i Farum, hvor anden sæson af ’Nybyggerne’ blev optaget.
Siden da er de blevet gift og har fået sønnen Villy, som i dag er fire år gammel. På jobfronten har de fået deres eget firma og har skrevet en børnebog - og så har parret solgt huset i Farum.
Det gjorde de i 2018, hvor de samtidig købte en naturgrund tæt på Skørping i Jylland, hvor de begge stammer fra.
- Vi var egentlig faldet til i Farum, og derfor var det også megasvært at sige farvel til, men vi kunne bare mærke, at der var for langt til vores familier i Jylland, sagde Lise Vandborg dengang.
Siden da har parret bygget et nyt hus på den grund, de købte. Og netop dét eventyr har seerne kunnet følge med i på TV 2 PLAY.
Den seneste udvikling er, at den lille familie nu er flyttet ind i huset, som de brugte næsten to år på at bygge, og at familien er blevet udvidet med endnu et medlem: Lillebror Verner, som blev født i august 2020.
I dag arbejder parret fortsat med deres firma, hvor de sælger design og samtidig deler ud af deres liv på en Instagram-profil.
- Vi er så glade for, at 'Nybyggerne' har givet os den økonomiske frihed til at være sammen med vores børn, samtidig med at vi kan være kreative i vores firma, lyder det fra Lise, som stadig er på barsel.
Anne og Simon vandt sæson 1
Tilbage i 2013 vandt Anne og Simon et hus til en værdi af 2,9 millioner kroner i Kolding-forstaden Vonsild, da første sæson af ’Nybyggerne’ rullede over skærmen.
Her nåede parret at bo i 1,5 år, før de solgte huset, fordi det viste sig at være for lille til et par med to børn.
I stedet kastede de sig over et stort renoveringsprojekt med et gammelt hus – også i Kolding – fra 1950, som de stadig boede i, da TV 2 senest talte med dem i 2018.
Man er skattepligtig af gevinsten i ’Nybyggerne’, og det mellemværende løses allerede ved indflytning. Derfor får dem, der senere vælger at sælge vinderboligen, det overskydende beløb med sig videre ved et salg.
Hvem, der løber med sejren i 'Nybyggerne' 2020, afgøres 25. november umiddelbart efter programmet klokken 20.00 på TV 2. Her er det op til seerne at afgøre, hvilket par der skal vinde et hus til 2,6 millioner kroner.
Du kan stemme på dit favoritpar allerede fra klokken 20.00 onsdag. Læs om parrene her: