Sådan dækker du det smukkeste sommerbord: Naturens materialer gør hele forskellen

Annoncørbetalt indhold: Inviter venner og familie til middag i det fri, og dæk nemt op med det smukkeste fra naturen.
De lange, lyse sommeraftener kalder på hyggelige aftener med familie og venner under åben himmel. Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af det og pifte terrassebordet op, kan du nemt og hurtigt dække et bord med materialer fra din egen have eller nabolaget.
Ifølge boligstylist Rikke Larsen, der blandt andet står bag inspirations- og boligartikler for en lang række danske magasiner, kommer man hurtigt langt med naturens egne elementer.
- Gå på opdagelse udenfor og se, hvad der er at finde. Selv et ellers halvkedeligt hverdagsbord bliver lynhurtigt mere eventyrligt ved at pynte med ting som fjer, sten, kviste, grene eller blomster.
Især er det en god idé at gå på jagt efter blomster i området.
Blomster, blomster, blomster
Netop blomster er altid Rikke Larsens råd nummer et, når det gælder borddækning. Det behøver ikke at være mange, og de behøver ikke være indkøbt til lejligheden. De kan komme fra haven, eller man kan tage, hvad grøftekanten byder på af kornblomster, kørvel og andre vildtvoksende fund.
- Det kan være et par blomster stukket i en vase eller bundet om halsen på den vinflaske, der bliver serveret. På den måde skaber man stemning og signalerer samtidig overfor eventuelle gæster, at man har gjort lidt ekstra ud af det, fordi de kom, siger Rikke Larsen.
En anden mulighed er at lade børnene lave små buketter af bellis, violer og stedmoderblomster, som de har fundet i græsset.
- Sæt buketterne i små glas, eller læg dem enkeltvis på hver tallerken. Det ser så fint ud, og mere sommerligt bliver det næsten ikke, fastslår boligstylisten.
Dæk op med gode minder
Har man været på udflugt i naturen, foreslår hun, at man husker at tage rekvisitter med hjem, der senere kan blive brugt som pynt i borddækningen. På den måde får man også inkluderet de oplevelser, familien har haft sammen, og minderne kommer med til bords.
- Ungerne vil helt sikkert elske at slæbe ting med hjem fra stranden og lave et tema med muslingeskaller, rensede fiskeben eller krabber, tørret tang og marehalm. Og har I fundet flotte sten med huller i, kan I binde noget groft garn igennem. Det skaber en fin, lille detalje, siger Rikke Larsen.
Valget af farver og service kan selvfølgelig også være med til at sætte sit præg på bordet. Måske er man til en spraglet blanding af nyt og gammelt, eller man foretrækker et ensartet udtryk, hvor tallerkener og bestik matcher, mens nuancerne går igen i alt fra servietter til blomster.
- Om der er knald på farverne, tema eller ej, er det altid godt at tænke kreativt og bruge tingene på nye måder. Strø eksempelvis sommerens bær som pynt direkte på bordet, lad æggebægrene blive til vaser for små blomster, eller anret desserten i gamle marmeladeglas, foreslår Rikke Larsen.
Rustik buffetanretning
Helt klassisk dækker man typisk op med en tallerken ved hver plads. Men man kan også vælge at anrette i buffet-stil, og det behøver ikke blive kedeligt af den grund, understreger Rikke Larsen.
- Det kan se meget charmerende ud at stille tallerkenerne i stabler og sætte bestikket i store sylteglas eller gamle dåser. Placér retterne på forskellige spækbræt for at skabe et rustikt look, og pynt med urter, blomster eller grene arrangeret løst rundt omkring eller sat i vase, siger hun.
Når tusmørket falder på, er det godt at have rigeligt med stearinlys parat, og Rikke Larsen anbefaler at lade lidt lyskæder afrunde dagen og kaste glans på aftenen.
I hendes øjne er det utilregnelige, danske sommervejr bestemt ingen hindring for at få en udendørsoplevelse ud over det sædvanlige – heller ikke hvis det er køligt eller småregner.
- Hvis ikke I har en overdækket terrasse, kan I måske sidde i carporten? Det er selvfølgelig ikke altid, der er tid og overskud til den slags, men det handler om at få lidt eventyr ind i hverdagen, og det kan sagtens lade sig gøre med nogle tæpper, et par ekstra trøjer og ja, lidt blomster.