Mor på barsel følte sig ensom: Sådan fik jeg glæden igen
Annoncørbetalt indhold: Barselstiden går ikke altid som man havde regnet med. Denne mor følte sig isoleret med sine børn, men så tog hun selv affære.
Agnete Purup lagde sig i stolen hos den kvinde, der skulle give hende en ansigtsbehandling. Hun mærkede de bløde hænder, den stille musik, roen i rummet, og at kroppen blev tung.
Men oppe i hendes hoved var der ingen ro.
Tankerne kværnede rundt, og den formiddagsstund, hun havde taget for sig selv for at få tiltrængt fred i sjælen, gjorde i stedet næsten fysisk ondt.
Agnete Purup, 31, var løbet fuldstændig tør for batterier. Hun, hendes mand Claus Purup og deres to små drenge, Oliver på to et halvt og Villads på dengang fem måneder, var flyttet fra Aalborg til Dragør.
De 156 flyttekasser var pakket ud, billederne hængt op, og gæsterne, der skulle se det nye, flotte hjem havde overstået visitterne.
Han var tilbage på job, og hun var på barsel med Villads. Men en følelse af ensomhed var med på sidelinjen. Og der i stolen mærkede hun et bidende savn efter det gamle netværk i Aalborg. Og den tanke, der lød allerhøjest var: ”Hvad fanden er det, vi har gjort?”
Et afrikansk ordsprog lyder, at det kræver en landsby at opdrage et barn. At man ikke kan eller bør stå alene med sit barn uden et netværk.
Men Agnete Purup havde mistet sin landsby.
Tirsdagslasagne med vennerne
Selvom hendes mand havde rejst meget, også da de boede i Aalborg, kunne hun altid dele ulvetimen med naboen, få hjælp fra sin svigermor eller spise en tirsdagslasagne med vennerne. Hun var aldrig alene.
Agnete Purup var leder for en afdeling og senere HR Business-partner, Claus Purup var kommerciel direktør.
Et job, der indebar mange rejser, men da hun var på barsel med Oliver, var dette intet problem. Mor og lille søn rejste bare med, og hun betegner sin første barsel præcis så rosenrød, som man håber.
Claus Purup fik nyt job nogle måneder efter, Villads blev født. Han startede med et intensivt tre et halvt måneders introforløb, hvor han var væk fire dage om ugen i København, hvor arbejdet ligger. Og al rejseriet blev tungen på vægtskålen: Familien ville flytte permanent til København.
Lange dage med to små chefer
I Dragør var Agnete Purup langt fra familien og den gode dagplejer. Fra vennerne, der kunne finde på at køre forbi deres hus bare for at lægge nogle romkugler på trappetrinnet. Fra det trygge, nære naboskab. Nu kendte hun ingen, hun lige kunne dele småt og stort med.
Dagene lignede hinanden, og de kunne føles lange med to små chefer i huset, som alt centrerede sig omkring. Nætterne kunne derimod være uforudsigelige, så søvn var også en mangelvare.
Efter hun var stået op, og Claus var taget på arbejde, fik hun puttet Villads i klapvognen, så de kunne aflevere Oliver i vuggestue. Dernæst nogle timers gåtur, så han kunne sove, og hvor hun fik lyttet til True Crime Podcast. Hjem igen og lege lidt, hente Oliver, og ja, så var ulvetimen i gang. Sådan lyder det fra Agnete Purup, når hun skal beskrive en typisk dag, der blev til flere.
- Det er bare begrænset, hvor længe man kan ligge på gulvet og lege med en femmåneders dreng alene. Jeg savnede så meget andre mødre at tale med, mens vores babyer kunne kradse lidt på hinanden. Eller en nabo, jeg kunne sludre med over hækken.
Hendes følelse af at være isoleret på sin barsel er ikke enestående. Flere kvinder oplever en kløft mellem de forventninger, de har haft til deres barsel, og hvordan den opleves i praksis. Mødrene mærker følelser som ensomhed, kedsomhed - og skam over at have disse negative følelser.
De har selvfølgelig også lykkelige stunder med deres børn, men synes, at overgangen til moderskabet er kompleks. Det viser en kvalitativ undersøgelse blandt 36 mødre og 24 sundhedsplejersker lavet af Foreningen Bedre Barsel i 2017.
Kathrine Hemmingsen er familievejleder og har sitet familiemakker.dk. Hun hjælper blandt andet familier og par med at få en bedre kommunikation og holder desuden oplæg i blandt andet mødregrupper og børneinstitutioner. Kathrine Hemmingsen er ikke overrasket over undersøgelsen.
Hun møder jævnligt mødre, der oplever, at deres egne og deres babyers behov ikke helt passer til den barsel, de havde forestillet sig med barnevognsture, aktiviteter og overskud til at møde nye mennesker.
- Barnet græder mere, sover mindre, og hun har måske sværere ved at amme, end hun havde forestillet sig. Mor har bare brug for at bygge rede i sengen med barnet, men havde forventet, hun hurtigt kunne komme ud og være en del af samfundet med sin lille ny.
Og så kan dagene hjemme føles overrumplende alene. Kathrine Hemmingsen forklarer:
- Mange mødre kommer fra et aktivt liv, hvor de mestrede det meste til at stå med et lille barn, hvor alt er nyt og samtidigt betydningsfuldt. Og midt i usikkerheden, kan selv den mest tjekkede kvinde føle, at ingen har det som hende, og at ingen må finde ud af, at hun har det sådan. Der kan ensomheden opstå.
Inviterer på kaffe
I dag kan hun grine af det. Men en morgen inden Claus Purup skulle på arbejde, sagde han en sætning, der fik Agnete til at reagere, så hun selv blev chokeret. Han ville gå op og børste tænder, lød det fra ham. ”Hvem skal DU imponere?” fløj det ud af hende.
Og så vidste hun, der skulle ske noget. Den følelse af bitterhed og nærmest jalousi over, at han fortsatte sit normale liv, skulle ikke rodfæste sig. Claus skulle ikke være den eneste voksne, hun talte med i løbet ad dagen.
Heldigvis er Agnete Purup ikke typen, der lader ensomheden få fast bopæl. ”Nu skal jeg faneme ud og møde nogle!”, lød den altoverskyggende tanke. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun ville nyde sin barsel til fulde. Det, hun manglede, var et netværk, så den ensomme følelse kunne blive brudt, og batterierne igen blive ladt op. Hun ville – billedligt talt – have en landsby tilbage.
- Jeg ved, at mange mødre på barsel har det på samme måde som mig, men jeg ved også, at hvis man gør en indsats, kan man bryde isolationen. Jeg har boet i Sydkorea, hvor jeg ingen kendte og har altid padlet mig ud af ensomhed og isolation, det ville jeg også gøre nu.
Først kontaktede hun en tidligere læsemakker, der boede i byen, og som hun fandt ud af, havde jævnaldrende børn.
Dernæst tog hun til arrangementet Dinner for Kvinder på den lokale cafe arrangeret af Momunity, et stort netværk for mødre. Det var en lidt nervøs Agnete Purup, der troppede op, men hun havde den tilgang til aftenen, at hun skulle have noget ud af det. Tale med nogen, få nye bekendtskaber. Og det blev en succes.
Her var foredrag, grin, mad og søde mødre, hun kunne skrive med på Facebook. Dagen efter meldte hun ud, at hvis der var nogen, der havde lyst til en kaffe og croissant, var hun frisk på at mødes. Og det var der.
- Jeg har sågar inviteret en mor i Olivers vuggestue på kaffe. Det føltes nærmest lidt Tinder-agtigt bare at henvende sig til en kvinde, jeg ikke kender, men hun sagde ja, og det blev hyggeligt. Jeg tror generelt ikke, man skal være så bange for at række ud, siger Agnete.
Mor skal også have næring
Der har nu været flere mødre på besøg til en fællesstund i ulvetimen.
- Jeg inviterede hjem til kaffe hos mig, og gæsterne tog chokoladeboller med. Så delte vi de kritiske timer fra klokken fire til halv seks, hvor det betyder alverden ikke at føle sig alene om alt. Børnene legede på legetæppet, mens vi kunne tale lidt sammen.
Og netop det med ikke at føle sig alene er essentielt for at få en god barsel, lyder det fra Kathrine Hemmingsen. For man er alene, når man går rundt med en baby, man ikke kan føre en fornuftig samtale med. Det skal man ikke føle sig skamfuld over, eller tro man er den eneste, der oplever.
Derfor lyder opfordringen fra Kathrine Hemmingsen at række ud efter de kommunale mødregruppe-tilbud. Og hvis ikke man føler sig tilpas der, er der masser af stærke onlinenetværk, hvor man kan få al den støtte og sparring, man så inderligt har brug for.
- Selvom man ikke mødes i virkeligheden, kan det være et ligeså stærkt netværk. Du har bare din mødregruppe i lommen. Også når du ammer i den sene nattetime. Mor skal have næring, så får baby det også. Det behøver jo ikke at være til rytmik, sang eller svømning.
Dyrebare timer med baby
Agnete Purup blev inviteret med i læsemakkerens mødregruppe, hvor de er syv. De mødes hver onsdag, snakker om alt. Nogle gange er der arrangeret aktiviteter som stimulastik og fotosession. Her er der plads til at sige højt, at man kan føle sig sølle, jaloux og misundelig. At man kan savne stiletterne og lederjobbet, men samtidig ikke ville undvære et sekund af sin barsel.
- At få det her netværk har gjort mine timer alene med Villads mere dyrebare, fordi jeg ved, at dagen bliver brudt op i afsnit. At der også venter nogle timer med selvpleje. Det vil sige timer, hvor jeg kan puste ud, lade op og høre, at andre har det på samme måde som mig.
Hun har også banket på hos naboerne, der viste sig at være en børnefamilie, og nu er de blevet inviteret på ”spis og skrid”.
Hun fortæller, at det har været grænseoverskridende at være så opsøgende og ærligt spørge folk, om de vil ses. At hun har været bange for at blive stemplet som sølle og desperat. Det er ikke noget, vi rigtig gør i Danmark, men det har været guld værd for hende.
På lige fod
Agnete Purup er også begyndt at se sit hjem i et andet lys efter at have haft besøg nu flere gange.
- Når nu jeg så direkte konfronterede folk, føltes det godt at kunne tilbyde noget igen, nemlig at åbne min dør for dem. Særligt var det vigtigt at opleve mine naboer komme i hjemmet. Det er nok noget jysk, at der skal være liv på vejen og ind og ud af husene, smiler hun.
Hun glæder sig også over, at hun og Claus tog flyttebøvlet de to allerførste dage. På cirka 48 timer havde de fået pakket alt ud og gjort huset ryddeligt og dejligt at være i.
- Vi har et ret oplagt gæstehjem med masser af plads og et stort køkken, så det gav ro på, at det var nemt at invitere nogle hjem, uden at jeg skulle til at ordne alt muligt. Nu blev det en god oplevelse, også for mine gæster.
Agnete Purup kan mærke, hun både er blevet en gladere mor og hustru. Nu er både de små og de svære ting blevet vendt med ligesindede i løbet af dagen, og det har givet et andet overskud.
- Før var jeg hungrende efter voksensnak, når Claus kom hjem, og jeg syntes, at nu skulle det handle om mig. Han kunne kun gøre tigene forkert. Det er ikke sundt for parforholdet, at den ene føler sig isoleret og ikke kan dele sin dag med nogen. Nu er vi på mere lige fod.Hun har sagt sit job op og starter til januar på uddannelsen som personlig træner og vil arbejde hjemmefra. Forretningsplanerne er ved at falde på plads, og om nogle måneder starter Villads, der nu er ni måneder i samme vuggestue som Oliver. Hendes barsel slutter, og hun kan heldigvis sige, at det blev en dejlig tid. Hun fik sin landsby igen.