Nybyggerne

Her er de fire par, som skal kæmpe om nybygget hus til 2,6 millioner kroner

Igen i år er der et hus på højkant for fire håndværkslystne par i 'Nybyggerne'. Denne gang foregår dysten i Silkeborg.

På otte uger skal fire par hver især forvandle et ufærdigt hus til deres drømmehjem.

Sådan lyder opgaven i sjette sæson af 'Nybyggerne', som i år er rykket til Balle ved Silkeborg, og som har premiere onsdag klokken 20.00 på TV 2.

Ligesom i de tidligere sæsoner får hvert par 300.000 kroner til at indrette samtlige otte rum i det rå hus samt for- og baghave. Pengene skal række helt fra start til slut.

Hver uge har et af parrene dog chancen for at skaffe ekstra penge til byggebudgettet. Det par, som ifølge dommerne leverer ugens bedste rum, vinder nemlig 20.000 kroner.

Som ny vært for programmet ses i år Christian Degn, der blandt andet er kendt som 'Hvem vil være millionær'-vært, mens dommerduoen ligesom sidste år består af boligstylist Mette Helena Rasmussen og bygningskonstruktør Ask Abildgaard.

'Nybyggerne' og coronavirus

Produktionen af ’Nybyggerne’ følger anvisningerne fra både regeringen og sundhedsstyrelsen. I den forbindelse kommer der til at være en række forbehold for at undgå smitte med coronavirus.  

Det betyder, at

  • Der kommer til at være større afstand mellem vært, dommere og deltagere. 
  • Deltagere og dommere kommer ikke til at være i husene på samme tid. 
  • Alle anvender håndsprit og har god håndhygiejne. 
  • Deltagernes bænke bliver rykket længere fra hinanden. 
  • Deltagerne krammer ikke efter afgørelsen. 
  • Det så vidt muligt skal være de samme håndværkere, som hjælper til. 
  • 'Åbent hus'-arrangementet aflyses

I denne sæson af 'Nybyggerne' vil parrene ikke kun blive bedømt på deres kreative evner og håndværksmæssige finish, men også for at tænke bæredygtige og klimavenlige løsninger ind i deres gør-det-selv-projekt.

I finalen, som sendes live fra Silkeborg 25. november, er det seernes stemmer, der afgør, hvem af de fire par, der skal kåres som endelige vindere - og dermed løbe af med huset, de selv har indrettet, til en værdi af 2,6 millioner kroner.

Fire nybyggerpar med hver sin stil

Om parret: I Rødt hus huserer Stephanie og Kristoffer, på henholdsvis 30 og 25 år. Parret mødte hinanden i Odense, hvor de fortsat bor og studerer idræt, men de stammer begge fra Vejle. Efter planen vil de have afsluttet deres respektive kandidater ved indgangen til 2021.

Om stilen: Håndværksmæssigt er parret på udebane. Til gengæld er de ret sikre på deres stil, som er romantisk og herskabelig. Den er inspireret af stilen, som ses i tv-serien 'Badehotellet', med høje paneler og lister.

Om parret: Gult hus danner rammen om en familie, bestående af Malene på 37 år og Christian på 51 samt deres to fælles børn, Nimbus og Coco. Til daglig bor de på Møn, hvor parret driver et firma, der producerer plankeborde. Parret har selv istandsat den store gård, familien bor på. Desuden har de hver især to børn fra tidligere forhold. Oprindeligt stammer Malene fra Nakskov og Christian fra Middelfart.

Om stilen: Parrets indretningsmæssige stil betegner de selv således: ”Den røde tråd er, at der ikke er en rød tråd”. Det betyder med andre ord, at samtlige rum i huset indrettes med nye farver og ny stil.

Om parret: I Grønt hus bor 34-årige Trine og 31-årige Mikkel sammen med deres fireårige datter Saga og familiens store, uldne doodle-hund Tage. Parret mødte hinanden på pædagogseminariet og bor i Tulstrup ved Ikast. Hun arbejder som socialpædagog, og han drømmer om at blive fotograf.

Om stilen: Parret har en tydelig tråd i deres indretning, som de kalder for ”Nordisk Uganda”. Den er inspireret af flere rejser til Uganda, som de begge har en særlig forkærlighed for. Trine går desuden op i at finde dekorative genbrugsting.

Om parret: Blåt hus bebos af 25-årige Sunnvá og 32-årige Martin, der begge er opvokset på Færøerne. De rykkede hver især til Danmark, da de skulle i gang med at studere. Hun arbejder som tandplejer på en tandreguleringsklinik, og han er uddannet skibsfører og sejler som førstestyrmand. Privat bor de i en mindre lejlighed på Amager.

Om stilen: Designmæssigt er parret inspireret af en færøsk og nynordisk stil, der domineres af træ, skind, uld og planter. De er glade for at have 125 kvadratmeter at boltre sig på, da Martins gør-det-selv-projekter har en tendens til at fylde meget.

’Nybyggerne’ har sæsonpremiere onsdag 30. september klokken 20.00 på TV 2 – eller lige nu på TV 2 PLAY.