- Vi mistede to børn på to år - Grønt par fra 'Nybyggerne' fortæller deres personlige historie
For Trine og Mikkel var 'Nybyggerne' et tiltrængt pusterum fra en belastende periode i deres samliv domineret af fertilitetsbehandlinger og død.
Her svarer Trine og Mikkel fra Grønt Hus i 'Nybyggerne' på ti personlige spørgsmål om deres parforhold, nybyggerudfordringerne og livet generelt.
Hvorfor meldte I jer til ’Nybyggerne’?
Faktisk blev vi presset ud i det af en fælles veninde. Hun syntes, at det var sjovt at følge med i de tusind projekter, som vi altid har gang i herhjemme. Blandt andet har vi bygget et hønsehus og en lodge, som er en overdækket terrasse i afrikansk stil. Så hun mente, at det kunne vi da lige gøre på landsdækkende tv også.
Vi er ret generte, så vi tænkte: "Kan vi finde ud af det?". Men hun blev bare ved og sagde: "Jamen, selvfølgelig kan I det". Så til sidst sprang vi ud i det. Og da vi så havde søgt, kunne vi godt mærke, at det lige var det, som vi havde brug for. Vi trængte til at få tankerne over på noget andet. Et nyt kapitel.
Hvordan mødte I hinanden?
Vi mødte hinanden på pædagogseminariet i 2011. Vi er ikke helt enige om, hvornår vi så hinanden første gang. Så vi har ikke sådan et første-øjebliks-møde. Men på et tidspunkt blev vi en del af den samme vennegruppe, som opstod efter en kedelig fest derude. Vi var otte studerende, som gik sammen om at lave et nyt festudvalg.
Sammen med vennegruppen holdt vi ugentlige filmaftener hjemme hos Trine. Pludselig en dag, hvor der ikke var andre, der kunne komme, var det kun os to, der så film sammen. Sådan fortsatte vi, og efter halvandet års tid blev vi kærester.
Hvad blev I forelsket i hos hinanden?
Trine: Mikkel er god til altid at se positivt på tingene. Det er en dejlig egenskab, og det er rart at være sammen med et menneske, der tænker sådan. Mikkel har et stort omsorgsgen, og han er klar til at støtte op, uanset hvad der sker. Og så har vi den samme jyske humor, sådan en galgenhumor, som godt kan være lidt upassende. Så længe det er inden for hjemmets fire vægge, er der ingen grænser.
Mikkel: Jeg blev forelsket i Trine, fordi hun er megasjov og megaintelligent. Det har altid ligget mig meget på sinde, at jeg ikke skulle have en kvinde, der var kryptisk at aflæse. Så det var dejligt at møde én som Trine, der bare kunne sige tingene, som de var. Jeg faldt for, at vi bare klikkede fuldstændig, havde samme humor, nød de samme film, hørte den samme musik og altid bare kunne hygge. Og kalde en spade for en spade.
Hvad skændes I mest om?
Fordi vi er så gode til bare at sige tingene, som de er, skændes vi faktisk aldrig. Det kan tælles på én hånd de gange, vi har skændtes i vores forhold. Selvfølgelig kan vi have diskussioner og uenigheder, men det stikker ikke så dybt.
Trine: Vi tager generelt ikke tingene så tungt. Så jeg føler, at jeg kan sige de ting, jeg tænker, til Mikkel med det samme, så det ikke når at hobe sig op. Jeg ved, at der ikke er noget, der kan skræmme Mikkel. Der er ingen overraskelser eller tabuer i vores forhold.
Man siger jo, at Ikea-testen er den ultimative parforholdstest. Kan I genkende det?
Det er ikke noget, vi kan genkende. For gør-det-selv-arbejde og indkøb i Ikea eller byggemarkeder er bare noget, vi hygger os med og nyder. Men fordi vi har Saga, har vi normalt ikke tid til det derhjemme. Så i ’Nybyggerne’ nød vi, at vi endelig kunne lave tingene sammen.
Mikkel: Vi har også en klar rollefordeling i vores gør-det selv-arbejde. Det fungerer. Helt typisk kommer Trine på idé og design, og jeg bygger. Alt, hvad du kan se i ’Nybyggerne’ indtil videre, er opstået i Trines hoved, og så har jeg bare bygget det. Det kan jeg bedst lide – for jeg har svært ved at visualisere et helt rum. Til gengæld kan jeg sige, hvad der kan lade sig gøre rent konstruktionsmæssigt.
Hvad betyder det for jer som par, at I har taget den samme uddannelse og mødtes på studiet?
Vi har lært de samme ting, og vi reflekterer begge to meget. Det er nok også derfor, at vi ikke skændes. Det er jo en del af vores arbejde, at vi hele tiden skal kunne se perspektivet fra andres side i stedet for bare vores eget. Så det er en enorm støtte i vores parforhold, at vi begge to kan det.
Det havde vi også glæde af i ’Nybyggerne’. Vi skulle jo bare kigge på hinanden, så vidste vi præcist, hvordan den anden havde det: "Okay, du trænger vist lige til en pause, så nu er det cocopops-tid, og jeg tager over"-agtigt.
Hvad er det sværeste, I har været igennem som par?
De seneste to-tre år har faktisk været meget svære for os, og indimellem har vi tvivlet på, om der overhovedet kunne ske noget godt.
Siden vi fik vores datter Saga, som er fire år nu, har vi ønsket, at hun skulle have en lillesøster eller lillebror. Da hun var halvandet år, blev Trine gravid, og vi ventede en datter. Alt så ud til at være normalt, og vi glædede os.
Men da vi kom til 12-ugers-scanning, blev jordemoderen helt stille. På scanningsbilledet så det ud, som om fosteret lå i en ”rumdragt”, hvilket skyldtes, at der var væske under huden. Vi fik at vide, at det var noget, der hedder Edwards syndrom eller trisomi 18, en sjælden kromosomfejl, som kun rammer én ud af 2500, og som giver både hjerte- og lymfefejl. Gennemsnitslevealderen for et barn med trisomi 18 er fem dage, hvis det overhovedet overlever fødslen. Så vi skulle tage stilling til, om vores datter skulle leve eller dø, groft sagt. Et valg, vi slet ikke var parate til at tage. Men Trine fik tid til et kirurgisk indgreb allerede dagen efter.
Vores ønske om at få et barn var fortsat lige stort. Så da det et år senere endnu ikke var lykkedes os at blive gravide, gik vi i gang med fertilitetsbehandling og kunstig befrugtning. Selvom vi vidste, at det ville blive dyrt på to pædagoglønninger.
I sommeren 2019 blev vi klar over, at vi var nødt til at prøve med donoræg. Via Facebook fandt Trine en kvinde, som var så sød at ville hjælpe. Hende fik vi desværre kun ét æg ud af, så der var rimeligt meget pres på det ene æg. Vi vidste, at hvis det ikke lykkedes denne gang, skulle vi starte forfra igen. Men det satte sig fast i Trine, som det skulle. Vi gik til den ene dyre scanning efter den anden for at forsikre os selv om, at alt var normalt.
I uge 15 tog vi til en kønsscanning. Vi havde aftalt med Saga, at når vi vidste kønnet, ville vi tage ud og købe tøj og legetøj. Vi skulle have en dreng, viste det sig, og alt så normalt ud. Lige indtil hovedet blev scannet, og jordemoderen kunne se, at der var en deformitet ved hjernen. Vores søn havde en meget alvorlig og sjælden hjernesygdom, alobær holoprocencefali, som kun rammer én ud af 16.000. Børn med den sygdom har ingen næse, kan ikke spise selv, har kramper og konstante smerter. Måske ville der gå fem uger, og så ville han dø i en krampe.
Igen stod vi i den situation, hvor Trine skulle sidde med den her pille og vide, at når hun slugte den, ville hjertet stoppe med at slå i det barn, som hun havde kæmpet så meget for at få. Hun havde brug for mere tid. Så denne gang valgte vi en anden proces. Vi besluttede at lade Ask – som vi kaldte ham – blive i maven i 14 dage, før vi skulle tage afsked. Efterfølgende blev vi tilknyttet en sorggruppe.
Vi kom ind, Trine fødte ham, og vi fik lov at sidde lidt med vores døde søn. Han var ikke større end en hånd. Men det var vores søn, og det betød meget at kunne sige farvel. Det var en værdig oplevelse.
Selvom det var hårdt, måtte vi videre. Vi har ét mål i livet nu, og det er at give Saga en bror eller søster. Så et par måneder senere fandt vi en ny donor, og denne gang fik vi fire æg. I starten af 2020 blev Trine gravid.
I marts fik Trine en spontan abort. Så gjorde corona sit indtog, og alle klinikker lukkede. Vi tænkte: ”Nu skal der bare ske noget godt for os”. Og så kom vi med i ’Nybyggerne’. Optagelserne startede 11. maj, og det lå perfekt i forhold til, at Trine ville have haft termin med Ask 19. maj. Det var rart at få tankerne væk fra det.
’Nybyggerne’ gjorde, at vi slet ikke havde tid til at tænke på andet. Endelig kunne vi være gode gamle Trine og Mikkel for første gang i tre år. Det var noget af en vitaminindsprøjtning, vi fik. Vi var begge to så høje på adrenalin, at bekymringerne næsten forsvandt i de syv uger.
Hvad har været den største udfordring i ’Nybyggerne’?
Det var at undvære Saga. Især i starten var hun der ikke ret meget, mens vi byggede soveværelset. Det var fire en halv dag, hvor vi ikke så hende. Hun blev passet på skift af sine bedsteforældre, og hun hyggede sig så godt, at hun ikke gad at tale i telefon med os.
En anden stor udfordring i ’Nybyggerne’ var egentlig også til slut. Dét med at vi skulle sige farvel til alle de andre. Sorgen over, at vi ikke længere skulle gå og hygge med hinanden. Vi kunne have fortsat i lang tid endnu. Idéer var der også nok af.
Hvordan holder man gejsten oppe som par, når man bliver presset som i ’Nybyggerne’?
Vi har jo brugt vores humor enormt meget. Nogle gange, når man bliver presset, kan man godt synes, at alting er så alvorligt. Og så har vi spurgt os selv: "Er det her egentlig så højtideligt, som vi er ved at bygge det op til? Nej, det er det virkelig ikke". Så vi kunne indimellem få de fedeste grineflip – når vi lige pludselig kunne se os selv udefra på den måde.
Vi lavede også lidt fis med de andre par. For eksempel med den plastik-hejre, som Trine købte til at pynte i soveværelset. Den kom lidt rundt omkring i de andre huse også.
Hvad drømmer I om at opnå, som I ikke har nået endnu?
Vi kunne jo godt tænke os at vinde det hus der i Silkeborg. Men vi kunne lige så godt også tænke os, at der kom en graviditet, der bare gik derudaf.
Trine: Jeg er selv enebarn, og jeg savnede at have søskende. Derfor har det nok også været en ekstra ønskedrøm for mig, at Saga skulle have en eller flere søskende. Mikkel har en søster, og hun har ikke børn. Så hende skal vi se at have gang i, så Saga kan få nogle fætre og kusiner.
Se ’Nybyggerne’ onsdag klokken 20.00 på TV 2 – eller lige nu på TV 2 PLAY