Så er det afgjort: Her er vinderne af ’Nybyggerne’ 2020
Ved finalen bestemte seerne suverænt, hvilket par, der skulle løbe af med huset, som de selv har indrettet. Valget faldt på Sunnvá og Martin.
I en live-sending fra Silkeborg-bydelen Balle blev det onsdag aften afgjort, at parret i blåt hus, Sunnvá og Martin, vinder sjette sæson af ’Nybyggerne’ - og dermed et hus til 2,6 millioner kroner.
Det var seerne, der via en sms-afstemning suverænt valgte årets vinderpar, som altså nu overtager det hus, de selv har brugt otte uger på at indrette til deres drømmebolig.
Under en regn af konfetti græd de lettelsens tårer, efterhånden som det gik op for dem, hvad der var sket.
- Jeg er fuldstændig i chok, det havde jeg slet ikke forventet, siger en rørt Sunnvá.
Sunnvá og Martin, der begge stammer fra Færøerne, bor i en mindre andelslejlighed på Amager, og de glæder sig meget til at flytte til det naturskønne Silkeborg.
- Det føles faktisk helt rigtigt for os, at nybyggerhusene ligger i Silkeborg. Udover at byen er omgivet af smuk natur, bor det meste af min familie i området, og jeg har tilbragt en stor del af min barndom her, har Martin tidligere udtalt til TV 2.
I løbet af programrækken har parret imponeret med deres nynordiske indretningsstil, som er domineret af træ, skind, uld og planter. De har blandt andet bygget nogle flotte møbler og brugsting i egetræ.
Undervejs er parret to gange blevet kåret som ugevindere. Dommerne syntes, de havde lavet den bedste indretning af køkkenet og spisestuen.
Inventar fra de tre andre huse sælges
Når vinderparret har fået nøglerne til deres hus, står der tre indrettede boliger tilbage, som de øvrige nybyggerpar hver især har knoklet for at gøre til deres respektive drømmehjem.
De tre huse vil nu blive sat til salg af Birch Ejendomme, som ejer dem.
Udover selve husene er der alt det løse inventar, som parrene har fundet eller bygget selv.
I de tidligere sæsoner af ’Nybyggerne’ er der efter finalen blevet afholdt et garagesalg, hvor inventaret fra de tre huse er blevet solgt. Men på grund af corona er det ikke praktisk muligt i år.
Tingene vil i stedet blive sat til salg på Den Blå Avis eller givet væk til genbrug, efter at parrene selv har fået tilbud om at købe deres ”egne” ting.
’Nybyggerne’ vender tilbage - deltagere søges
Selvom der med onsdagens finale er sat punktum for ’Nybyggerne’ for i år, er det bestemt ikke slut med det populære programformat.
Det er nemlig allerede besluttet, at der kommer en syvende sæson i 2021.
Optagelserne kommer til at foregå i Sønderborg til foråret, og der søges deltagere netop nu. Tilmelding foregår her.
Sidste år var lokationen Randers, og her vandt 25-årige Ida og 26-årige Mads deres drømmebolig. Du kan læse om, hvordan det går dem og de andre tidligere vinderpar i artiklen nedenfor.