Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Mor og søn havde 2,5 millioner til forældrekøb af lejlighed i København - gæt, hvilken de valgte

20-årige Victor Sloth Behrendt skulle flytte i lejlighed med en kammerat. Med hjælp fra mor og '3 x Beliggenhed' afsøgte han et presset boligmarked.

I løbet af coronaåret 2020 er udbuddet af ejerboliger blevet forsvindende lille. Det ligger lavere, end det har gjort i mange år.

For 20-årige Victor Sloth Behrendt og hans mor, 52-årige Gitte Behrendt, fra Glostrup var det derfor en næsten uoverkommelig opgave, da de i efteråret var på udkig efter en treværelses lejlighed i hjertet af København til en pris, der helst ikke måtte overstige 2,5 millioner kroner.

Victor skulle bo i lejligheden sammen med barndomsvennen Rasmus, og derfor var det vigtigt, at boligen indeholdt to lige store værelser udover en stue og et godt badeværelse.

Mor og søn bad eksperterne i 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' om hjælp til at afsøge boligmarkedet i det centrale København, som var det foretrukne område.

Men også yderkanten af hovedstaden såsom Valby, Vanløse og Amager var med i overvejelserne.

Det lykkedes ejendomsmægler Sara Lygum at finde tre mulige lejligheder. Det var dog kun én af dem, der holdt sig inden for det ønskede budget.

Her nedenfor er der en beskrivelse af de tre lejligheder, og nederst i artiklen kan du gætte på, hvilken af dem Victor og hans mor endte med at købe.

Central og indflytningsklar

Selvom Victor Sloth Behrendt indtil nu havde boet i et parcelhus i Glostrup sammen med sin mor og lillesøster, var han vant til at færdes i København. Og han havde klare forventninger til lejlighedens drømmebeliggenhed. Især var Vesterbro og Indre By højt på ønskelisten.

Først og fremmest skulle lejligheden være placeret i kort gåafstand til busser, s-tog eller metro, ligesom den gerne måtte ligge nær et ungt cafémiljø og tæt på indkøbsmuligheder.

Victors fire ønsker:

  • Tæt på byliv og offentlig transport
  • Minimum tre værelser
  • Rummeligt badeværelse
  • Ikke lav stuelejlighed

Hverken Victor eller hans kammerat Rasmus havde erfaring med gør-det-selv-arbejde, så lejligheden skulle helst være indflytningsklar. Den måtte også gerne være forsynet med en altan, et hyggeligt gårdmiljø eller en tagterrasse.

Hvad angik størrelsen, var minimumskravet 65 kvadratmeter.

På kortet ses beliggenheden af de tre fremviste lejligheder.

Bolig 1: Treværelses lejlighed i Valby

Den første lejlighed, som Victor og hans mor Gitte var ude at se, var placeret i Valby, vest for det centrale København.

Bydelen er kendt for sine hyggelige caféer og gode shoppingmuligheder.

Førstesalslejligheden lå ud til hovedgaden Valby Langgade med 350 meter til Aalholm Station og under halvanden kilometer til det attraktive cafémiljø.

Umiddelbart var alle Victors fire ønsker opfyldt med denne lejlighed.

Samtidig var det, ifølge ejendomsmægler Sara Lygum, kun nødvendigt at foretage mindre forbedringer af lejligheden, for at dens værdi kunne forøges betragteligt.

Det var en stor fordel for Gitte Behrendt, da hun betragtede forældrekøbet som en investering.

  • Størrelse: 72 kvm
  • Opført: 1924
  • Pris: 2.398.000 kroner

Bolig 2: Treværelses lejlighed i København N.

Lejlighed nummer to lå på Tagensvej i nærheden af Rigshospitalet og dermed omkring fem kilometer tættere på centrum af København.

Der var tale om en lejlighed på fjerde sal i en nyere ejendom fra 1966 med en stor altan ud til baggården.

Victor blev straks imponeret over to flotte barstole, som var sat op på altanen ved et specialdesignet bord, hvor man kunne sidde med en drink, mens man nød udsigten.

Indkøbsmuligheder var der også let adgang til med en Netto-butik placeret i stueetagen, ligesom der var busholdepladser lige nedenfor bygningen og under 500 meter til metrostationen Skjolds Plads.

Til gengæld var prisen også derefter. Lejligheden oversteg Victors mors budget med næsten en halv million kroner. Så hun skulle være villig til at gå op på det absolutte maksimum af, hvad hun havde råd til i forhold til sin investering i forældrekøbet.

  • Størrelse: 73 kvm
  • Opført: 1966
  • Pris: 2.945.000

Bolig 3: Treværelses lejlighed på Vesterbro

Tredje og sidste lejlighed befandt sig på Victors ultimative drømmebeliggenhed: Vesterbro.

Med udgang direkte til Enghave Plads kunne ejendommen ikke være bedre placeret i forhold til by- og caféliv, som stod højt på ønskelisten hos både Victor selv og hans kommende roomie, Rasmus.

Med sådan en attraktiv placering skulle man selvfølgelig forvente at gå på kompromis med andre forhold, hvis prisen skulle matche budgettet bare nogenlunde, advarede Sara Lygum.

Blandt andet skulle Victor forberede sig på, at der var tale om en gammel ejendom fra 1895, og at der derfor ville løbe ekstraudgifter på til renovering og fornyelse. Blandt andet var der et aktuelt fælleslån på 20.000 kroner, som skulle indfries ved overtagelse.

Nogle ting var dog allerede renoveret i lejligheden. Ikke mindst badeværelset, som fremstod flot og rummeligt, efter at der var inddraget omkring halvanden kvadratmeter fra et af værelserne til at udvide brusenichen.

Victor var meget tilfreds med lejlighedens størrelse og udseende. Ved synet af badeværelset udbrød han spontant:

- Det ser jo superfint ud!

For Victors mor, Gitte, var det derfor igen spørgsmålet, om hun var interesseret i at hæve sin investering til forældrekøbet.

  • Størrelse: 64 kvm
  • Opført: 1895
  • Pris: 2.945.000 + fælleslån på 20.000

Hvilken bolig ville du vælge?

Hvilken bolig tror du Victor valgte?

*Muligheder

Treværelses lejlighed i Valby

Treværelses lejlighed i København N.

Treværelses lejlighed på Vesterbro

Treværelses lejlighed i København N.

Efter at have set Bolig 2, lejligheden på Tagensvej i København N., havde Victor Sloth Behrendt en klar mavefornemmelse af, at det var den helt rigtige bolig for ham og vennen Rasmus. Både hvad angik selve indretningen og beliggenheden nær caféer og det pulserende byliv.

Han vidste også, at han ville blive meget ærgerlig, hvis de ventede med at træffe beslutningen, og det endte med, at lejligheden blev solgt til anden side.

Derfor appellerede han til sin mor og håbede, at hun var med på at investere de ekstra penge i forældrekøbet.

Det var hun heldigvis.

- Jeg er med på følelsen af Tagensvej, sagde Gitte Behrendt i programmet med et lille grin og tilføjede over for programmets to ejendomsmæglere:

- Vi skal forhandle på lejligheden på Nørrebro!

En hurtig handel

Fordi mor og søn var så hurtige til at afgive bud på lejligheden - der næsten lige var sat til salg - forløb forhandlingen også ret gnidningsfrit.

Som udgangspunkt ønskede Gitte Behrendt at få prisen ned på 2,9 millioner kroner, altså 45.000 kroner under udbudsprisen.

Så hun lagde ud med et bud på 2.850.000.

Men sælger var ikke indstillet på at give afslag, da han mente, at han nemt kunne få solgt den til prisen. Ellers ville han bare selv blive boende, forklarede Sara Lygum efter samtalen med sælgers mægler.

Siden Victor og hans mor blev vist rundt i lejligheden var der imidlertid løbet en ekstra udgift på. Ejerforeningen havde besluttet, at altandørene skulle udskiftes, og taget renoveres. Andelen til hver af lejlighederne lød på 95.000 kroner.

Gitte Behrendt mente derfor, det var rimeligt med et afslag i den oprindelige udbudspris.

Efter endnu en opringning gik sælger med til et "symbolsk afslag" på 15.000 kroner, så prisen nu hed 2.930.000 kroner.

Modbuddet fra Gitte Behrendt var 2.900.000 ligeud - med forslag om at skyde overtagelsen i op til tre måneder, i stedet for en straksovertagelse, hvis det passede sælger bedre.

Resultatet blev, at sælger gik yderligere 20.000 kroner ned, og slutprisen blev 2.910.000 kroner med overtagelse om en måned.

Nyder livet på Nørrebro

Efter at optagelserne til programmet sluttede sidst i september, blev overtagelsesperioden ændret fra én til halvanden måned.

Sælger ville nemlig gerne have 14 dage mere til udflytningen. Så Victor Sloth Behrendt og kammeraten Rasmus overtog først lejligheden midt i november.

Den første uges tid brugte de på at friske lejligheden op med ny maling, inden de flyttede ind med udgangen af november. Men selvom de kun har boet der i kort tid, er de allerede faldet godt til.

- Jeg synes, det er et fedt sted at bo, og lejligheden fungerer også helt perfekt for os, siger Victor Sloth Behrendt til TV 2.

Udover at værelserne og stuen har en god størrelse, er venneparret også glade for, at der både er opvaskemaskine og vaskemaskine i køkkenet.

- Så er det ikke helt så slemt at flytte hjemmefra, lyder det fra den 20-årige nykøbenhavner.

Du kan se sæsonpremieren på 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' onsdag 6. januar klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.