Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

De manglede plads til familie, men havde kun 3,6 millioner - gæt, hvilken bolig de valgte

Efter længe at have søgt ejerlejlighed forgæves fik det unge par hjælp til at finde deres nye hjem i 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'.

Det unge ægtepar Sarah Abdelhamid og Kadir Yorulmaz på 28 år havde egentlig deres ideale bolig på papiret.

Parret har kendt hinanden i 12 år fra gymnasietiden og havde i en årrække boet i en toværelses lejlighed i midten af Indre København.

Problemet var bare, at de boede til leje. Desuden blev de gift for to år siden, og de ønskede derfor at stifte familie, men først ville de gerne have et hjem med lidt mere plads end de 50 kvadratmeter, deres lejebolig bød på.

Derfor virkede det for dem naturligt, at det næste skridt ind i målet om familielivet skulle være at gå fra lejebolig til ejerbolig.

Men det kræver tålmodighed at købe lejlighed i hovedstaden. Parret havde allerede ledt i fem måneder og havde fundet flere lejligheder, der var interessante, men før de kunne nå at tænke over det, var de allerede blevet solgt til en anden.

- Vi har ikke erfaring og ved ikke, hvordan vi skal byde. Vi har prøvet at byde før, men det er svært, når lejlighederne bliver solgt til overpris hver gang, siger Sarah Abdelhamid.

Derfor søgte det unge par hjælp til at finde deres nye hjem hos eksperterne i TV 2-programmet ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’.

Ægteparrets maksimale budget lød på 3,7 millioner kroner, hvilket ifølge programmets ene ekspert Sara Lygum ikke er en særlig stor sum penge, når man taler om det københavnske boligmarked.

Nederst i artiklen kan du gætte, hvilken af de tre boliger parret valgte at byde på.

Herskabelig lejlighed med central beliggenhed

Det vigtigste for parret var helt fra begyndelsen beliggenheden. Et af deres største ønsker var, at lejligheden ikke måtte ligge for langt væk fra Indre København og deres arbejdspladser, som ligger i henholdsvis Carlsberg Byen og Nordhavn.

Desuden ville de gerne have en altan, og så måtte en fremtidig lejlighed gerne have mindst tre værelser.

Et andet af deres ønsker lød på, at lejligheden skulle have et herskabeligt look. Men Sara Lygum måtte dog fortælle dem, at det kunne gøre opgaven med at finde en lejlighed inden for deres budget mere besværligt.

Derfor nedgraderede de til sidst ønsket om en herskabelig lejlighed til blot at være et plus i bogen.

Parrets ønsker:

  • Minimum tre værelser
  • Maksimum 30 minutter til arbejde
  • Altan
  • Herskabelig stil

Ud fra parrets ønskeliste fandt Sara Lygum tre lejligheder, der i større eller mindre grad matchede deres forventninger.

Nedenfor ses beliggenhed og beskrivelser af de tre boliger.

Bolig 1: Lejlighed i Valby med udsigt over Damhussøen

På første fremvisning blev parret trukket længere ud af København, end hvad der var komfortabelt for dem.

På Peter Bangs Vej i Valby – et stenkast fra Damhussøen – skulle de op at kigge på en treværelses lejlighed, der lå på anden etage i en ældre ejendom.

Umiddelbart var alle deres ønsker opfyldt på nær det herskabelige look.

Her var hele to altaner, og altanen bød på udsigt over Damhussøen, hvilket begejstrede parret meget.

- Der kommer masser af lys ind. Det er meget bedre end forventet, lød det fra Sarah Abdelhamid.

Beliggenheden var ikke i top, men lejligheden lå stadig i cykelafstand til både Sarah Abdelhamid og Kadir Yorulmazs arbejdspladser, hvor Sarah Abdelhamid ville få den længste tur til job i form af en tur på 8,9 kilometer.

  • Størrelse: 84 kvadratmeter
  • Rum: To stuer, køkken, soveværelse, badeværelse, to altaner
  • Pris: 3.665.000 kroner

Bolig 2: Nyrenoveret loftlejlighed på det ydre Amager

Anden bolig vækkede ikke den samme begejstring. Beliggenheden lidt længere ude på Amager lå ikke skarpt i forhold til deres ønsker, og udefra lignede bygningen ikke den slags herskabelig bolig, som de ledte efter.

Men indenfor var det en anden sag.

- Hold da op! Det er noget andet. Det ser nyrenoveret ud. Det er sådan noget her, vi gerne vil have, lød det fra Kadir Yorulmaz.

For det var en helt nyrenoveret lejlighed med stort køkkenalrum, altan og så endda jacuzzi på badeværelset, der mødte dem.

Og det imponerede. Til gengæld trak taglejlighedens skråvægge ned.

- Lysindfaldet er dog virkelig godt, lød det fra Sarah Abdelhamid, og Sara Lygum påpegede hurtigt, at det netop er i taglejligheder med skråvægge, at man kan få det her flotte og naturlige lysindfald.

Selvom det unge ægtepar syntes, at lejligheden var flot indvendigt, frygtede Sarah Abdelhamid dog, at der ikke var plads til dem på de 66 kvadratmeter, som lejligheden rummede.

Til gengæld ville parret få rigeligt med budget til at bygge og personliggøre lejligheden, da prisskiltet lå på knap 2,9 millioner kroner – langt under deres budget.

  • Størrelse: 66 kvadratmeter
  • Rum: Køkkenalrum, soveværelse, badeværelse
  • Pris: 2.895.000 kroner

Bolig 3: Bolig tæt på midten af København med stor altan

I den tredje lejlighed, som Sara Lygum havde gravet frem, kunne parret krydse af ved alle deres ønsker.

Lejligheden lå på fjerde sal i den indre del af Amager, 170 meter fra metroen, tæt på byliv og kun omkring 5 kilometer fra både Sarah Abdelhamid og Kadir Yorulmazs arbejdspladser.

- Det er et rigtig godt område, lød det fra Sarah Abdelhamid, der var meget spændt på, hvad boligen kunne tilbyde.

Før de trådte ind i opgangen, måtte eksperten dog fortælle, at prisen på lejligheden lå 100.000 kroner over budget. Men eksperterne var gået i dialog med parrets bank, og på grund af boligens lave ejerudgift havde banken sagt ja til at låne flere penge til Sarah Abdelhamid og Kadir Yorulmaz.

Det første, der mødte parret, da de trådte ind i lejligheden, var den åbne dør til badeværelset. Parret bemærkede, at det havde en smule alternativ dekorering.

- Så er der toilet, lød det fra Sarah Abdelhamid, der dog mente, at det var en fin løsning med vægpynten.

Lejligheden bød derudover på et stort køkkenalrum og en stor altan, og det var et stort plus i bogen.

Men det virkede dog, som om at der skulle laves en del renovering i både køkken og badeværelse, hvis parret skulle flytte ind, mente de. Og det var Kadir Yorulmaz ikke helt tændt på, da prisskiltet på lejligheden allerede sprang deres budget.

  • Størrelse: 66 kvadratmeter
  • Rum: Badeværelse, soveværelse, lille stue, køkkenalrum, stor altan
  • Pris: 3.800.000 kroner

Hvilken bolig ville du vælge?

Hvilken bolig tror du parret valgte?

*Muligheder

Lejlighed i Valby med udsigt over Damhussøen

Nyrenoveret loftlejlighed på det ydre Amager

Bolig tæt på midten af København med stor altan

Lejlighed i Valby med udsigt over Damhussøen

Kort efter, at parret forlod bolig 3, spurgte eksperterne dem, om de var i tvivl om, hvilken bolig de skulle vælge.

Og tvivlen var der. Men kun i et kort øjeblik.

- Vi er kommet til en beslutning. Vi vil gerne byde på lejlighed nummer et, lød det fra Sarah Abdelhamid.

For allerede ved programmets første fremvisning i den store lejlighed i Valby havde parret været sikre på, at de kunne se sig selv bo der.

Begejstringen var heller ikke til at overse, da Sarah Abdelhamid og Kadir Yorulmaz udbrød: Det er virkelig overraskende, at du har kunne finde det her!

Damhussøen vandt over beliggenheden på Amagerbro, som ellers lå tættest på Indre København af de tre boliger, som parret fik fremvist.

Og selvom den tredje bolig samtidig bød på noget lidt herskabelig stuk, kunne den ikke slå to altaner, tre værelser og en gåtur rundt om søen.

Hurtig forhandling

Da parret først skulle ud af deres lejebolig, ville de gerne vente tre måneder med at overtage boligen. Desuden skulle lejligheden i Valby gennem en større renovering af både gulve og badeværelse, og derfor mente parret også, at det ville være rimeligt med et afslag i prisen, der lød på 3.665.000 kroner.

Sara Lygum sagde derfor til sælger, at Sarah Abdelhamid og Kadir Yorulmaz var meget interesserede i boligen, men at der også er noget tålmodighed, der ville blive sat på prøve.

- Det er jo et gammelt badeværelse, og generelt trænger lejligheden lidt. Så de er klar til at købe den til 25.000 under udbudsprisen, lød det fra eksperten.

Det var ikke lang tid, at sælger skulle bruge til at tænke over buddet, for Sara Lygum blev ringet op af dem få minutter efter med godt nyt.

Selvom de ikke kunne få afslag på 25.000 kroner, ville sælger gerne give et afslag på 10.000 og så efterlade dem et helt nyt klædeskab, de havde købt til 12.000 kroner, sammen med en overtagelse på 3 måneder.

- Ej, hvor er det vildt, udbrød Sarah Abdelhamid, mens Kadir Yorulmaz nærmest manglede ord for sin glæde, og der blev herefter skålet i champagne for parrets nye ejerlejlighed.

Tre måneder efter: Renoveringen er i gang

Siden Sarah Abdelhamid og Kadir Yorulmaz deltog i ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, har de nu overtaget lejligheden fra 1. august. Men det har ikke kun været en dans på roser, fortæller de.

For renoveringen, som de først troede kun skulle omfatte badeværelset og køkkenet, endte med at blive udbredt til hele lejligheden.

- Vi havde ikke regnet med, at projektet ville involvere alle rum, men det eskalerede, jo mere vi skrabede i overfladen på lejligheden, fortæller de.

Derfor er de heller ikke flyttet ind endnu. Men renoveringen er i gang, og det ender forhåbentligt med, at resultatet bliver den drømmebolig, som de håbede på at få, da de købte lejligheden.

Det gamle badeværelse, som parret ville have istandsat, er først akkurat begyndt at blive renoveret. Men selvom der har været lidt slinger i valsen, er parret stadig imponeret over, at Sara Lygum formåede at finde lejligheden.

- Vi tror stadig på, at vi ikke ville have nået at se lejligheden, hvis ikke Sara havde sine kontakter, fortæller de.

Men da renoveringen viste sig at være mere omfattende, end de havde regnet med, ville de dog gerne have haft et større afslag i prisen.

Se 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' onsdag klokken 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 PLAY.