Tinder-par med særligt behov for privatliv søgte fælles bolig – gæt, hvilken løsning de valgte
Efter et års forgæves søgen bad kæresteparret om hjælp fra '3 x Beliggenhed' til at finde en bolig med kvadratmeter nok til at matche deres ønsker.
I august 2018 mødte Elisabeth Rosbjørn Eriksen og Simon Toftgaard Jespersen, 31 og 32 år, hinanden via dating-app'en Tinder. Et par måneder senere blev de kærester for alvor.
Men Elisabeth opdagede hurtigt, at det var svært at få sin nye kæreste for sig selv.
- Jeg er bare "+1" altid, og det har du jo lige skullet vænne dig til, som Simon selv udtrykker det i TV 2-programmet 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'.
Simon Toftgaard Jespersen er født med sygdommen muskelsvind, og det betyder, at han er afhængig af en elektrisk kørestol og har brug for en hjælper døgnet rundt.
Da Elisabeth i efteråret 2019 flyttede ind i Simons 78 kvadratmeter store lejlighed i Aarhus C., kom det nyforelskede par derfor snart til at savne den alene-tid, som de brændende ønskede sig. For de havde konstant selskab af en af Simons fire hjælpere, der på skift boede i et værelse i lejligheden.
Parret indså, at de måtte finde en bolig, der var stor nok til, at de kunne indrette deres egen afdeling. Så de kunne få et privatliv.
Efter mere end et års forgæves boligjagt besluttede parret at søge hjælp hos eksperterne i 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'.
Nederst i artiklen kan du gætte på, hvilken af de tre boliger parret valgte at byde på.
Store ønsker til begrænset budget
Udover at parret ønskede sig mere privatliv, drømte de også om at stifte familie.
Så deres første fælles bolig skulle gerne være minimum 145 kvadratmeter stor og helst i ét plan.
Det var også vigtigt for Simon, at han fortsat kunne blive boende i Aarhus kommune, da han gerne ville beholde sin velfungerende hjælper-ordning.
Det var dog nemmere sagt end gjort. For parrets budget lød på 3,4 millioner kroner, og det rakte ikke så langt inden for Aarhus' kommunegrænse.
Ifølge TV 2s boligekspert Christian Borregaard kunne parret derfor ikke regne med at komme til at bo i et af de allermest attraktive områder tæt på byen.
Parrets ønsker:
- Aarhus kommune
- Familievenligt område
- Optimal planløsning
- Fire værelser og to badeværelser
Nedenfor ses beliggenhed og beskrivelser af de tre boligløsninger, som Christian Borregaard fandt til parret.
Bolig 1: Fuldmuret villa med tilbygning og gode renoveringsmuligheder
Den første bolig, parret fik fremvist, lå i Solbjerg 15 kilometer sydvest for centrum af Aarhus, men stadig inden for kommunegrænsen.
Med sine 154 kvadratmeter under tag levede boligen umiddelbart op til parrets ønsker om rummelighed. Huset bød blandt andet på hele to stuer med udgang til terrasse samt et stort køkkenalrum.
Til gengæld var der kun ét badeværelse og tre reelle værelser. Et fjerde værelse fungerede som bryggers.
Det særlige ved boligen var, at den var udvidet fortil med en tilbygning, der p.t. blev brugt som stue med loungemøbler og pejs. Her mente Christian Borregaard, at parret kunne indrette deres soveværelse.
- Det er da sindssygt hyggeligt, udbrød Elisabeth spontant, mens Simon var knapt så begejstret for idéen:
- Det eneste, jeg tænker, er, at det vil være svært for mig at komme ud på badeværelset herfra, indvendte han.
Parret kunne dog godt se muligheder i boligen, der med en udbudspris på 3.245.000 kroner lå pænt inden for parrets budget på 3,4 millioner.
- Størrelse: 154 kvadratmeter
- Rum: To stuer, køkkenalrum, et badeværelse, tre værelser og et bryggers
- Pris: 3.245.000 kroner
Bolig 2: Budgetvenlig villa med ekstra værelse og pavillon i haven
Ved fremvisningen af bolig nummer to skulle parret kun bevæge sig 60 husnumre længere ned ad villavejen i Solbjerg.
Huset var også bygget samme år som det første. Nemlig, 1986.
Her fik parret opfyldt deres store ønske om to badeværelser, ligesom der var hele fem værelser til beboelse samt en uventet overraskelse: En fin have-pavillon.
Elisabeth, der arbejder som servicegartner, havde længe drømt om at få sin egen have, som hun kunne plante sine egne blomster i. Et orangeri stod også højt på hendes ønskeliste - og havepavillonen var et lille skridt i den retning, mente hun.
Selve planløsningen af huset gav desuden mulighed for, at det nemt kunne opdeles i to afdelinger: En afdeling til familien og en hjælper-afdeling.
Eneste minus var, at den eksisterende indgang til huset var svært tilgængelig for en kørestolsbruger. Men her fandtes der også en løsning.
- Det værelse, som er i overskud her, kan bruges til at lave et forbedret indgangsparti med entré, lød forslaget fra boligekspert Christian Borregaard. Og med 250.000 kroner til overs i budgettet burde det være økonomisk muligt.
- Størrelse: 158 kvadratmeter
- Rum: To stuer, køkkenalrum, to badeværelser, fem værelser, bryggers og pavillon i haven
- Pris: 3.145.000 kroner
Bolig 3: Grund til eget byggeprojekt med skræddersyet planløsning
Den tredje og sidste bolig var beliggende i byen Hårup, 20 kilometer nord for Aarhus. Men den fandtes fortsat kun på tegnebrættet.
Boligforslag nummer 3 var nemlig ikke et hus, men en byggegrund. Så Elisabeth og Simon havde dermed mulighed for at skabe deres egen skræddersyede planløsning.
For at give parret en idé om mulighederne viste Christian Borregaard dem et prøvehus, som kunne bygges på grunden.
Prøvehuset var på hele 170 kvadratmeter, med brede døre og ekstra afstivning af spærene, hvilket egnede sig perfekt til henholdsvis kørestolsbrug og opsætning af liftskinner.
En anden fordel ved byg-selv-løsningen var, at parrets budget automatisk blev større:
- Jeg har haft fat i jeres bank, og I kan købe for 3.550.000, når det er et nyt hus, oplyste Christian Borregaard under fremvisningen.
Indenfor dette udvidede budget var der desuden afsat 200.000 kroner til at anlægge en have for samt 100.000 kroner til at bygge et orangeri og eventuelt et skur.
- Størrelse: Byggegrund på 610 kvadratmeter
- Rum: Prøvehus på 170 kvadratmeter med valgfri planløsning
- Pris: 3.550.000 kroner
Hvilken bolig ville du vælge?
Hvilken bolig tror du parret valgte?
*Muligheder
Fuldmuret villa med tilbygning og gode renoveringsmuligheder
Budgetvenlig villa med ekstra værelse og pavillon
Grund til eget byggeprojekt i Hårup
Fuldmuret villa med tilbygning og gode renoveringsmuligheder
Efter præsentationen af de tre boligforslag var Elisabeth og Simon hurtigt enige om at afskrive den sidste løsning med byg-selv-projektet.
Primært, fordi byggegrunden lå 20 kilometer fra Aarhus.
- Jeg har frygten for at blive isoleret i et kæmpehus, når afstanden til Aarhus er så stor. Så jeg er mest til bolig 1 eller 2, sagde Simon Toftgaard Jespersen i programmet.
Da de to øvrige boliger lå på samme villavej, var det ikke beliggenheden, som afgjorde parrets valg. Til gengæld var det de gode renoveringsmuligheder ved Bolig 1, som de faldt for.
De kunne nemlig se potentialet i at lave endnu en tilbygning ved siden af den eksisterende, så planløsningen kom til at passe helt perfekt til deres behov.
- Vi vil gerne udvide huset med en forældreafdeling, der skal bygges ud i forlængelse af det nuværende soveværelse, siger Simon Toftgaard Jespersen til TV 2.
Planen var, at tilbygningen blandt andet skulle indeholde et badeværelse, der er stort nok til, at Simon uhindret kan komme rundt med sin kørestol.
Er ovenud lykkelige
Med hjælp fra Christian Borregaard lykkedes det parret at få handlet huset ned til en pris på 3.170.000 kroner. Det vil sige, at sælger gav et afslag på 75.000 kroner.
Desuden fik de nøglen til huset hele tre måneder før indflytningen, så de havde masser af tid til at male og indrette sig.
- Det har simpelthen fungeret så godt det hele, og vi er bare ovenud lykkelige, lyder det fra en glædestrålende Simon Toftgaard Jespersen et par måneder efter, at han og Elisabeth flyttede ind i huset i Solbjerg 1. juli 2021.
En anden stor fordel ved handelen er den økonomiske gevinst, som ligger i, at parret først skal begynde at afdrage på deres huslån fra 1. oktober, hvor de på papiret overtager huset som de nye ejere.
Det betyder samtidig, at parret har ekstra luft i budgettet til det kommende projekt med tilbygningen, som de nu afventer byggetilladelse til.
Se 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' onsdag klokken 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 PLAY.