Nybyggerne

Her er de største boligtrends lige nu – og fire tips til dit eget hjem

Hjemmet er i højere grad blevet et fælles projekt, der på grund af tiden med corona har fået et øget fokus, mener boligekspert.

Siden coronaens indtog sidste år har mange danskere været nødsaget til at benytte alt fra spisebord til et hjørne af soveværelset som deres nye arbejdsstation.

De nye tider har givet et skred i den måde, vi opfatter vores hjem på, forklarer boligekspert Nicola Kragh Riis fra Nico studio.

Hjemmet er blevet udgangspunktet for hele vores levede liv, og det skal kunne flere ting, end det kunne før. Og den trend ser man også tydeligt i et program som ’Nybyggerne’, forklarer Nicola Kragh Riis.

- Corona har betydet, at vi er meget mere hjemme, og det har givet et øget fokus på hjemmet.

- Det er blevet et fælles projekt, det er noget man gør som familie, og mændene er blevet mere inddraget, når hjemmet skal fungere med hjemmearbejde, forklarer hun.

I listen nedenfor har hun udpeget fire af de centrale tendenser fra programmet, der hitter lige nu i de danske hjem.

I faktaboksen til sidst i artiklen kan du få Nicola Kragh Riis’ tips til, hvad du bør fokusere på i dit eget hjem.

1: Mendfulness

Der er nogle stærke strømninger i tiden omkring bæredygtighed og ressourceforbrug, forklarer Nicola Kragh Riis.

Det har været med til at skabe en bevidsthed om, at det er federe at købe noget, der er i god kvalitet, som kan holde i lang tid, og som man er glad for i mange år.

Genbrug er derfor blevet rigtig populært, fordi man ligesom Caroline og Reece i 'Nybyggerne' kan finde et vitrineskab, der er af rigtig god kvalitet, men blot trænger til at blive sat lidt i stand.

"Mend" kommer fra engelsk og betyder at reparere, og når det sættes sammen med "fulness" leder det tankerne over på begrebet mindfulness.

- Det handler lidt om det samme. Man gearer ned, man fokuserer energien indad og prøver at få mere balance i sit liv.

- Man finder gamle ting og ophøjer dem til kunst eller skatte, for der er ikke andre, der har det samme, det er helt specielt for lige netop dig, siger Nicola Kragh Riis.

Det moderne i dag er, at have et hjem der ikke ser nyindrettet ud. Hjemmet skal være personligt og unikt indrettet, med ting man ikke bare lige kan købe i en butik i morgen.

- Det siger meget om den tid, vi lever i, at individet er meget mere i fokus, end fællesskabet er. Alle synes, de er noget særligt, og de vil bruge deres stemme, som man eksempelvis gør det på sociale medier.

- Det afspejler sig i vores indretning. Tidligere pejlede vi mod fællesskabet. Men nu er det individet, det hele udspringer fra, siger Nicola Kragh Riis.

2: Maksimalisme

Efter krisetider sker der en opblomstring for kunsten, forklarer Nicola Kragh Riis, og det er en tendens, der også slår igennem i folks boligindretning.

Tanja og Jørgen er de bedste eksempler i ’Nybyggerne’ på nogen, der indretter sig maksimalistisk, der i bund og grund handler om ikke at indrette sig klassisk med et spisebord, fire stole og en lampe over bordet.

Der skal være knald på indretningen, der bryder alle regler, og som man for 20 år siden ville kalde for kitch. Det er en indretningsstil, der bevæger sig på kanten af gal og genial, fortæller Nicola Kragh Riis.

Man beklæder vægge med mønstret tapet, man bruger alle mulige farver, man tænker rummene meget mere som et galleri, hvor der skal bo mennesker.

- Det er mennesker, der hviler meget i sig selv og er i kontakt med sig selv, der indretter sig sådan her. De tænker ikke på, hvad der er god smag i andres øjne, de gør det, de har lyst til, siger Nicola Kragh Riis.

Når maksimalisme slår igennem i boligindretningen i en tid under og efter corona, så kan det ifølge boligeksperten skyldes en modreaktion på vores egen dødelighed.

- Vi har fået et signal om, at måske dør vi om lidt, eller også får vi måske taget vores frihed fra os. Så vil vi have det ypperste, så længe vi kan.

- Det er en fandenivoldskhed, der kommer til udtryk, vi vil have det sjovt, imens vi er her. Derfor maler vi en væg knaldblå, for det giver noget energi at være i et hjem, hvor der er farver og former, siger Nicola Kragh Riis.

3: Naturen i hjemmet

Der har igennem noget tid været en stigendende tendens til, at folk flytter ud af storbyerne, men den tendens er blevet accelereret i tiden med corona, fortæller Nicola Kragh Riis.

Folk vil gerne bo i naturskønne områder, og det ses også på den måde, parrene i ’Nybyggerne’ indretter deres huse på.

Caroline og Reece er gode til at bruge meget træ, som eksempelvis deres reol der i stedet for at blive malet får lov at stå i råt træ.

Martin og Lucas bruger natursten på gulvet i køkkenet, og Line og Benjamin indretter sig med planter og plantekasser på væggen.

Alt sammen er det med til at give følelsen af, at naturen smelter sammen med det liv, vi lever, forklarer Nicola Kragh Riis.

- Naturen har noget rekreativt og beroligende over sig, hvor man kan søge trøst. Når det hele er uroligt omkring os, så er det rart at have nogle planter, da de giver nogle nostalgiske og autentiske følelser, siger hun.

Naturen afspejler sig også i de farver, der er oppe i tiden. Man bruger mange farver, men de er afdæmpede som eksempelvis svag lysegrøn eller jordfarver som terracotta og rust.

Som modsætning til tendensen med at bringe naturen ind i hjemmet, nævner Nicola Kragh Riis, hvordan det for nogle år siden var det urbane, som folk ville have indenfor dørene.

Inspirationen til den urbane New Yorker-stil kan spores helt tilbage fra 1960erne, hvor unge kunstnere i New York flyttede ind i nedlagte fabriksbygninger og skabte den cool og rå stil med fritlagte murstensvægge, kabeltromleborde og industrielle lamper, forklarer nicola Kragh Riis.

- Den naturelskende stil, der hylder fred og ro og det poetiske og sanselige står i skarp modsætning til New Yorker-stilen, der hyldede det urbane og industrielle, den evige puls og neonlys, siger hun.

4: 70’erne og 80’erne

Indretningstendenser tager altid afsæt i fortiden. Man ser på, hvad der har været, og bevæger sig et nyt sted hen, fortæller Nicola Kragh Riis.

I de senere årtier er man begyndt at orientere sig meget bagud og genoplive tidligere tendenser for at give dem nyt liv i form af et mere moderne udtryk.

- I øjeblikket ser man meget på 1970’erne og 1980’erne. Det handler meget om legesyghed, hvor man bruger signalfarver og har en konceptuel tilgang til indretning.

- Martin og Lucas har mange referencer til kunst, når de bruger pangfarver som rød, blå og gul. Eksempelvis er kunstneren Yves Kleins stærke blå farve kommet meget frem igen, forklarer Nicola Kragh Riis.

Men hvor den knaldblå farve i 1980’erne kom til udtryk i glasvaser og sofabetræk op imod hvide vægge, så er det i dag væggen, der er knaldblå, hvor sofaen er holdt i beige.

- Det lugter lidt af 1980’erne, men det er blandet lidt med 1970’ernes naturmaterialer. Det er en sanselig 1980’erne, for man har ikke lyst til, at det bliver så koldt som dengang med blankt stål, sorte flader og glas, siger hun.

Fire ting, du nemt kan ordne derhjemme

1. Omfavn det grønne

Du kan beklæde en væg med planter, fylde en vindueskarm med krydderurter eller lave en samling af store planter et sted i stuen, som kan fange øjet, når du slapper af.

Du kan også male en væg grøn, da det giver ro og afkobling fra det digitale liv, som mange danskere lever med computere og skærme alle vegne.

2. Find en væg, du kan give den gas på

Du kan enten male den i en fed farve eller sætte noget spændende tapet op på den. Du kan også lave den om til en gallerivæg, lyder rådet fra Nicola Kragh Riis.

- Det inspirerer, hvis man bliver spærret inde med corona, for det kan pirre øjnene, når man sidder med sine Teams-møder fra klokken 08.00-16.00, siger hun.

Hvis du synes, at det er svært at komme i gang, kan du begynde i et rum, du ikke opholder sig så meget i, for at se om det vokser på dig.

3. Reparer noget

Ligegyldigt om det er et møbel eller noget gammelt tøj, så kig på det en ekstra gang, og overvej om ikke du kan reparere det eller bruge det til noget andet.

Det kan være, at du kan save benene af din gamle stol og hænge sædet på væggen som et natbord. Eller måske kan du sy de gamle jeans om til et computer sleeve.

- Jeg kunne godt tænke mig at udfordre folk i at tænke over, om de kan bruge tingene til noget andet i stedet for blot at smide dem væk.

- Man skal bruge sin fantasi og ikke tænke på tingenes funktion. Tænk i stedet over det materiale, som tingene er lavet i, og find en måde at bruge det på, siger Nicola Kragh Riis.

4. Giv en gammel ting en kongeplacering 

Måske har du en gammel lampe eller en gammel stol gemt et sted. Det kan også være, at du kan finde noget på et loppemarked.

Men ligegyldigt hvad det er for en gammel ting, skal du give den en central placering i hjemmet, eller som Nicola Kragh Riis kalder det – en kongeplacering.

Finalen i Nybyggerne 2021 sendes onsdag 24. november klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 PLAY. Her er det udelukkende op til seerne at bestemme, hvilket af de fire par, der skal vinde deres hus. Der kan stemmes allerede fra klokken 20, hvor sidste afsnit bliver sendt.