Nybyggerne

Seks par har vundet Danmarks vildeste tv-gevinst – det har de gjort med den

Der er sket rigtig meget i livet for mange af de tidligere vindere af ’Nybyggerne’.

Seks tidligere ’Nybyggerne’-par har én ting tilfælles.

De har alle vundet et hus, efter de har slidt og slæbt i ugevis med at indrette det.

Onsdag aften kan endnu et heldigt par kalde sig husejere, når finalen i syvende sæson af ’Nybyggerne’ vises på TV 2.

I år er værdien af huset lige knap 2,8 millioner kroner, og huset ligger i Sønderborg.

Men hvordan går det de tidligere vindere af programmet?

Det kan du få et hurtigt overblik over her.

Lise og Michael vindere af sæson 2

Der er sket rigtig meget i Lise og Michaels liv, efter de i 2016 vandt et hus i Farum.

De er blevet gift og har fået to drenge – Villy, der snart bliver fem år, og Verner, der er halvandet år gammel.

De har startet egen virksomhed, ernæret sig som influencere, skrevet en børnebog, medvirket i et tv-program på TV 2, solgt huset i Farum og bygget et nyt hus i Skørping, hvor de stammer fra.

For nyligt har de lavet deres egen hjemmeside, hvor man kan købe et abonnement for at få del i de gør-det-selv guides, som parret producerer.

Men for lidt over syv måneder siden kom Michael galt afsted, da han kørte mountainbike i skoven.

Han styrtede og slog hovedet, og selvom han bar cykelhjelm, har han fået så alvorlig en hjernerystelse, at han har været sygemeldt stort set lige siden. Han er dog så meget i bedring, at han er startet i et jobafklaringsforløb.

- Det har været meget stressende. Jeg har jo stået med hele virksomheden alene, mens Michael har kæmpet for bare at kunne være noget for familien. Det har været hårdt, fortæller Lise.

Ud over arbejdet med virksomheden har Lise fået, hvad hun kalder sit drømmejob.

Hun er blevet ansat af Børneulykkesfonden som en såkaldt kreahelt, hvor hun tre dage om ugen laver kreative projekter sammen med børn, der er indlagt på Aalborg Universitetshospital.

I fremtiden drømmer parret om at kunne lave mere af det, der gør dem glade, nyde at deres børn er små og forsøge ikke at stresse, fortæller Lise.

- Man kan hurtigt komme til at tage for meget arbejde ind, når man har en mand, der er syg, og man selv arbejder som selvstændig. Men vi vil hellere tjene færre penge og kunne være sammen, end at tjene mere og være væk fra hinanden, siger Lise.

Ida og Mads vindere af sæson 5

Alt er ændret, siden Ida og Mads vandt deres hus i Randers i 2019.

Sådan beskriver parret deres liv her to år senere. I sommer fik de sønnen Kai, de har startet egen virksomhed, solgt huset i Randers og i stedet købt en 50’er villa i Risskov.

- I takt med at både familien og virksomheden voksede, kunne vi se, at pladsen blev knap i huset i Randers. Vi elskede de to år, vi boede der, og det var supervemodigt for os at flytte fra det hus, vi havde lagt så meget kærlighed og personlighed i.

- Det var jo ikke bare vores første hus. Det var et hus, der var spækket med minder fra vores livs største og hårdeste oplevelse sammen: 'Nybyggerne', siger Ida.

Mads er droppet ud af sit studie på CBS for at kunne forfølge drømmen om at få deres fælles virksomheder Taishō og Seramikku op at køre, hvorfra de sælger designplakater og keramik.

- Vi har knoklet for at kunne leve af det i dag. Det har været nogle år med masser af fart over feltet, men vi har elsket det og haft det ekstremt sjovt med det.

- På papiret har vi arbejdet alt for meget, men det har vi gjort, fordi vi har haft det sjovt med det, fortæller Ida, der for tiden er på deltidsbarsel.

Det var lige ved at parret var sprunget fra i sin tid, da de fik muligheden for at medvirke i ’Nybyggerne’, fortæller Ida videre. De brød sig ikke om at skulle på tv, og de gruede for, hvad seerne ville tænke om dem.

I dag er de selvfølgelig lykkelige for, at de tog chancen, og de lægger ikke skjul på, at sejren i programmet har givet deres virksomheder vind i sejlene.

- Vi føler dog ikke, vi har fået noget foræret. Selve det at deltage i 'Nybyggerne' var et ubeskriveligt hårdt projekt, og selv nu, hvor vi har en lille baby og ikke sover om natten, har vi aldrig nogensinde prøvet noget hårdere end at deltage i 'Nybyggerne', siger Ida.

I fremtiden drømmer parret om at kunne blive ved med at leve af deres virksomheder og lave det de elsker – nemlig at være kreative.

Og så drømmer parret om at rejse til Japan og bo sammen med deres søn i periode af deres liv.

Charlotte og Fredrik vindere af sæson 4

I 2018 vandt Charlotte og Fredrik en lejlighed i Hedehusene.

Selvom de var glade for lejligheden, valgte de at sætte den til salg under et år senere, da de havde fået sønnen Viggo Tom og gerne ville bo tættere på familien i Jylland.

I stedet flyttede de ind i et hus tæt på vandet ved Rude Strand syd for Aarhus i 2020. Siden da har de renoveret huset, og for fire måneder siden fik de datteren Alma Margit.

Charlotte er blevet færdiguddannet som antropolog, og Fredrik arbejder som lærer på en specialskole.

Fordi parret vandt i ’Nybyggerne’, har de været i stand til at kunne realisere deres drømme hurtigere, end det ellers havde været muligt, fortæller Charlotte.

- Det er en oplevelse, som vi vil huske for livet, og som vi ofte tænker tilbage på med et smil på læben, siger hun.

I fremtiden drømmer familien om at kunne rejse og skabe en masse oplevelser sammen, fortæller hun videre, og så har hun et godt råd til andre, der overvejer at kaste sig ud i et nybyggereventyr:

- Øvelse gør mester, og de fleste ting kan gøres om. Så man skal ikke være så bange for at give det et forsøg. Ofte kan man mere, end man selv tror, og hvis ikke, så hyr en god håndværker, siger hun.

Sunnvá og Martin vindere af sæson 6

I 2020 vandt Sunnvá og Martin et hus i Silkeborg, men de har kun nået at bo der i nogle få måneder.

Martin skiftede sit job ud som førstestyrmand i Mærsk og startede i stedet i lære som bygningssnedker, og grundforløbet skulle først færdiggøres i København, før parret kunne flytte.

Sunnvá arbejder stadigvæk som tandplejer i København, hvor hun arbejder tre dage om ugen.

Lige efter parret var løbet med sejren i ’Nybyggerne’, kunne de afsløre, at Martin havde været på knæ og friet til Sunnvá.

Derfor har de brugt en del tid siden finalen på at planlægge brylluppet, der skal afholdes til nytårsaften på Færøerne, hvor de begge stammer fra.

Der er også sket en lille familieforøgelse, da parret har fået hunden Tinka. Oprindeligt passede de Tinka en måned henover sommeren, indtil den kunne komme hjem til sin ejer på Færøerne.

Men da ejeren havde en hund i forvejen, og den ikke kunne sammen med Tinka, fik Sunnvá og Martin muligheden for at få Tinka permanent.

- Vi elsker at have hende hjemme hos os. Det altid har været en drøm for Martin at få hund, men det blev først en drøm for mig, da jeg mødte Tinka for første gang.

- Vi er ikke i tvivl om, at vi også gerne vil have nogle børn sammen, men hvornår det bliver, ved vi ikke. Vi tager det, som det kommer, siger Sunnvá.

Parret er faldet rigtig godt til i Silkeborg, fortæller Sunnvá, og de elsker tilværelsen i de naturskønne omgivelser.

I huset har de lavet lidt småjusteringer, siden de vandt det, og inden for den nærmere fremtid skal de i gang med et lidt større byggeprojekt, da gulvet i entréen skal laves om.

Anne og Todd vindere af sæson 3

I foråret 2017 var det Anne, Todd og deres lille datter, Lily, der vandt ’Nybyggerne’.

Allerede undervejs i programmet lagde familien ikke skjul på, at nybyggerhuset lidt uden for Aalborg var placeret helt perfekt i forhold til deres liv og drømme.

Parret lavede små justeringer i huset, efter de vandt det. Blandt andet satte de en væg op igen ind til et rum, så det kunne bruges som kontor og gæsteværelse til den overnattende familie fra New Zealand.

Derudover har de lavet lidt om i stueetagen. Her har de flyttet en væg, så køkkenet er blevet større, og så har Todd haft gang i sit helt store projekt med selv at lægge sildebensgulv.

I februar 2019 blev parret forældre igen til endnu en lille pige, Nora, som blev født lidt før tid, men til gengæld blev taget godt imod af sin storesøster, Lily.

Og i begyndelsen af 2021 fødte Anne parrets tredje barn ­– sønnen Arthur.

I juni flyttede parret fra huset på grund af pladsmangel, men de er kun flyttet to kilometer væk i en 70’er villa.

Anne og Simon vindere af sæson 1

Tilbage i 2013 vandt Anne og Simon et hus til en værdi af 2,9 millioner kroner i Kolding-forstaden Vonsild, da første sæson af ’Nybyggerne’ rullede over skærmen.

Her nåede parret at bo i 1,5 år, før de solgte huset, fordi det viste sig at være for lille til et par med to børn.

I stedet kastede de sig over et stort renoveringsprojekt med et gammelt hus – også i Kolding – fra 1950.

Parret er i dag skilt.

Man er skattepligtig af gevinsten i ’Nybyggerne’, og det mellemværende løses allerede ved indflytning. Derfor får dem, der senere vælger at sælge vinderboligen, det overskydende beløb med sig videre ved et salg.

Se finalen i 'Nybyggerne' onsdag klokken 20:50 på TV 2 og TV 2 PLAY