Sommerdrømme

Disse gør det selv-løsninger får håndværkere til at vende det hvide ud af øjnene

Vi har spurgt tre håndværkere, om hvilke gør det selv-fejl de spotter, når de træder ind i dit hjem.

Det kan være fristende at tage en hurtig genvej, når du ordner gør det selv-projekter i dit hjem.

Men håndværkere lægger mærke til dine overspring og dine smuttere, så snart de træder ind i dit hjem.

Det fortæller bygningssnedker Jacob Carlsson, der er dommer i TV 2 programmet 'Sommerdrømme'. Her er det hans opgave at påpege deltagernes gør det selv-fejl. Og det er svært at lægge helt på hylden, når han træder ind i andres private hjem. Han bliver bakket op af tømrermester Michael Helmark og malermester Jesper Kaufmann Dam.

Nedenfor kan du læse om de syv fejl, som man tit kommer til at begå, når man gør det selv. Fejl, som får de fleste håndværkere til at vende det hvide ud af øjnene.

- Engang var jeg enormt detaljeorienteret, men nu er det bare nogle enkelte ting, som virkelig generer mig, siger Jacob Carlsson med et grin.

1. Fejl på listerne

Der er særligt én fejl, der går igen i de danske hjem.

- Det er utroligt, hvor mange fejl vi håndværkere ser på lister rundt omkring. Det er altid listerne, der er gået galt, og når jeg kommer ind i et rum, er det altid dem, der generer mig mest, siger Jacob Carlsson.

Den mest klassiske fejl er, at man vil save i en liste, når to lister skal samles i et hjørne. Og så skærer man listen i 45 grader – den forkerte vej.

- Jeg laver selv den fejl af og til. Men så er det jo bare at have lister i reserve og rette op på fejlen, griner Jacob Carlsson.

Der er også mange andre fejl, som man kan lave med lister.

- Jeg ser tit, at man har skruet eller sømmet listerne i og så bare malet henover skruer eller søm, og det bliver bare grimt, siger Jacob Carlsson.

Han foreslår, at man derimod limer listerne på, når det er muligt. Det bliver markant pænere. Og er man nødt til at skrue eller sømme listerne på, skal man spartle henover og så male over til sidst.

2. Den dovne gulvlægger

Listefejlene er tømrermester Michael Helmark helt enig i. Dem ser han også konstant, fortæller han.

Selv er en af hans største irritationsmomenter, når folk har været for dovne. Det gælder især ved gulvlægning.

- Nogle gange kommer jeg ud i hjem, hvor man har lagt et nyt klikgulv. Men i stedet for at fjerne gulvet under klikgulvet har man simpelthen bare lagt klikgulvet oven på det eksisterende, siger Michael Helmark.

Det resulterer i, at man i nogle tilfælde kan se de eksisterende lister fra det gamle gulv, der stikker op ved væggen under det nye gulv.

- Det er jo så latterligt. Jeg bliver så træt af at se på sådan noget, siger han.

3. Overblikket har svigtet

Generelt peger bygningssnedker Jacob Carlsson på, at han nemt spotter, hvis der ikke har været overblik i en gør det selv-proces.

Som grundregel skal man prøve at se hele processen for sig, inden man går i gang. Så kan man bryde den ned i mindre bidder i sit hoved, og på den måde undgår man en del svipsere.

Et eksempel på mangel på overblik så han i dette års 'Sommerdrømme', hvor et hold havde lavet en liste på væggen, som de var nødt til at stoppe, da de nåede en stikkontakt.

- Havde de brugt tid på at bruge en 360 graders laser, så de kunne se stregen på væggen i hele rummet, inden de gik i gang, havde de nok placeret listen over eller under stikkontakten, siger Jacob Carlsson.

Generelt ser Jacob Carlsson tit, at man ikke har brugt nok tid på at planlægge, inden man er gået i gang. Og det springer håndværkere i øjnene, så snart de ser gør det selv-projektet.

4. For lidt maling

Malermester Jesper Kaufmann Dam kommer tit ud til hjem, hvor særligt én fejl går igen.

- Den er helt klassisk, at folk simpelthen bare bruger for lidt maling og for få lag, siger han.

Så sker der det, at den underliggende farve kan ses igennem den nye maling.

- En anden fejl i samme tråd er, at man bare køber den billigste maling i Bilka, og så får både døre, karme, paneler og væggene med den samme maling med glans fem. Så kommer jeg ud til et hjem, hvor alt bare er dødmat. Sådan helt kalkagtigt. Det ser jo latterligt ud, siger han.

5. Mangler at spartle under tapet

Jesper Kaufmann Dam ser også tit en anden fejl i forbindelse med malerarbejdet på hjemmenes væggene.

Når folk vil tapetsere, falder nogle i den fælde, at de bare sætter glasvæv op på en rå væg. Man skal derimod spartle hele væggen, så man får en glat overflade at sætte sit glasvæv eller sit tapet på.

- Hvis man ikke spartler under glasvævet, kan man se alle små sandkorn fra den rå væg, og man kan se skidt og småfejl igennem glasvævet, forklarer han.

6. Fliser er sat skævt

Giver du dig i kast med selv at sætte fliser op, er der nogle ting, som du skal have med i dine overvejelser.

Nogle af dette års deltagere i 'Sommerdrømme' havde sat fliser op, hvor fugerne var blevet forskudt. Og det er noget, som alle ser – særligt håndværkere.

- Måske var det flisens vægt, der havde snydt dem, eller måske var der gået noget andet galt, men at fugerne flugter, er ret vigtigt, når det kommer til fliser, siger Jacob Carlsson.

7. Hylderne hænger

En anden ting, som Jacob Carlsson ofte spotter, når han går ind i et rum, er, hvis man har glemt at understøtte sine hylder ordentligt.

- En af mine venner har sat nogle lange hylder op, men i midten hænger de og buer, og det ser jo helt tosset ud, siger han.

Vennen har nemlig glemt at gøre en essentiel ting.

- Han skulle jo have sat en ekstra støtte op under hylden, så den også blev støttet midt på, forklarer Jacob Carlsson.

Jacob Carlsson påpeger, at man også kan vælge noget tykkere træ at bygge hylderne af.

- Jo tykkere, jo stivere. Men det skal selvfølgelig også se ordentligt ud, så det er en afvejning, siger han.

Se alle deltagerenes gør det selv-løsninger i dette års 'Sommerdrømme' på TV 2 onsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY.