Her er de tre største boligtrends lige nu
Spoiler advarsel: I denne artikel vises billeder fra 'Sommerdrømme'. Der kan forekomme billeder fra rum, som endnu ikke er vist på TV 2 og TV 2 PLAY.
Boligtrends går tit hånd i hånd med, hvor samfundet befinder sig. I 2021 var vi midt i en epidemi og hjemsendte fra arbejde. Derfor kom fokus i hjemmet til at handle om det jordnære, det rolige og det sikre, med douce jordfarver og stor glæde ved godt håndværk i bæredygtige materialer.
Men i 2022 skal vi på flere punkter videre derfra.
Det fortæller boligindretningsekspert Camilla Kjems, der er tidligere chefredaktør på magasinerne Femina og Indret.
Hun er netop nu aktuel som dommer i TV 2-programmet 'Sommerdrømme', hvor fire hold indretter hver deres sommerhus og i sidste ende dyster om at vinde huset til en værdi af to millioner kroner.
Legesyg pynt og keramik
- Nu skal vi have legesyge, barnlige, tankevækkende og helt unikke elementer ind i hjemmene, siger Camilla Kjems.
Det kan for eksempel være ens barns hjemmelavede askebæger, en ukendt kunstners værk, som betyder noget for den enkelte, et skørt loppefund eller et atypisk arvestykke.
- Jo mere spraglet og personligt, jo bedre. Det handler om, at vi gerne vil have en masse livsglæde ind i vores hjem efter en periode i samfundet, som på mange måder har været mørk og stadig er det nu med krigen også, siger Camilla Kjems.
Klare pangfarver
Farver har længe været "up and coming", men de seneste år har det i højere grad været mere sikre farver som knækket blå, støvet grøn og jordfarver, fortæller Camilla Kjems.
- Nu ser vi de modige farver gøre sit indtog. Koboltblå, klar pink, knaldturkis, postkasserød, lilla. Alt er tilladt, siger hun og fortsætter:
- Efter den lange nedlukning har mange behov for at "feste" lidt. Også i hjemmet.
Boligindretningseksperten peger på, at man sagtens kan sætte de modige og klare farver sammen, og at det bare handler om at vise deres personlighed.
- Man kan male lofter, karme eller gulve i de klare farver, og alle skøre sammensætninger er tilladt, siger Camilla Kjems.
Made in nature
I længere tid har tendenserne bevæget sig væk fra nyproduceret interiør af plastik, men nu er det blevet så fast en del af indretningstendensen, at det har fået et navn. Nemlig made in nature i opposition til made in china.
Det dækker over, at vi i højere og højere grad bliver opmærksomme på, om træet, vi bygger af, er bæredygtigt dyrket, og om møblerne er lavet uden kemikalier.
Men det er også et udtryk for at hive naturens egne elementer direkte ind i stuen.
- I Anja og Markus' have har de valgt at få en stor sten placeret som en del af indretningen, og det er et godt eksempel på helt konkret at bruge naturen som et centralt element, siger Camilla Kjems.
Gode råd, hvis du vil være med på 2022-trenden:
- Gå en tur på loftet, og find frem dine egne kreationer, fra da du var barn. Vær ikke bange for at hænge en gynge op indendørs eller at bruge møbler på skøre måder. Alt er tilladt.
- Hvad er din yndlingsfarve? Brug den. Og skej gerne ud ved at bruge flere klare farver sammen. Personlighed og pangeffekt er vigtigt i 2022.
- Undersøg, hvor møblerne og interiøret bliver produceret og af hvad, inden du køber nyt. Og vælg de mest bæredygtige udgaver.
Se alle deltagernes indretningspåfund i 'Sommerdrømme' på TV 2 onsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY.