Midtjysk børnefamilie fik hjælp til deres rodede hjem – sådan holder de det i dag
Et halvt år efter optagelserne er der særligt én ting, der udfordrer Tine og Nicolai Brandstrup, når de skal holde hjemmet.
De vidste godt, at de havde mange ting.
Alligevel spærrede 35-årige Tine og 37-årige Nicolai Brandstrup øjnene op, da de fik overblik over alle deres ting i tv-programmet ’Vi drukner i rod’.
Som en del af programmets koncept var alle tingene fra deres 113 kvadratmeter store villa blevet pakket ned, lagt i lange rækker på gulvet i en stor lagerhal og inddelt i kategorier.
Tingene fyldte 236 flyttekasser, og i de kasser var der blandt andet 1120 stykker julepynt, 1617 stykker klippe-klistre-ting og 1791 stykker børnetøj hvoraf 695 stykker var babytøj.
Det på trods af at parrets to børn ikke længere var babyer. Men det mest overraskende var nok alligevel, at villaen også rummede 837 nye ting, der aldrig var taget i brug.
Forsøgte at få styr på rodet
Igennem flere år havde parret været udfordret på en lang række områder, der havde tæret på deres overskud og fået rodet til at vokse.
Deres to børn havde begge haft nogle mindre alvorlige, men længerevarende sygdomme, der havde frarøvet parret fra at sove ordentligt i årevis.
I samme periode var Tine Brandstrup blevet diagnosticeret med både stress og adhd, der har gjort det meget svært for hende at holde daglige hverdagsrutiner.
Tines adhd betød blandt andet også, at hun havde tendens til at købe mange ting, samtidig med at hun havde meget svært ved at beslutte sig for at skille sig af med ting.
Ægteparret havde flere gange forsøgt at gøre noget ved rodet, men lige lidt havde det hjulpet.
Derfor fik søgte de til sidst hjælp i ’Vi drukner i rod’, og det har været den håndsrækning, parret havde brug for.
Med hjælp fra organiseringsekspert Marianne Gammelgaard og tømrer Dennis Nielsen har de fået systemer og rutiner i hjemmet, der den dag i dag stadigvæk er med til at holde rodet nede.
Det har hjulpet
Alle ting i hjemmet har i dag en fast plads, og det gør det nemt for dem at rydde op, hvilket er blevet en del af deres daglige rutine.
Før i tiden havde Nicolai Brandstrup svært ved at hjælpe med oprydningen, da mange af tingene, der rodede, var Tines, og han derfor ikke vidste, hvor han skulle gøre af det.
Men nu, hvor der er et koncept for, hvor alting skal stå, kan han meget nemmere rydde op, forklarer parret.
Efter de fik sorteret ud i ’Vi drukner i rod’, har de langt færre ting, og derfor bliver det meget synligt for dem, hvis der er noget, der roder, og som skal stilles væk.
På grund af sin adhd-diagnose har Tine Brandstrup fået bostøtte fra kommunen. Det er et socialpædagogisk tilbud, hvorigennem hun ugentligt har fået hjælp og støtte til at rydde op.
Den hjælp får Tine dog ikke længere, og da hun også er begyndt at arbejde igen efter at have være sygemeldt med stress, har det været en stor udfordring for hende at fastholde de gode vaner.
Men hun har fundet en god metode, der virker for hende, hvor hun siger til sig selv, at fem minutters oprydning er bedre end nul minutter.
- Rod er ikke et problem længere, og vi begrænser også indkøb af nye ting, fortæller Nicolai Brandstrup.
- Det kan jeg godt mærke på mit humør, tilføjer Tine Brandstrup.
Det har været svært
Udfordringen for familien i dag er især den helt dagligdags oprydning, der til tider bliver presset af manglende overskud.
Derfor handler det om at holde nogle gode rutiner og vaner, forklarer de. Men det er samtidig også der, hvor parret er meget forskellige.
Nicolai Brandstrup trives godt med faste skemaer og strukturer; det kan ligefrem give ham overskud. Der har Tine det lidt anderledes, især på grund af sin diagnose, forklarer hun.
- Det hjælper ikke, at vi laver et skema. Det bliver til en fiasko for mig, når jeg ikke kan trylle overskuddet frem. Jeg skal fastholde mig selv på en anden måde, fortæller hun og fremhæver sin metode om de fem minutter frem for ingen minutter.
Parret kæmper stadigvæk med Marianne Gammelgaards regel om at smide en ting ud, når man anskaffer sig en ny ting. Især når det drejer sig om ting, som Tine kan se et kreativt projekt i.
Men overordnet set er de rigtig glade for alle de systemer, der er blevet lavet i deres hjem, og især entreen fungerer rigtig godt for dem, fortæller de.
Du kan se anden sæson af ’Vi drukner i rod’ på TV 2 mandage klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY, når du vil.