68-årig smed 121 flyttekasser rod ud på tv – se, hvordan det går hende i dag
Når man har levet i 68 år, kan det være svært at ændre vaner. Men Inger-Mitte Svendsen gør, hvad hun kan for at holde rodet for døren.
I ’Vi drukner i rod’, der blev sendt mandag aften på TV 2, fik 68-årige Inger-Mitte Svendsen hjælp til at komme sin rodede lejlighed til livs.
I programmet blev alle hendes ting pakket ned i flyttekasser og kørt ud til en stor lagerhal og derefter lagt ud på gulvet i lagerhallen inddelt og organiseret i kategorier.
På den måde fik hun overblik over alle sine ting, når hun skulle sortere halvdelen fra.
Ved at skære ned på hendes ting kunne organiseringsekspert Marianne Gammelgaard og tømrer Dennis Nielsen skabe opbevaringsløsninger og systemer i lejligheden, der fremadrettet skulle forhindre rodet i at komme igen.
Der blev kørt 231 flyttekasser ud til lagerhallen, og der kom kun 110 retur.
I begyndelsen skulle Inger-Mitte Svendsen lige vænne sig til de nye omgivelser i sin lejlighed, men efter lidt tilvænning er hun blevet rigtig glad for sin nye tilværelse, fortæller hun.
- Jeg har ikke hjertekvababbelser længere, når jeg skal forsøge at finde noget. Jeg kan have mine børnebørn sovende, og de har også godkendt det hele.
- Jeg kommer fra et museum og er gået over til nærmest en minimalistisk stil, så jeg har skullet vænne mig til det, men det føles godt.
Styr på rodet i hovedet
Inger-Mitte Svendsen har egentlig altid været god til at rydde op, gøre rent og holde orden på sine ting.
Men da hun flyttede i lejlighed, fik hun mindre plads, og der meldte problemerne sig for alvor for 68-årige Inger-Mitte Svendsen.
For hun har altid haft rigtig mange ting, men pludselig manglede hun også plads.
Hun bruger selv ordet museum for at illustrere, hvor mange ting hun rent faktisk havde.
Men der skulle gøres op med rodet, fordi hun havde fundet kærligheden igennem Kai Svanberg, som hun gerne vil tilbringe sit livs efterår sammen med.
I fem år har Inger-Mitte og Kai været kærester, og i den periode har Inger-Mitte fået mere og mere styr på det rod, hun fortæller, at hun har haft i hovedet.
En udvikling, hun ikke mindst tilskriver Kais nærvær en stor del af æren for.
For at gøre plads til fremtiden for hende og Kai Svanberg skulle der gøres noget ved situationen i hendes lejlighed, og derfor sagde hun ja til at deltage i tv-programmet ’Vi drukner i rod’.
Svært at holde ekspertens råd
De mange råd og systemer, som organiseringseksperten Marianne Gammelgaard gav videre til Inger-Mitte Svendsen, har ikke alle været lige nemme at overholde, forklarer Inger-Mitte Svendsen.
Nogle af systemerne har hun været nødt til at lave om på. For eksempel har hun stillet sine pæne vinglas tilbage i et skab, selvom de ellers pyntede, når de stod fremme.
Det skyldes ren praktik, fordi hun ikke har gæster særligt ofte, og hun gider ikke at støve dem af hele tiden, forklarer hun.
Hun har også flyttet på en sofa i stuen, så hun ikke sad for tæt på tv’et. Men det er småting, fortæller Inger-Mitte Svendsen.
- Det er en proces. Når man har levet i 68 år, skal der lidt mere indkøring til. Men jeg tænker over Mariannes råd, og jeg har for eksempel ikke købt noget nyt.
- Jeg købte hendes bud på, hvordan lejligheden kunne se ud, og så har der været lidt ”returvarer” efterfølgende.
Men alt i alt er Inger-Mitte Svendsen taknemmelig for det arbejde, der er blevet lagt i at få hende ud af rodet, og hun er blevet langt mere bevidst om, hvad hun egentlig har brug for af ting i sit liv.
- Har jeg brug for at pifte noget op, så gør jeg det. Der kommer bare aldrig så mange ting ind igen, som der har været, siger Inger-Mitte Svendsen.
Du kan se ’Vi drukner i rod’ på TV 2 mandag klokken 20.00 og på TV 2 Play, når du vil.