Fik hjælp til ekstremt rodet hjem ­– nu vågner han om natten, fordi tingene er væk

Hobbyprojekterne er begyndt at finde vej ind i stuen igen, men noget er forandret for altid i Laus Koefoed, efter at han var med i ’Vi drukner i rod’.

62-årige Laus Koefoed forstår slet ikke, hvordan han kunne bo, som han gjorde.

Han beskriver selv hjemmet som ”møgbeskidt” og ”virkelig ulækkert”. Det indså han, da han fik hjælp i programmet ’Vi drukner i rod’, fortæller han.

I dag er han på den ene side lettet over, hvor åbent og behageligt hans hjem er blevet, men på den anden side er der også noget, der nager og stresser ham.

Førhen plejede det at være rodet, der stressede ham. Derfor fandt han tit på undskyldninger for at komme ud og væk fra det 82 kvadratmeter store rækkehus i Rødovre.

Nu påvirker rodet ham på en anden måde. Tomrummet og manglen af alle tingene kan nemlig godt få hjertet til at slå lidt hurtigere, end det plejer.

- Jeg kan ikke forklare det. Jeg mangler det, men jeg mangler det ikke. Jeg har levet så længe i det, at jeg nogle gange vågner om natten, fordi tingene pludselig er væk.

- Jeg savner dem ikke, men det gør kroppen eller hjernen på en eller anden måde. Det tager noget tid. Det er nok bare efterveer, forklarer Laus Koefoed.

Skilte sig af med 80 procent af sine ting

Før i tiden plejede Laus Koefoed at bevæge sig rundt ved hjælp af små stier indenfor i sit rækkehus.

Førstesalen brugte han slet ikke, for der kunne han ikke være på grund af alt det rod, han igennem årene havde samlet sammen.

I mange år sov han på sofaen omgivet af alverdens ting og sager, men alt det er fortid nu, og Laus Koefoed bruger igen sit soveværelse.

Normalt skal de medvirkende i ’Vi drukner i rod’ skille sig af med halvdelen af deres ting.

Det skal de, for at organiseringsekspert Marianne Gammelgaard og tømrer Dennis Nielsen kan skabe nogle holdbare løsninger og systemer i hjemmene, så de ikke længere roder til.

Men i Laus’ tilfælde havde så mange ting, at han var nødt til at skille sig af med mindst 70 procent. Det lykkedes ham imidlertid at lægge næsten 10 procent oveni.

I alt blev der pakket 265 flyttekasser ned i Laus Koefoeds hjem, og der kom kun 56 kasser tilbage.

Hvis nu …

Laus Koefoed har altid elsket at finde ting, sætte dem i stand og sælge dem videre.

Men på grund af nogle bump på livets vej fik han samlet flere projekter sammen, end han havde overskud til.

Deri ligger nogle af de ambivalente følelser, han i dag sidder tilbage med.

- Der er nok lidt ærgrelse i mig. Der var mønt i de ting, jeg skilte mig af med, hvis jeg havde sat dem i stand, fortæller Laus Koefoed.

Men på trods af ærgrelsen har det alligevel været det hele værd at få hjælp i ’Vi drukner i rod’, fortæller han videre.

Han bruger nemlig sit hjem meget mere, nu hvor han bedre kan slappe af.

Han hygger sig med at lave mad og eksperimentere med kombinationer af instantkaffe, og så har han fået samlet lidt projekter ind igen.

Lysten til at skrue på ting og give dem nyt liv er en så stor del af Laus Koefoed, at han nok aldrig helt giver slip på den.

Det bærer hans stue efterhånden igen præg af. Han er for eksempel ved at føre elektricitet ud i haven, og der står et cykelhjul fra en gammel elcykel, der skal have skiftet hjullejet.

Derfor har han hentet noget af sit værktøj ned fra førstesalen, hvor der var blevet indrettet et hobbyrum i ’Vi drukner i rod’.

Det er for besværligt at skulle bevæge sig op og ned hele tiden, forklarer han, og det er i stuen, han godt kan lide at arbejde, da den ligger i forbindelse med haven og køkkenet.

Nu skal han bare have fundet en måde at opbevare sit værktøj og projekter på, så det ikke roder så meget.

Derfor har han planer om at gøre skuret i haven helt færdigt, så han kan have noget af sit værktøj der.

En proces at få styr på tingene

I de første 14 dage efter optagelserne sørgede Laus Koefoed for at holde huset, så det stod nøjagtigt som efter optagelserne.

Førstesalen står stadigvæk mere eller mindre som dengang, men han vil også gerne leve sit liv, sådan som han ønsker at leve det.

Derfor har han efterhånden fået så mange ting ind i stuen igen, at han ikke længere kan vaske gulvet. Sofabordet er også efterhånden fyldt op med ting, han bruger hele tiden.

Forskellen på før og nu er dog, at han er opmærksom på sine omgivelser på en anderledes måde, og han ved derfor godt, at det snart er tid en til en rengøring, hvor han får ryddet alting væk igen.

Afstemning

Hvilket udsagn om rod i hjemmet passer bedst til dig?

Du kan se ’Vi drukner i rod’ på TV 2 mandag klokken 20.00 eller på TV 2 Play, når du vil.