Tablet-debat: Ødelægger de børns evne til at fordybe sig?

”Der findes ingen ægte fritid, når du har en smartphone.”. Sådan skriver den canadiske videnskabsjournalist Michael Harris på sin hjemmeside for si

”Der findes ingen ægte fritid, når du har en smartphone.”.

Sådan skriver den canadiske videnskabsjournalist Michael Harris på sin hjemmeside for sin nye bog ”The End of Absence – Reclaiming what we’ve lost in af world of constant connection”.

Bogen kredser om, hvordan fremtidige generationer af mennesker ikke længere vil kende til den form for fordybelse, hvor man blot befinder sig i sit stille sind, fordi de er online hele tiden.

Spørger man familievejleder Lola Jensen, så er de nye generationers onlineforbrug bekymrende. De mister simpelthen evnen til en lang række ting, forklarer hun i Go’ morgen Danmark.

- Børn går glip af den tredimensionelle verden. De mister chancen for at være kreative, når de keder sig, og ikke ved hvad de skal lave. Dér bliver man kreativ, og finder sine bedste ideer frem.

- Det er nu, vi skal sørge for, at der kommer en generation af folk, der har fællesskab, folk der gider andre mennesker, folk der er sammen på gammeldags vis. Det frygter jeg simpelthen, bliver taget fra dem på sigt siger Lola Jensen.

Hun kan godt forstå, at det som forældre er en nem løsning at lade børn sidde med en tablet, så de selv kan nå deres gøremål. Problemet er, at der hurtigt kan gå fem timer på den måde.

Kortspil eller tablet?
Spørger man Simon Skov Fougt, der er forsker på Institut for Uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet, så bliver man nødt til at forholde sig til de moderne teknologier.

- Det er jo en udvikling, der sker i samfundet lige nu, og den skal vores børn selvfølgelig være en del af. Jeg er helt enig i, at ting skal gøres med måde, og jeg synes absolut ikke, at børn skal spille computer fem timer om dagen.

- Men det er ret besværgeligt at spille 7-kabale i en bus eller i sengen, så der vil jeg helt klart vælge min iPad, når jeg keder mig et øjeblik. Pointen er, at teknologierne er en omsiggribende del af vores hverdag, som vi ikke kan være foruden. Den er her også, når vi lukker øjnene, og vi er selvfølgelig nødt til at forholde os til den ved at interagere med den, siger han.

Se klippet øverst i artiklen, hvor Lola Jensen argumenterer for, at tabet af fordybelsen i det sociale er med til at gøre børn syge, og Simon Skov Fougt der forklarer, hvorfor tablets skal bruges til undervisning, selvom de ikke er med til at gøre børn klogere.

Hvad mener du? Er tablets dårlige for børn? Deltag i debatten på Facebook.