Se hele testen: Kemi fundet i børns chokolade-julekalendere

Se 'Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste' på TV 2 Play

Det er ikke kun sukker, børnenes chokolade-julekalendere er fyldt med. I TV 2-programmet ’Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste’ tester Forbrugerrådet Tænk syv populære chokolade-kalendere. 

Testen afslører, at flere af de populære chokolade-julekalendere i de danske butikker indeholder kemi. Forbrugerrådet Tænk har testet syv forskellige julekalendere. Du kan se hele testen her.

Se resultat fra programmet her. Nederst i artiklen kan du læse resten af testen:

En af de testede chokolade-julekalendere - en 140 grams Smarties-chokoladekalender fra Nestlé - indeholder så meget uønsket kemi, at den ligefrem frafrådes af Forbrugerrådet Tænk.

Ifølge Peter Skjødt, der er testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk, er der tale om et fund af mineralske olier – en gruppe stoffer, der blandt andet kan stamme fra produktion og fra emballagen; genbrugspap lavet af eksempelvis gamle aviser.

- Vi har fundet mineralske olier i alle de testede julekalendere i et mindre omfang, men vi har fundet det i et relativt højt indhold i julekalenderen fra Nestlé, siger Peter Skjødt til TV 2.

Indholdet er ikke direkte skadeligt i de mængder, der er fundet i chokolade-kalenderen, men resultatet er nok til, at Forbrugerrådet Tænks ekspert vil anbefale, at man ikke køber Smarties-kalenderen fra Nestlé, da nogle af de stoffer, som chokoladen indeholder, kan være kræftfremkaldende.

- Det er ikke fordi, ét enkelt stykke chokolade er farligt, men jeg vil anbefale, at man køber en julekalender med et mindre indhold, lyder anbefalingen fra  Peter Skjødt.

- Det er ikke stoffer, vi ønsker at finde i nogle fødevarer – og slet ikke i produkter til børn, siger han til TV 2.

Nestlé svarer på kritikken
Nestlé Danmark har efterfølgende oplyst, at den omtalte julekalender er sendt til test på et eksternt laboratorium, hvor man ikke har fundet spor af de mineralske olier, som Forbrugerrådet Tænk fandt.

- Vi vil gerne forsikre forbrugerne om, at dette produkt er sikkert at spise. Julekalenderen overholder samtlige af myndighedernes krav. Efter, at vi modtog testen fra Forbrugerrådet Tænk – den test, der nævnes i TV-programmet 'Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste' – sendte vi som ekstra sikkerhed kalenderen til analyse hos eksterne, uafhængige laboratorier. Over 20 mere detaljerede analyser viser, at chokoladen er sikker at spise, og analyserne bekræfter ikke testen fra Forbrugerrådet Tænk. Nestlé Danmark har delt analyseresultater med Fødevarestyrelsen, DTU Food og Forbrugerrådet Tænk', lyder det fra Nestlé Danmark i en e-mail til TV 2.

Efterfølgende har Forbrugerrådet Tænk gennemgået resultaterne i samarbejde med testlaboratoriet.  Forbrugerrådet Tænk fastholder, at deres resultat er korrekt.

Her kan du se undersøgelsen:

Disney Milk Chocolate

Foto: Disney/Kinnerton
Disney Milk Chocolate er den bedste chokolade-julekalender i Forbrugerrådet Tænks test.
Den samlede bedømmelse er:
God (80 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Børnene kan godt lide smagen af de små chokolader i denne kalender fra Disney, der findes i et utal af variationer. Chokoladen er den samme, mens forsiden prydes med kendte illustrationer af alt fra Cars, Spiderman, Frozen og Star Wars til de mere kuriøse som Angry Birds og figurerne fra Muppet Show. Kalenderen kan kendes ved hjælp af en stjerne med ordet "Milk Chocolate" i nederste højre hjørne på forsiden og produceres af IFC Germany. Kalenderen ligner til forveksling Disneys kalendere med Star Wars og Frozen, men der er altså tale om en anden producent, engelske Kinnerton, som også har købt rettighederne til Disney-universet, der står bag.

Rosen Garten Økologisk Julekalender

Foto: Rosen Garten
Den samlede bedømmelse er:
God (74 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Skal chokoladen i årets julekalender være økologisk, kan vi anbefale Rosen Garten-kalenderen, som indeholder hele 40 procent kakao. Samtidig kunne børnene godt lide den i smagstesten. De fleste andre kalendere indeholder så lidt som 30 procent kakao, og nogle er helt nede på et indhold på 25 procent. Når kakaoindholdet er så lavt, er sukkerindholdet tilsvarende højere.

Müller & Müller

Foto: Müller & Müller
Den samlede bedømmelse er:
God (72 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Kalenderen fra tyske Müller & Müller findes i mange supermarkeder og bærer forskellige julemandsmotiver på forsiden. Som den eneste kalender har den ikke noget navn på forsiden, der kan identificere den. Ligesom kalenderen fra Lidl ligger denne prismæssigt i den billige ende af skalaen, men børnene kan godt lide smagen af chokoladen.

Disney Frozen/Star Wars

Foto: Kinnerton
Den samlede bedømmelse er:
Middel (59 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Denne kalender fra engelske Kinnerton kommer i to Disney-varianter: Frozen og Star Wars. Helt i tråd med en typisk opfattelse af, hvad drenge og piger kan lide. Chokoladen i de to kalendere er dog den samme, om end i forskellig udformning. Børnene kan godt lide chokoladen, men kalenderen bliver trukket ned i den samlede bedømmelse på grund af indholdet af mineralske olier. Til gengæld er det en forholdsvis beskeden mængde chokolade, børnene får lov at spise i december måned. Blot 1,7 gram chokolade gemmer der sig bag hver låge og altså i alt 40 gram chokolade i hele kalenderen. Der er derfor tale om en relativ lille mængde uønsket kemi i hver chokolade. Kalenderen ligner til forveksling den anden Disney-kalender med 75 gram chokolade fra IFC Germany, men der er tale om to forskellige produkter.

Nestlé Smarties

Foto: Nestlé
Nestlés Smarties-kalender er den dårligste chokolade-julekalender i Forbrugerrådet Tænks test.
Den samlede bedømmelse er:
Under middel (40 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Kalenderen fra Nestlé indeholder chokolade med de små farvede Smarties, som børnene er vilde med. Det er den chokolade, som børnene bedst kunne lide, og det kunne have gjort den til testvinder. Desværre viste det sig, at det var den chokolade i testen, der indeholdt den højeste mængde af uønskede mineralske olier. Det gør, at vi har trukket kalenderen ned på en sidsteplads. Børn spiser kun typisk ét stykke chokolade fra kalenderne hver dag i december måned, og der er derfor tale om en relativ lav eksponering af mineralske olier fra chokoladerne.

Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste

  • I en ny programserie på TV 2 har tv-vært Morten Spiegelhauer allieret sig med Forbrugerrådet Tænk for at afsløre de fælder, du som forbruger risikerer at falde i
  • Gennem otte programmer tester Morten Spiegelhauer sammen med Forbrugerrådet Tænks medarbejdere alt fra vaniljeis over bleer til vaskemaskiner på nogle af de bedste laboratorier i verden. Der bliver stillet skarpt på kvalitet, kemi og pris
  • ’Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste’ bliver sendt mandag klokken 21.50  på TV 2 og TV 2 PLAY