GO'

En æra er forbi: Produktion af kultbil stopper

En æra er forbi. Produktionen af den ikoniske Land Rover Defender stopper mandag efter 67 år på markedet og mere end to millioner solgte eksemplarer.

Den er firkanet. Den har firehjulstræk. Den er helt sikkert ikke den hurtigste i parkeringshuset.

Men den er blevet et ikon, og den er stort set ikke ændret siden, at produktionen af den startede.

Nu er det slut.

Og det er netop modellens ikoniske design, der ligger til grund for, at produktionen stopper.

Det kantede design lever nemlig ikke længere op til EU’s sikkerhedskrav. Derudover overholder bilen ikke den tilladte mængde af forurening. Land Rover vil ikke lave om på bilen, så den opfylder kravene, da det vil ændre bilens sjæl og karater. Derfor er det fra mandag slut med Land Rover Defender.

Land Rover Defender var en succes fra dag et og er blevet brugt til alskens offroad kørsel. Bilen har dog gennem tiden udviklet sig til at være en allroundbil og har de senere år opnået en slags kultstatus. En status, der ikke bliver mindre af, at bilen fra i dag ikke længere produceres.  

Bilen er blandt andet kendt for at være et af dronning Elisabeth den andens foretrukne køretøjer. Udover at være en royal darling i det britiske landskab, så har Defenderen i nullerne været fast inventar hos diverse musikere og andre kendte mennesker verden over.  

Farmerens bedste ven blev allemandseje

Den første Land Rover blev produceret i 1948 med det formål at være behjælpelig i landbruget. Firehjulstræk, lave gear og den boksinspirerede kabine, var det, bilen blev kendt for.

Bilen blev et øjeblikkeligt hit, og de 8.000 eksemplarer, der blev produceret det første år, blev hurtigt udsolgt. Derfor oprustede Land Rover året efter til 24.000 biler. Efter en årrække blev bilen produceret i omegnen af 1.000 eksemplarer om ugen.  

For at opretholde det gode momentum har bilen udviklet sig gennem tiderne. Det var således først i 1990, at navnet Land Rover Defender blev tildelt den model, der kom på markedet det år. Navnet har dog hængt ved siden, og bruges også til at beskrive de tidligere modeller, der ellers gik under navne som Series l og Series ll.

Det var primært motorens størrelse, længden mellem de to hjulaksler og forbedringer i forbindelse med karosseri, affjedring og gear, der adskilte de forskellige modeller. Defenderens udseende er dog blevet bibeholdt, hvilket blandt andet er en af de ting, der ligger til grund for bilens nuværende kultstatus.

- Bilen har fået en kultstatus, fordi den har holdt fast i ikke at være ligesom de andre, siger Karsten Meyland Lemche, der er testkører hos FDM.

Land Rover producerede tilbage i 1970 modellen Range Rover for at komme efterspørgslen på mere komfort til livs. I Range Rover serien er der mere fokus på komfort og luksuriøs interiør end selve off-road delen af bilen. 

Ny bil på vej

I sidste ende blev det netop det ikoniske design, og bilens forurening, der satte det sidste punktum i historien om Land Rover Defender. I 2015 blev bil nummer 2.000.000 i rækken produceret og solgt på en særlig auktion for 400.000 pund, hvad der svarer mere end 4.000.000 kroner.   

Land Rover skulle efter sigende være på vej med en helt ny model. Men hos bilfabrikanten, der er ejet af Ford, holder man kortene tæt ind til kroppen. 

Et vemodigt farvel

Defenderens endeligt er ikke gået ubemærket hen. Således har personer verden hyldet den ikoniske model på diverse sociale medier. Den sidste bil blev produceret mandag, men bilen går med garanti ikke i glemmebogen.