Forbrug

Eva Kruse: Her er mærkerne, jeg savner ved modeugen

De store designere bliver væk fra modeugen, men alligevel mener Eva Kruse og Uffe Buchard, at modeugen stadig er en succes efter ti år.

Når modeugen i dag skydes i gang i København, er det for tiende gang. Og på de ti år modeugen har eksisteret, har den faktisk ændret sig en hel del. De store mærker har nemlig trukket sig.

Før finanskrisen, da modeugen startede, var den præget af shows fra de store danske modehuse. Men under krisen trak de store mærker sig fra modeugen, og de er ikke kommet tilbage her på den anden side af krisen.

- Jeg savner, at vi (den danske modebranche, red.) fortsat har et fælles projekt i forhold til den fremtidige udvikling af modeugen, for mange af de kommercielle brands er ikke synlige på samme måde, som de var. De store og spektakulære shows, hvor vi har kunnet måle os med Paris, de er der ikke, siger Uffe Buchard, kreativ direktør i Darling Creative Studio og medarrangør af Copenhagen Fashion Week.

Eva Kruse: Jeg savner de store mærker

Faktisk er der kun halvt så mange catwalks som tidligere. Men det betyder - ifølge arrangørerne - ikke, at modeugen er mindre succesfuld af den grund.

Eva Kruse, der er administrerende direktør for Copenhagen Fashion Week, mener ikke, at det er antallet af shows, der er afgørende for, om modeugen er en succes. Alligevel er hun er enig i, at de store modehuse mangler.

- Jeg savner Sand, Day Birger Et Mikkelsen, Designers Remix, Mads Nørgaard, Stine Goya og Wood Wood. Der er mange, som jeg synes, er nogle af dem, Danmark er kendt for, og som i disse år ikke har lavet shows, siger Eva Kruse.

Branchen vækster, men...

Den danske modebranche er målt på dens omsætning større end nogensinde. Det seneste år er omsætningen samlet set vækstet med fire procent, mens eksporten er gået fremad med fire procent. 

På trods af væksten i branchen er de to modeuge-arrangører alligevel ikke tilfredse, før alle igen - også de store modehuse - begynder at bidrage til modeugen 

- Vi står ikke med en forkølet modeuge, der åbner i dag. Tværtimod. Vi står med en rigtig, rigtig stærk branche, men derfor kan vi godt fra arrangørs side have lyst til at få noget mere fremdrift i de større mærkers vilje til at lave nogle store arrangementer, siger Eva Kruse.