Forbrug

Valentine-reklame tager nettet med storm: - Vanvittig godt tænkt

En reklame behøver ikke være digital for at blive et hit på de sociale medier. Det viser en ny plakat fra Elgiganten, der får ros på nettet.

- Happy valentine. Uanset hvem du holder af, kan du finde gaven hos os.

Ordene står med stramme sorte bogstaver hen over en stor reklameplakat fra Elgiganten, der illustrerer seks hanstik og hunstik – ledninger - der mødes på kryds og tværs af ’kønnene’.

Det, plakaten vil fortælle, er tydeligt for de fleste, og det er et hit. Plakaten, der blev hængt op i mandags, er på rekordtid blevet det nye store hit på de danske sociale medier.

De fleste roser plakatens budskab om kærlighed på tværs af kønnene:

- Kan I huske de gode gamle dage, hvor folk spurgte om forskel på han og hun stik?, skriver Jacqueline fra Aarhus.

- Best. Valentine's. Advertisement. Ever, lyder det fra Anders fra Frederiksberg.

Selvom plakaten kun hænger 136 steder i landet, og den måske ikke vil blive ’mødt’ af mere end et par tusinde forbipasserende, vil den med stor sandsynlighed nå langt flere. Et billede af plakaten – taget med en Iphone – bliver i skrivende stund delt og liket af flere tusinde på Facebook og twitter, og på den måde spreder den sig hastigt til hele landet.

Ekspert: Det er vanvittig godt tænkt

Morten Saxnæs, der er ekspert i digital markedsføring hos kommunikations- og reklamebureaut & Co., har kun rosende ord tilovers for Elgigantens seneste reklamestunt.

- Det er vanvittig godt tænkt. De får et af deres egne kerneprodukter – et stik – ind i en fortælling om Valentines Day. Det er flot, for den slags kan være rigtig vanskeligt, siger han til TV 2.

Ifølge Morten Saxnæs er plakaten blevet et hit, fordi den ikke ’bare’ reklamerer for Elgigantens produkter, men den taler til mænd og kvinder, mænd og mænd og kvinder og kvinder. Og så er det gjort intelligent og kreativt, og det hele er i tidens ånd, lyder det.

Elgiganten: Danskerne ved godt, at vi sælger elektronik

Hos Elgiganten kan man heller ikke få armene ned over modtagelsen af reklamen.  Her følger man med i plakatens vandring på de sociale medier.

Ifølge Frederik Danvig, der er kommunikationsmanager i Elgiganten, er det det norske reklamebureau, Schjærven, der har fundet på reklamen, der skal afspejle mangfoldigheden i samfundet og signalere, at den også findes i Elgiganten.

- Danskerne ved godt, at vi sælger elektronik og hvidevarer og har gode tilbud. Her var muligheden for en anderledes type reklame, og vi er altid glade for at prøve nye ting i Elgiganten, lyder det fra Frederik Danvig.

-Vi synes den er finurlig og original – og alligevel med en klar reference til de produkter, som vi sælger.

Saxnæs: Eksponeringen er værdifuld

Der er god grund til Elgigantens begejstring. Det mener Morten Saxnæs.

Det er ethvert bureauas drøm, når en kampagne går viral.

Derfor var det nok heller ikke utilsigtet, at plakaten skulle blive ’digital’, selvom den kun findes på tryk, vurderer Morten Saxnæs. Han tror, at det var mediebureauets store håb fra begyndelsen; at plakaten og budskabet ville få den modtagelse, som den og budskabet har fået.

- Det er svært at sige, hvor meget eksponeringen er værd for Elgiganten. Den er jo lige kommet ud, men når levetiden er færdig, begynder man at opgøre medieeksponeringen og måle dens værdi i kroner, fortæller eksperten.

- Men jeg er ikke i tvivl om, at den kommer til at være mange hundredetusinde kroner værd, og både Elgiganten og bureauet kan klappe sig selv på skulderen. Det er godt gjort, slutter Morten Saxnæs.