Franske supermarkeder må ikke længere smide mad ud

Ny lov: Nu må de franske supermarkeder ikke længere smide madvarer og andet ud.

En ny lov sikrer, at de store franske supermarkeder ikke længere har voldsomt madspild. I stedet for at smide uspoleret og usolgt mad væk, skal supermarkederne i stedet donere det til velgørenhed.

Det skriver The Independent.

Det gælder dog ikke alle supermarkeder, men i første omgang kun dem, der er 400 kvadratmeter eller større.

Indtil den nye lov træder i kraft har nogle franske supermarkeder ifølge The Independent hældt blegemiddel over kasseret mad og lagt det i aflåste skralderum for at undgå såkaldte 'skraldere'.

Den nye lov er netop blevet vedtaget enstemmigt af det franske senat.

Jacques Bailey, fra Banques Alimentaires, der er et netværk for en slags madbanker, siger til The Guardian:

- Supermarkeder vil være forpligtede til at underskrive en donation-aftale med velgørenhedsprojekter og organisationer, og derfor vil vi have mulighed for at øge kvaliteten og forskelligheden af det mad, vi får ind, og som vi skal videredistribuere.

Han fortæller også, at disse madbanker i øjeblikket er i underskud af kød, frugt og grøntsager.

- Den nye lov vil forhåbentlig give os mulighed for at presse på for disse produkter.

Ifølge Jacques Bailey er disse madbanker vigtigere, fordi det er deres opgave at sikre kvalitet af de madprodukter, der kommer direkte fra supermarkederne og derefter skal fordeles ud til velgørenhed.

De politisk initiativtagere bag loven vil sigte mod også at nedbringe madspild på restauranter, bagerier, skole- og virksomhedskantiner.

Og hvis det står til fortalerne for den nye lov, så kan den også ende i Danmark. Det forlyder nemlig, at næste mål er at få loven implementeret i EU.