Forbrug

Burberry vil revolutionere: Farvel til den gamle modeuge?

Modehuset Burberry tager konsekvensen af faldende salg og forbrugernes anderledes behov.

Det kommer til at ske ved, at Burberry fra september kun vil fremvise to kollektioner om året modsat de nuværende fire, og samtidigt skifter de to traditionelle kategorier - forår/sommer og efterår/vinter - ud med to ”sæsonløse” af slagsen ved navn ”February” og ”September”, der skal fokusere på, at mærkets kunder befinder sig verden over, hvor klimaet kan være særdeles forskelligt årstidsmæssigt.

De to kollektioner kommer til at indeholde såvel herre- som kvindemode, hvor modehuset tidligere har holdt de to ting separat. Og det er ikke de eneste forandringer; lige efter at kollektionerne har været vist bliver de sat til salg både online og i butikker. Som modekalenderen ser ud lige nu, så bliver en kollektion for forår/sommer 2016 vist frem i efteråret 2015, hvorefter indkøberne begynder at komme med bestillinger og reklamekampagner bliver lavet, så det hele bliver timet til at udkomme og være i butikkerne på samme tid.

Væk med de kreative frustationer
På den måde kommer Burberry til at gøre op med den traditionelle modeuge, der har sin begyndelse tilbage i en tid, før internettet gjorde sit indtog. Derfor er modekalenderen af naturlige grunde ikke indrettet til nutiden og de moderne forbrugere. At tiden bliver kortere fra catwalk’en til butikkerne kan også gøre op med anden frustation omkring det nuværende modeuge-forløb, mener chefdesigner for Burberry, Christopher Bailey:

- Du skaber al den her energi omkring noget, og så lukker du døren og siger ”glem hvad der lige er sket, for det bliver ikke tilgængeligt i butikkerne før om fem-seks måneder”. Og så skal du genskabe den energi igen, udtaler Bailey sig i et interview til modehjemmesiden Business of Fashion.

Kønnene - og mærkerne - smeltes sammen
Burberry har allerede haft for vane at fremvise et par looks til det modsatte køn under London Collections: Men (den britiske modeuge dedikeret til mænd) og London Fashion Week (der har kvinderne i centrum), da Christopher Bailey altid designer til begge køn samtidigt, så på sin vis giver det mening, at smelte de to kollektioner sammen. Samtidigt er Burberry også begyndt at bringe deres undermærker, Prorsum, London og Brit, ind under Burberry-hovedmærket, for at gøre det hele mere simpelt for forbrugeren.

- Da vi i sin tid skabte Prorsum, London og Brit var det meget specifikt. Brit var det afslappede, London var mere formelt og til kontoret og Prorsum var meget mere modefokuseret i anskuelsen. Jeg er ikke sikker på, at det er sådan, at vi lever vores liv mere: i dag er linjerne meget mere udtværet, og folk mixer det mere, siger chefdesigneren til Business of Fashion.

Skiftet vil så også kræve ændrede arbejdsgange i forhold til samarbejdet med leverandører og grossister, og der er stadigvæk mange ting, der skal falde på plads i forhold til de digitale lanceringer, erkender Christopher Bailey til Business of Fashion. Men immervæk lader det til, at der er nye tider på vej i branchen, når et så stort modehus som Burberry rusker op i den normale modeuge.