Her er rådene: Sådan undgår du 'farlig slavekaffe'

De danske supermarkeder er fyldt med kaffe dyrket under slavelignende forhold. Her guider Forbrugerrådet Tænk dig til, hvordan du styrer uden om den.

Den kaffe de danske forbrugere finder på hylderne i supermarkederne er ofte fyldt med bønner, der er plukket under slavelignende forhold og er sprøjtet til med livsfarlige pesticider. Det konkluderer en ny rapport fra Danwatch, der har undersøgt forholdene på kaffefarmene i Brasilien, hvor meget af vores kaffe stammer fra.

Kaffen er blandt andet endt i poser fra BKI, Peter Larsen Kaffe, Nespresso og Nescafé, Gevalia, Senseo, Jacobs, Maxwell House og Tassimo - altså i rigtig mange af de poser, der står på hylderne.

Tjek mærkerne på poserne - kaffen skal helst have alle certifikater

Derfor har TV 2 spurgt Forbrugerrådet Tænk om, hvordan man navigerer uden om kaffen, der er produceret under slavelignende forhold.

- Det bedste, man kan gøre, er at gå efter certificeret kaffe. Det kan være Fairtrade, UTZ, Rainforest Alliance og økologisk kaffe. Kaffen skal helst have alle certifikater - jo flere jo bedre, siger Vibeke Myrtue Jensen, miljøpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

Fairtrade-mærket betyder, at varen er produceret bæredygtigt og etisk. UTZ garanterer, at jordbruget har været bæredygtigt, og Rainforest Alliance garanterer, at produktionen ikke skader regnskoven, som ofte støder op til kaffeplantagerne.

Importørernes ansvar

Forbrugerrådet Tænk oplyser, at kaffen godt kan være produceret uden de forhold, som beskrives i rapporten fra Danwatch, selvom den ikke er certificeret, men for at være på den sikre side bør man altså snuppe en pakke med et af de ovennævnte mærker på, lyder det.

- Man skal jo skabe en efterspørgsel efter det som forbruger for, at det lander på hylderne, siger Vibeke Mytue Jensen, der dog understreger, at det ikke er forbrugeren, der har ansvaret for, at kaffen er produceret under dårlige forhold.

- Det skal være i orden, når det kommer frem på hylden. Der skal simpelthen orden på det her - konventioner skal overholdes, for som forbruger har man ikke en chance for at vide, om man er medskyldig i brud på menneskerettigheder, siger Vibeke Myrtue Jensen.

Enhedslistens Christian Juhl er enig og vil blandt andet have, at danske importører skal forpligtes til at garantere menneskerettigheder, arbejderrettigheder og arbejdsmiljø. Han har derfor kaldt udviklingsminister Kristian Jensen i samråd.

- Vi tager øjeblikkelig action

Ifølge Danwatch er Nestlé fast besluttet på at løse 'dette komplekse problem' i samarbejde med deres leverandører.

- Nestlé har en nul-tolerance-politik over for slavearbejde og kan bekræfte, at vi året før – i 2014 – er stoppet med at købe fra den leverandør, der har købt kaffe fra to plantager, som Danwatch har dokumenteret helt uacceptable arbejdsforhold fra. Indtil da har vi købt fra plantagerne gennem leverandøren. Nestlé kan garantere, at det hos Nestlé er indiskutabelt, at vores leverandører skal overholde national lovgivning og Nestlés forretningsprincipper. Når vi eller andre opdager forhold, der ikke er i orden i vores forsyningskæde, tager vi øjeblikkelig action, siger Nestlé.  

Heller ikke virksomheden JDE - som målt på volumen er den største spiller på det golabe marked for kaffe - kan, ifølge Danwatch, garantere, at deres produkter ikke indeholder kaffe fra de kritisable plantager i rapporten. 

JDE står blandt andet bag Gevalia, Senseo, Jacobs, Maxwell House og Tassimo.