Forbrug

Verdens dyreste hammerslag: Se de 22 fantastiske million-biler

Den store pengepung er fremme i programmet Verdens Dyreste Hammerslag. Her kan du se prisen på 22 million-biler, som bliver vist frem i programmet.

Onsdag aften klokken 21.25 går det løs med sæsonpremieren på ’Verdens Dyreste Hammerslag’

Her undersøger livsstilsekspert Christian Grau, hvad nogle af verdens mest rige mennesker bruger deres penge på i et af verdens ældste og fineste auktionshuse.

I første afsnit af serien, går Christian Grau i hælene på nogle af de købere, der er mødt op i Sotheby’s New York. Her har auktionshuset fragtet 31 milliondyre og ekstremt sjældne luksusbiler op på tiende etage – de skal nemlig på auktion.

Møder købere og millionærer

Christian Grau får lov til at komme tæt på de passionerede samlere, som for rekordhøje beløb køber nogle af klodens mest unikke værdigenstande.

I New York møder han blandt Barbara Regna, som er på udkig efter endnu en bil til sin og ægtemandens samling af Ferrarier, Lamborghinier og vintage-biler.

- Det er geometrien. Den er bare så smuk. Den får mig til at føle mig som James Bonds kæreste, siger Barbara Regna om en grøn Lamborghini Countach fra 1981.

For Christian Grau har det været en stor oplevelse, at være vært på programmet, selvom han også blev overrasket over nogle af bilsamlerne.

- Jeg er jo selv bilmand, så jeg bildte mig selv ind, at jeg kendte til den her verden – bilverdenen. Men det er jo en vild oplevelse, at være så tæt på de folk der rent faktisk byder. Det miljø er helt fantastisk, for det er folk, som har en vanvittig passion, siger Christian Grau om oplevelsen i New York.

- En bil skal jo bruges

Mens de fleste mennesker, som mødte op til eftersynet, virkede til at være ’casual’ bilsamlere, som Christian Grau forklarer det, så gjorde især ét møde indtryk hos den danske livsstilsekspert.

Han mødte nemlig sælgeren af en sjælden italiensk bil fra 1954 - Siata 208S Spider.

- Det var en af dem der gjorde indtryk. Jeg syntes selv, at bilen var fantastisk, og den står i usandsynlig god stand. Men sælgeren går slet ikke op i bilen. Han købte den for at vinde præmier og priser. Det har han gjort nu, og derfor vil han af med den. Bilen var ikke spændende for ham, og derfor solgte han den, siger Christian Grau.

- Jeg blev helt dårligt på hans vegne. For mig er biler en brugsgenstand – og selvom det er en fantastisk brugsgenstand skal man da bruge den, siger Christian Grau.

I programmet følges nogle af hammerslagene på auktionen. Herunder er et overblik over alle de biler, som endte med et hammerslag - nummereret efter hammerslagspris.

VERDENS DYRESTE HAMMERSLAG: Her er bilerne, der var under hammeren

  1. 1.945.000 kroner

    Denne Jaguar fra 1965 har kørt 37.000 kilometer og blev restaureret i 1987. Bilen er designet til at køre race, og er bygget efter aerodynamiske principper.

    Over 13 år blev modellen forfinet, og bilmodellen har leveret fine resultater i internationale konkurrencer.

  2. 1.945.000 kroner

    En del racerbiler blev solgt under hammeren på auktionen. Denne bil er én af dem - den blev lavet i 401 eksemplarer og har en Ford-motor som indmad.

    Der er derfor tale om et italiensk ydre med et amerikansk monster under hjelmen. Den har en topfart på 249 kilometer i timen – og er altså fra 1969.

  3. 2.017.000 kroner

    Der kendes kun til ni eksemplarer af denne specielle cowboy-agtige bil fra 1963.

    Der er brugt over 14 skydevåben i produktionen, og tændingen foregår ved at trykke på aftrækkeren på en af pistolerne – det samme gør sig gældende ved gearskifte, døråbning, tænding af blinklysene og hvis der skal dyttes.

    På kofangeren er der placeret et 1,8 meter langt og ægte texansk ko-horn. 

  4. 2.089.000 kroner

    Denne Ferrari fra 1991 havde kun haft én eneste ejer inden den blev solgt på auktionen for 319.000 dollars (2,1 millioner kroner).

    Ifølge auktionshuset er der uden tvivl tale om et af de fineste eksemplarer af netop denne model. Den blev købt i 1991 af en kvinde, som meget sjældent fik den brugt. Den har derfor stået opmagasineret i størstedelen af levetiden – af professionelle bilpassere.

  5. 2.161.000 kroner

    Denne Porsche er én af de oprindeligt 284 Porsche 911 Turbo. Da den blev bygget var det ikke kun den mest muskuløse, som Porsche rådede over – det var også den hurtigste masseproducerede bil i hele verden.

    Den tog en tur på 0-100 meter på blot seks sekunder, og havde en topfart på 257 kilometer i timen.

  6. 4.862.000 kroner

    Bilen fra 1954 blev oprindeligt bygget af stål, men den spanske bilproducent fandt hurtigt ud af, at trimme bilen ned til et absolut minimum. Da den blev præsenteret var topfarten på 257 km/t.

    Den blev bygget som et modsvar til Ferraris førerposition på racerbanerne verden over, men produktionsprisen var enorm, og der blev kun bygget omkring 84 biler af denne type. 

  7. 5.043.000 kroner

    En Ferrari Dino er en ret ukonventionel Ferrari. Den blev bygget første gang i 1969 og der er kun lavet 253 eksemplarer.

    Dino’en blev oprindeligt tænkt som et sekundært Ferrari-brand. Derfor finder man ikke logoet af en stejlende hest på bilen.

    Den blev bygget mellem 1959 og 1974, og undergik forandringer alle årene. Modellen som blev solgt på auktionen, har kørt 56.000 kilometer.

  8. 5.547.000 kroner

    Denne sorte Ferrari fra 1973 er en ikonisk racerbil. Modellen har kørt i Le Mans, og en bil magen til den solgte endte på andenpladsen i det legendariske løb i 1979.

    Bilen er designet af Leonardo Fioravanti, og formgivningen af bilen har været med til at sætte Ferrari i positionen som førende på racerbilsdesigns. Bilen har gennemgået renovationer siden 1979, men er kun 1 ud af 30 biler på verdensplan, som originalt blev solgt i farven Nero (grålig).

  9. 6.015.000 kroner

    Klassikeren. Porsche 911 bliver stadigvæk solgt i dag – men denne bil er en af de flotteste kendte eksemplarer af RS 2.7, som blev bygget i 1973.

    Tyske Porsche havde brug for at komme ind på racerbilsmarkedet, og tog udgangspunkt i en allerede lanceret 911-model. Det særlige ved netop denne bil er den gule originale farve – de fleste af de mange producerede biler af modellen var i Grand Prix-hvid.

  10. 6.303.000 kroner

    Med en kilometertæller der viser 6031 kilometer, står denne Lamborghini med auktionshusets ord, som ’en af de finest restaurerede Countachs’. Farven på bilen er meget markant – og meget sjælden.

    Lamborghini Countach var den første Lamborghini som fik de karakteristiske døre, som åbner opad – i starten af 70’erne var det utroligt innovativt og nyskabende.

    Bilen bygger på den mere kendte model ’Miura’. Men Countach blev først vist frem i 1971, og blev sat i produktion i 1974. 

  11. 7.024.000 kroner

    Denne luksusflyder er kun lavet i 53 eksemplarer. De blev alle sammen håndlavet ud fra ordrer. I stedet for at have bagsæder blev der fremstillet specielle kufferter, som passede perfekt ind, der hvor bagsæderne normalt er. Kufferterne er i dag 'ekstremt sjældne'.

    En anden simpel, men luksuriøs, detalje er askebægeret, som tømmer sig selv ned i en boks, hver gang låget bliver lukket.

  12. 9.365.000 kroner

    Denne lilla cabriolet er yderst sjælden. Der kendes kun til to eksemplarer af den karet-lignende vogn. Den startede sit liv på de britiske veje og blev først genopdaget i 1978. I dag står den stadig med de originale britiske nummerplader.

    Bilen er designet af amerikaneren Howard Darrin i 1953. Han designede bilen, mens han boede i Paris. 

  13. 10.806.000 kroner

    Denne italienske sportsbil kører på en sjælden Fiat-motor, og bilen på auktionen var den sidste bil, der kom ud fra fabrikken – ud af i alt 33 af slagsens.

    Bilen fra 1954 fik en totalrestauration i 2011, og har vundet flere internationale racerløb og priser.

    Skuespilleren og bilentusiasten Steve McQueen prøvekørte en Siata i 1958, og kaldte den efterfølgende ’min lille Ferrari’.

  14. 11.526.000 kroner

    Rocklegenden Janis Joplins Porsche, som er lakeret i psykedeliske farver, blev ved auktionen i New York solgt for 1,76 millioner dollar (11,5 millioner kroner), hvilket er rekord for netop denne model.

    Den mangefarvede sportsvogn, som oprindeligt var hvidlakeret, er 50 år gammel og af typen 256c 1600 Cabriolet.

    Janis Joplin, der købte Porschen for 3500 dollar (omkring 24.000 kroner) i september 1968, havde en kort og stormfuld karriere. Hun døde af en overdosis heroin 4. oktober 1970, 27 år gammel.

  15. 15.849.000 kroner

    Denne Lamborghini-model har stået i garagen hos både Miles Davis, Rod Stewart og Frank Sinatra. Under kølerhjelmen ligger en V-12 motor, og bilen der blev solgt på auktionen blev bygget i 1972.

    Designet fødte prædikatet ’supercar’ og markerede et paradigmeskifte for design af luksus-biler. Med en pris på 2,4 millioner dollars (15,8 millioner kroner), er bilen bestemt også i den dyrere ende. 

  16. 21.613.000 kroner

    Den italienske Ferrari 250 blev kun bygget I 22 eksemplarer, inden bilproducenten to år senere lancerede GT-modellen. Denne bil fra 1953 er bygget til at køre på vejene, og er i dag en af de mest eftertragtede biler fra Ferrari.

    Bilen, som blev solgt på auktionen, har haft en del ejere, før den kunne sætte hjulene på amerikansk jord for første gang i 60 år. Her blev den solgt til 3,3 millioner dollars. (21,6 millioner kroner)

  17. 21.613.000 kroner

    Denne nyere Ferrari er lavet i 400 eksemplarer – men bilen, som endte med et hammerslag på 3,3 millioner dollars (21,6 millioner kroner), har kun kørt 900 kilometer i alt.

    Derudover har bokseren Floyd Mayweather ejet bilen. 

    I virkeligheden var der kun lavet 399 eksemplarer, men der blev lavet én ekstra - eksklusivt for Pave Johannes Paul 2.

  18. 24.494.000 kroner

    Der kendes kun til tre biler af denne type ud af de fem, som blev bygget I 1933. Der er derfor tale om en vældig unik bil, som blev bygget i USA.

    Den 12-cylindrede bil har automatisk kobling og assisterende bremser. Bilen blev i 1933 sendt til Chicago for at blive udstillet på Chicago World’s Fair.  

  19. Vurderet til 32-46 millioner

    Den blå Ferrari fra 1955 blev ikke solgt på auktionen. Den blev vurderet til mellem 5 og 7 millioner dollars (32-46 millioner kroner).

    Der er ellers tale om endnu et unikum. For det er sjældent, at så gamle racerbiler er til salg. Meget af den klassiske bil består af de originale dele – herunder motoren og farven.

    Bilen blev også solgt til det private marked, og ikke kun til racerbanen.

  20. 37.462.000 kroner

    Endnu en Ferrari på auktion. Denne cabriolet fra 1958 er én ud af omkring 40 eksemplarer.

    Ifølge auktionshuset er der tale om ’prototypen på en topløs gentlemans-Ferrari’.

    Bilen blev sendt fra italien til New York kort efter den blev bygget i 1958, men den har også været en tur i Europa i sin levetid. Her blev den restaureret tilbage til sin oprindelige form, før den nu blev solgt for 5,7 millioner dollars (37,5 millioner kroner). 

  21. 93.655.000 kroner

    Den grønne Aston Martin fra 1962 blev solgt for svimlende 14,3 millioner dollars (93,7 millioner kroner). For den pris fik køberen en racerbil, der har vundet flere store løb i Australien.

    Bilen er kun lavet i 19 eksemplarer, og er den eneste af bilerne, som blev sendt til Australien.

    I de tidlige 60’ere var der gang i en racer-fejde mellem Ferrari og Aston Martin, efter sidstnævnte vandt Le Mans i 1959. De to bilproducenter kæmpede efterfølgende indædte kampe for at lave den bedste racerbil, og DB4GT’en er en udspringer af dén kamp.

  22. 183.708.000 kroner

    Denne 1956 Ferrari 290 MM by Scaglietti er kronjuvelen på auktionen.

    Inden auktionen blev racerbilen vurderet til at kunne slå ny verdensrekord for en bil solgt på auktion – men med salgsprisen på 28 millioner dollars (183,7 millioner kroner), er der stadig et stykke vej til verdensrekorden på 35,8 millioner dollars. (234,4 millioner kroner)

    Men med bilen her, er der da også tale om et unikum. Den er blevet brugt til at vinde fem Formel-1 verdensmesterskaber, og blev kørt af den måske største racerkører nogensinde, Juan Manuel Fangio.

    Samtidig er samtlige dele på bilen hundrede procent originale – bilen står præcist, som den legendariske Enzo Ferrari designede den.

    V-12 motoren fremdrev bilen under mesterskabet i 1956, som Juan Manuel Fangio vandt. Bilen blev bygget alene med det formål at vinde netop dét løb.

    Bilen, der var en af kun fire byggede 290 MM'ere, har aldrig været involveret i et sammenstød, selv om Fangios karriere først sluttede i 1964.

Enkelte biler som ikke blev solgt på auktionen, er ikke medtaget på listen her. Du kan se det fulde katalog over auktionen, som følges i programmet 'Verdens Dyreste Hammerslag' på Sotheby's hjemmeside.