Forbrug

Denne 00'er tatovering er på vej tilbage

Sort tribal kan være på vej til at blive moderne igen.

Det er mere populært end nogensinde at lade sig tatovere. 600.000 danskere har ifølge Miljøstyrelsen en tatovering, og man anslår, at mellem 50.000 og 100.000 danskere får en tatovering hvert år.

I 00'erne var trenden sort tribal hos mændene. Der var rigtig mange, der fik tatoveret det op ad armene. Men de sidste ti år har netop den type tatovering ikke været specielt moderne.

Lars Winther, der er formand for Dansk Tatovør Laug, spår, at lige netop denne trend højst sandsynligt er på vej tilbage.

- Jeg har en formodning om, at sort tribal kommer tilbage inden for de næste par år. Det kom frem i starten af 00'erne, og vi ved jo, at trends som regel vender tilbage.

'Røvgeviret' kommer ikke tilbage

En trend, der var udelukkende udbredt blandt kvinder i 00'erne, er den såkaldte 'Amagerplade', som kvinder fik tatoveret over lænden.

Den tror Lars Winther dog ikke nogensinde vender tilbage.

- I øjeblikket kommer der en del piger og vil have dækket deres amagerplade. Den trend kommer nok ikke tilbage.

Det personlige trender

Men hvad er moderne lige i øjeblikket? Det kan være svært at sige, fortæller formanden for Dansk Tatovør Laug. Årsagen er, at de forskellige trends skifter hurtigere end nogensinde før, fordi man kan dele billeder af sine tatoveringer med hele verden via de sociale medier.

- Trends er næsten ovre, inden de overhovedet kommer i gang. Men der er forskellige trends, og tatovører har oftest en stil, som gør, at de tatoverer bestemte ting - eksempelvis dødningehoveder, vikinger eller farvede blomstertatovering, fortæller Lars Winther, formand i Dansk Tatovør Laug.

Han oplever, at skrifttatoveringer er meget moderne i øjeblikket. 

- Der kommer mange ind i min forretning, som skal have et lille citat, og det er ofte noget, der relaterer sig til deres familie eller noget andet meget personligt.

- Vi vil jo gerne sælge kropsudsmykninger, men mange gange er betydningen af tatoveringen vigtigere end den kunstneriske udførsel.

Paradise Hotel skaber modtrend

Ifølge Miljøstyrelsens kampagne om tatoveringer 'Think Before You Ink' får 54 procent tatoveringer, som symboliserer noget personligt.

For blot nogle år tilbage var mange ivrige for at få tatoveret hele deres arm. Denne trend ser eksempelvis blandt de personer, der deltager i realityprogrammet 'Paradise Hotel'.

Her kan du se et billede af den populære 'paradiso'.

Sportsstjerner starter trends

- Jeg oplevede især mænd, men også kvinder komme ind og næsten være mere fokuseret på, hvor meget blæk de fik tatoveret ind, end hvad motiverne forestillede. Man skulle nærmest bare starte fra håndleddet og så arbejde sig op, fortæller Lars Winther.

Han gætter på, at netop denne trend er startet af kendte - især kendte sportsstjerner.

- Daniel Agger er et godt eksempel. Han har jo nærmest ikke en plet på kroppen, der ikke er tatoveret. Det trækker noget med sig, når stærke profiler viser deres tatoveringer frem.

Men andre typer kendte kan have været med til at sende den overtatoverede krop lidt på retur, mener Lars Winther.

- Når der kommer nogle reality-stjerner med samme type tatoveringer, kan der komme en modtendens, fordi nogle mennesker måske ikke ønsker at identificere sig med dem.

Populært med en underboob hos kvinder

Den mest generelle trend i øjeblikket er, at kvinder og unge piger og drenge vælger at få en tatovering. En lille andel af unge kvinder fik også tatoveret deres arm - et såkaldt sleeve - for nogle år tilbage. Men nu trender en helt anden type tatovering blandt kvinderne. 

Den hedder 'underboob' og er en tatovering under brysterne. Den verdenskendte popstjerne Rihanna har blandt andet haft en i et par år, og noget tyder på, at trenden nu er nået til Danmark.

På billedet herunder kan du se Rihanna posere med sin 'underboob'-tatovering.