Operation X

Spiegelhauer er tilbage: Sådan har jeg det, når jeg konfronterer folk

'Operation X' vender tilbage til TV 2 med nye afsløringer, hvor Morten Spiegelhauer konfronterer svindlere og kriminelle.

Med 78 Operation X-programmer bag sig er afsløringer og konfrontationer for rullende kamera stort set blevet hverdagskost for tv-værten Morten Spiegelhauer. Men selvom han har gjort det et utal af gange, så er det ikke blevet mindre nervepirrende for den rutinerede journalist.

- Når jeg skal konfrontere en person, så går det tit meget stærkt. Og det er som regel en situation, hvor der ikke er tid til, at jeg lige stopper interviewet for at tage et papir op af lommen og tjekke, at jeg har fået stillet de rigtige spørgsmål. Det er simpelthen ikke en mulighed. Så der er en hel masse spørgsmål, dokumentation og fakta, der bare skal sidde på rygraden, siger Morten Spiegelhauer.

Torsdag den 26. maj er Operation X tilbage med nye afsløringer og konfrontationer i programmet "Gratis arbejdskraft for SU-midler".

Hvordan forbereder du dig på at skulle konfrontere en person?

- Der er mange ting, jeg skal huske, når jeg står i situationen. Jeg har derfor fundet frem til en række memo-teknikker, som er et huskesystem, jeg bruger, når jeg skal forberede mig på en konfrontation. Teknikken fungerer ved, at jeg forbinder hvert spørgsmål eller dokumentation med et billede, som er let at huske. For eksempel i det kommende 'Operation X'-program konfronterer jeg en arbejdsgiver, der tvinger sine medarbejdere til at hæve hele deres løn og betale den tilbage kontant. Der forestillede jeg mig, at jeg selv var nede og hæve kontanter. Og ikke bare almindelige kontanter, fordi så husker man det ikke. I stedet forestiller jeg mig, at den pengeseddel, der kommer ud, er 1,5 meter lang. Det gør, at jeg helt sikkert husker spørgsmålet: ”Hvordan kan du forlange, at dine medarbejdere hæver hele deres løn og betaler den tilbage?”. Så det er blevet en fast del af min forberedelse.

Hvordan har du det i minutterne inden en konfrontation?

- Jeg er altid nervøs, når jeg skal lave en konfrontation. Det kan være alt fra bare lidt sitren i hænderne og lidt svedige håndflader til at få pletter for øjnene og blive helt stakåndet.

- Den værste gang var, da jeg stadig var forholdsvis ny på 'Operation X', og vi skulle til at konfrontere, der måtte jeg simpelthen ned og sidde og have hovedet ned mellem benene, fordi jeg var bange for, at jeg ville besvime.

- Heldigvis så kan man lære at håndtere de reaktioner, som kroppen giver, så man ikke ligner en, der er rigtig nervøs. Derfor prøver jeg bevidst at trække vejret langsommere, end jeg ellers ville have gjort. Og hvis man ved, at man kommer til at tale rigtig hurtigt, så kan man med vilje tale langsommere. Så kan andre folk ikke høre, at man er nervøs. Og det er en kæmpe fordel, når man står og skal til at konfrontere.

Er det blevet sværere eller lettere med årene?

- Det er blevet meget sværere. Da vi startede for 12 år siden, der havde vi mulighed for at få folk i tale og spørge dem, om de havde lyst til at medvirke i et interview. Og så sagde de oftest ja, fordi de dengang troede, at man ikke havde noget på dem. De tænkte, jeg kan sgu ikke blive opdaget i det her. Men når vi så i interviewet fremlagde dokumentationen, så kom det totalt bag på dem, at vi havde beviser for, at de svindlede. Så blev de jo oftest sure eller løb deres vej. Men i dag ved de godt, at når Morten Spiegelhauer træder ind ad døren, så er det kun fordi, 'Operation X' har den dokumentation og de beviser, der skal til. Så det er svært at få folk i tale i dag.

Hvad er det hårdeste ved at skulle konfrontere?

- Der hviler et stort pres på mine skuldre, når en af journalisterne på 'Operation X' har siddet med historien i flere måneder, og jeg skal træde ind i det afgørende øjeblik. Så er det mit ansvar at få den sidste del af historien hjem i konfrontationen. Man kan ikke få et nyt forsøg, så den skal bare sidde i skabet.

- Derudover synes jeg, det er vigtigt at huske på, at den jeg står overfor, er langt mere presset end mig. Så det er en situation, hvor det er vigtigt at sætte det i perspektiv, for det er endnu mere hårdt eller ubehageligt for dem, jeg konfronterer. Det kan have kæmpe konsekvenser for dem. De kan risikere at miste hele deres indtægtskilde, deres job eller måske sociale relationer. Det er det allervigtigste at huske på, når vi taler om konfrontationer. Derfor er det vigtigt, at det bliver sobert. Vi laver konfrontationen for at få svar på nogle spørgsmål, og fordi vi er forpligtede til at fremlægge materiale og forholde personen til det.

Hvilken konfrontation husker du bedst?

- Det er konfrontationen med Rudi Frederiksen, som var sikkerchat-konsulent. Han skulle sikre, at unge piger ikke blev udnyttet på nettet af gamle, perverse mænd. Og så viser det sig, at han bruger sit arbejde til selv at komme i bukserne på de unge piger. Vi brugte en ung kvinde som muldvarp. Rudi Frederiksen lovede hende en modelkarriere, hvis hun til gengæld indvilligede i at have sex med ham, mens han optog det på sit videokamera. Og da han har lynet bukserne op, der kommer jeg ind med kameraholdet, stopper det og konfronterer ham med, hvordan han manipulerer unge piger til at gå i seng med ham. Det var meget dramatisk, fordi de ting han havde gjort, var så moralsk forkastelige. Det var en voldsom oplevelse. Hele holdet var alle sammen dybt rystede efter konfrontationen.

Se 'Operation X: Gratis arbejde for SU-midler' torsdag d. 26. maj kl. 20.00 på TV 2