Forbrug

Rema 1000-købmand til kamp mod madspild: - Det hele blev revet væk på ti minutter

Købmand Brian Foged Lind delte i dag ud af madvarer, der ellers skulle være smidt ud. 'Rent win' mener ekspert i madspild.

- Det skal jo alligevel smides ud, så hvorfor ikke prøve at give det væk?

Sådan tænkte Brian Foged Lind, købmand i Rema 1000 i Risskov, da han i onsdags vidste, at han stod med en lang række varer, der på grund af Grundlovsdag stod til at skulle smides ud.

Derfor fik han sin medarbejder til at filme en video, hvor han tilbyder kunderne at kigge forbi søndag mellem klokken otte og ni, så de varer, der ellers skulle være smidt ud, ikke går til spilde. Videoen har fået over en million visninger. 

- Jeg håber virkelig, at det har skabt noget opmærksomhed og har fået andre købmænd til at tænke 'Vi gør det samme' i stedet for at smide maden i skraldespanden, siger Brian Foged Lind til TV 2.

Se Rema 1000s video her. 

Et godt initiativ - og god reklame

Selina Juul, der er stifter af foreningen 'Stop spild af mad' mener, at købmand Brian Foged Linds initiativ er 'rigtig godt' og håber, at det vil inspirere andre til at gøre det samme. 

- Supermarkederne kan jo lige så godt beslutte sig for, at maden i stedet for at gå til spilde, kan blive delt ud, siger Selina Juul til TV 2. 

Det er et rent 'win win' for butikkerne. Deres mad går ikke til spilde og de får god reklame ud af det, fordi folk synes det er en god ide.

Selina Juul, stifter af foreningen 'Stop spild af mad'

Hun fortæller, at madspildet i Danmark over de sidste år er mindsket med 25 procent. Samtidig er der startet en bølge, hvor rigtig mange mener, at det er almindelig sund fornuft at mindske madspild.

- Det er et rent 'win' for butikkerne. Deres mad går ikke til spilde og de får god reklame ud af det, fordi folk synes, det er en god ide, siger Selina Juul.

Selv om Rema 1000 i Risskovs video er blevet set over en million gange, er det ikke reklamen, der for købmand Brian Foged Lind har drevet værket. 

- Som udgangspunkt var det ikke ment som reklame eller for at gafle en masse kunder. Det har været for at fortælle, at der er meget ude i det danske land, der bliver smidt væk, fortæller han.

Afstemning

Hvad synes du om, at supermarkeder giver mad væk gratis, der alligevel snart bliver for gammel?

Flere mennesker strømmede til

I dag mellem otte og ni kunne man så kigge forbi Brian Foged Linds butik. Her strømmede folk til allerede inden klokken blev otte. 

- Det tog ti minutter, så var alle kundevognene tømt. Der var rigtig mange mennesker, fortæller han.

Brian Foged Lind opfordrede de mange mennesker til at tage varer med mådehold, da ingen jo 'har brug for 100 bananer'. Og ifølge købmanden, var folk gode til at dele - også selv om en del gik forgæves efter de ti minutter.

- Der var en super steming. Solen skinnede, der var høj disciplin og flere tilkendegav, at det var et godt initiativ, siger Brian Foged Lind. 

Se Rema 1000 i Risskov dele madvarer ud i videoen øverst i artiklen.

Flere mennesker stod i dag klar til at tage i mod de varer, som Rema 1000 ellers skulle have smidt ud.

Frivillighed er vigtig

I Frankrig har vedtaget en lov, der tvinger supermarkederne til at give deres overskydende mad til organisationer eller biogas. Her kan man risikere en bøde på op til en halv million eller fængselsstraf, hvis man ikke overholder lovgivningen.

- Jeg tror, at hvis vi tvinger mindre madspild igennem med love, straf og bøder, bliver det en sur pligt for supermarkederne. Frivillige initiativer er meget bedre end love og fængsler. 

- Frivilligheden vil forsvinde, hvis man begynder at lovgive. Og jeg tror, at det er bedre, når supermarkederne selv kan bestemme, hvad de vil gøre, siger Selina Juul.

Afstemning

Franske supermarkeder skal give deres ekstra mad væk. Skal man indføre noget lignende herhjemme?

Gjorde det samme i pinsen

Faktisk har købmand Brian Foged Lind prøvet at dele ud af sine varer før. For i pinsen gjorde han nemlig det samme, hvor han for første gang lagde en video op. Her kom folk glade forbi og fik nogle af de varer, som ellers skulle være smidt ud på grund af udløbsdatoer. 

- Jeg har masser af erfaring i den her branche, og der er rigtig mange steder, hvor man bare smider varerne ud.

- Så jeg tog en beslutning om, at der er så meget madspild, og mange, der ikke har så mange penge at gøre med, fortæller han.

Bagtanken med det hele har også været, at det kunne være fedt, hvis andre købmænd rundt omkring i landet også var med på det

Selina Juul, stifter af foreningen 'Stop spild af mad'

Og noget tyder på, at Brian Foged Lind har inspireret andre Rema 1000 butikker landet over, for blandt andet Rema 1000 i Ølby giver også ud af deres overskydende varer. Også Kiwi i Aalborg har delt ud af deres varer for at undgå madspild.

- Jeg kan se, at flere af mine Rema-kolleger er hoppet på vognen. Så der er mange, som får en god dag i dag, siger han. 

På søndag holder min butik grundet lovgivning lukket - vi giver derfor de varer væk som alligevel skulle have været smidt ud. Tidsrummet 09.00-10.30. DISCOUNT MED HOLDNING󾮗󾮗󾮗 ( må gerne deles)

Posted by Kasper Møller Madsen on Friday, June 3, 2016

Fortsætter med at give gratis mad

Står det til Brian Foged Lind - og hans souschef - bliver Rema 1000 i Risskov fremover ved med at give ud af den mad, de ellers skulle smide ud under helligdagene. 

- Bagtanken med det hele har også været, at det kunne være fedt, hvis andre købmænd rundt omkring i landet også var med på det, siger han. 

Rema 1000 i Risskov bliver ved med at dele ud af den mad, der ellers skulle være smidt ud.