Forbrug

Møbel til 20.000 kroner røg i genbrugspladsens container: Jeg blev tosset

Erik Christiansen, er kendt som 'Kræmmer-Erik' fra TV 2-programmet 'Fantastiske fund', der sendes på TV 2.

'Kræmmer-Erik' fandt et møbel til mange tusinde kroner på en genbrugsplads, men det fik han ikke lov til at beholde.

Bør der genbruges mere på landets genbrugspladser?

Det mener man i Aalborg Kommune, hvor renovationschef Carsten Iversen ifølge DR Nordjylland har erklæret krig mod skiltet, hvor der står "klunsning forbudt".

Han mener, at det er paradoksalt, at man ikke må klunse på landets genbrugsstationer, når samfundet ønsker at genbruge mere.

Erik Christiansen, bedst kendt som 'Kræmmer-Erik' fra TV 2 FRI, er helt enig.

Har mærket det på egen krop

Som gammel kræmmer gør det nærmest ondt, når han ser ting, der kan sælges videre eller anvendes, blive brændt, kvast eller smeltet.

- Det er fuldstændigt tåbeligt, at man ikke må genbruge de ting, der bliver henlagt og smidt på en genbrugsplads. For mig giver det sig selv. Det er en gen-brugs-plads, siger Erik Christiansen til TV 2.

For ham er det næsten personligt. For Erik Christiansen har selv oplevet, hvordan klunsereglerne på en genbrugsplads kan spænde ben.

Jeg er ved at læsse ting af min trailer, da jeg ser en stor lastvogn bakke hen til en container til stort brandbart, og i vognen ser jeg en stor flot Wegner-skænk.

Erik Christiansen, kræmmer

Fandt et møbel til 20.000 kroner

Hændelsen fandt sted for nogle år siden, men den står stadig lysende klart i 'Kræmmer-Eriks' hukommelse.

- Jeg er ved at læsse ting af min trailer, da jeg ser en stor lastvogn bakke hen til en container til stort brandbart, og i vognen ser jeg en stor flot Wegner-skænk. Det er et møbel, der er 20.000 – 25.000 kroner værd. Det ser jeg lynhurtigt, så jeg skynder mig at sige til folkene i lastvognen, at jeg meget gerne vil have den, fortæller han til TV 2.

Og Erik Christiansen var heldig. 

Mændene i vognen gav ham lov til at overtage det gamle møbel – kvit og frit.

Og efter nogle forhandlinger med en af genbrugspladsens pladsmænd, fik han lov til stille skænken ved siden af containeren, mens han tømte sin egen trailer. For at få plads, forklarer han.

Men alt imens Erik Christiansen tømte sin egen trailer, gik det galt.

Skænken røg i containeren

Da han kom tilbage med den tomme trailer, stod det værdifulde Wegner-møbel ikke længere ved siden af containeren.

- Seks til syv minutter efter, at jeg har fået skænken, ser jeg den svæve i luften og blive kvast – smidt og mast ned i containeren med stort brandbart, fortæller Erik Christiansen.

En anden af genbrugspladsens medarbejdere havde besluttet sig for, at møblet skulle destrueres. Sådan var reglerne på pladsen. Så sådan det blev det.

- Jeg blev naturligvis tosset.

- Jeg var så tosset, at jeg efterfølgende skrev til den daværende borgmester i Egedal Kommune, men han kunne jo bare sige, at pladsmanden bare havde fulgt reglerne. Og det måtte jeg jo give ham ret i, siger Erik Christiansen.

Du må ikke klunse

På nogle genbrugssteder er det tilladt at hente ting, der står i et afgrænset område, men de genstande, der bliver smidt eller stillet ved containerne skal ifølge reglerne destrueres.

Jeg kan godt forstå, at der er nogle mennesker, der gerne vil have, at deres ting skal kvases – hvis det nu er oldemors gamle lænestol.

Erik Christiansen, kræmmer

Nogle steder anses det for at være tyveri, hvis man tager genstande fra genbrugspladsernes containere. 

I yderste konsekvens kan man blive retsforfulgt for at stjæle, hvis man tager ting, der er stillet til storskrald eller klunser på genbrugsstationerne.

Ifølge Tine Nielsen, der er ekspert ved Bolius, kan reglerne variere en smule fra kommune til kommune, men som hovedregel må man ikke samle andre borgeres kasserede ting for at sælge eller bruge dem - lige meget hvor tingene står.

Hovedreglerne er som følger:

  1. Tag ikke møbler og ting, som folk har stillet klar til storskrald i deres indkørsel. De står på privat grund, og derfor må du ikke bare gå hen og tage dem. Men prøv at spørge ejerne om lov.
  2. Tag ikke møbler og ting, som er stillet ud på fortov, vej eller i en container til afhentning af kommunen, fordi det så er kommunens ejendom. I praksis kan du godt spørge ejerne, der har stillet tingene til storskrald, om du må få det. Selv om det er kommunens ejendom, er det ikke noget, kommunerne vil reagere på, oplyser de kommuner, som Bolius har talt med.   
  3. Hvis du ser en person, der tager ting, der er stillet til storskrald, kan du melde det til politiet.
  4. Kluns ikke på genbrugsstationerne. Hverken fra containerne eller direkte fra folk, der kommer og afleverer deres ting.

Hvis det er oldemors lænestol

Erik Christiansen kan godt forstå, at der sættes grænser for, hvad man må tage og ikke må tage på en genbrugsplads. 

Dog mener han, at der er behov for en forandring nogle steder i landet.

- Jeg kan godt forstå, at der er nogle mennesker, der gerne vil have, at deres ting skal kvases – hvis det nu er oldemors gamle lænestol, som man ikke vil have, at andre bruger – men der skal være mulighed for at stille sine genstande et sted, hvor andre kan afhente dem, lyder det fra Erik Christiansen.

Her finder Kræmmer-Erik sit guld

Selv afhenter 'Kræmmer-Erik' ikke genstande fra genbrugspladserne.

- Mange steder står der jo skrevet med store gule skilte, at det er ulovligt at klunse, og at det vil blive politianmeldt, hvis man gør det, fortæller han.

Han gør derfor sine fund på de loppemarkeder, der er arrangeret af frivillige organisationer som Lions eller landets spejdere.

De har nemlig fået lov til at hente møbler og andre genstande på landets genbrugsstationer. Og én gang om året fylder de en kæmpe sportshal, hvor man kan gøre nogle fantastiske fund, lyder det fra Erik Christiansen.

Seks råd fra kræmmeren: Sådan skal du gå på loppemarked

  1. Kom meget tidligt eller sent

    Hvis du vil gøre et kup, skal du helst være den første på pletten. Er du en af de første, kan du se det hele an. Ved de store loppemarkeder skal man stå forrest i køen, når de åbner dørene. Hvis det er et loppemarked på et torv eller et marked, skal man dukke op cirka 30 minutter, inden den officielle åbningstid, mens sælgerne pakker deres varer ud. Her er det helt i orden, hvis du byder på en vare.

    En anden strategi kan være, at du dukker op lige før lukketid, hvor folk måske er desperate for at komme af med deres ting. Men her skal du dog være opmærksom på, at alle de gode ting kan være solgt.

  2. Vær målrettet

    Her ses Kræmmer-Erik - klar til at gøre endnu en god handel.

    Vær klar over, hvad du søger, inden du møder op med pengene i lommen. For du kan nemt blive revet med, og så ender du nemt med at købe noget, du ikke kan bruge. Enten fordi, du blev inspireret, eller fordi det var et godt køb.

  3. Gør dit hjemmearbejde

    Læs om de ting, du søger. Find ud af, hvad de er værd og find din maksgrænse, inden du går på loppemarked. Du kan meget nemt lade dig rive med og komme til at betale overpris, når du finder den genstand, du søger.

  4. Glem dankortet

    De fleste kræmmere tager ikke imod dankort, men Mobilepay er blevet populært.

    På et loppemarked afregner man typisk med kontanter eller Mobilepay. En håndholdt dankortterminal koster en formue at eje eller leje, og derfor bruger 95 procent af sælgerne mobilbetaling.

  5. Prut ikke for hårdt

    I lande som Kina og Japan skal man forhandle benhårdt om prisen, der sagtens kan ende med at blive halveret. Sådan er det ikke i Danmark.

    Typisk vil en dansk kræmmer gå mellem 10 og 20 procent ned i pris, så hvis du kommer og siger, at du vil give 40 kroner for en genstand, der er sat til salg for 250 kroner, risikerer du, at sælgeren bliver stødt, og forhandlingen bryder sammen, inden du kommer i gang.

    Derudover er et godt råd, at du godt kan tillade dig at starte dit bud med et rundt tal. Er en vare sat til salg for 200 kroner, skal du ikke byde 180 - byd 150 kroner.

  6. Bevar roen og spil kostbar

    Har du fundet drømmeuret på loppemarkedet, kan det være en god idé ikke at vise sælgeren, hvor meget du gerne vil eje det. Spil kostbar, lyder rådet fra 'Kræmmer-Erik'.

    Lad være med at vise den helt store begejstring for den vare, du gerne vil købe. Begynd eventuelt at gå længere væk fra varen, du gerne vil have, hvis du ikke kan presse den ned i pris - og lad kræmmeren tage kontakt igen. Vis eventuelt, at du er på vej væk, men vær ikke offensiv.

    Og husk, det er altid en fordel for dig, hvis du er på god fod med kræmmeren.

Guiden er skrevet på baggrund af et interview med Erik Christiansen, der medvirker i TV 2-programmet "Fantastiske Fund".