Forbrug

Nye regler for betalingskort træder i kraft i dag - det vil de betyde for dig

Fremadrettet får du mulighed for selv at vælge, hvad du vil betale med, når du hiver dit Visa/Dankort op ad lommen.

Torsdag er der kommet nye regler for dit betalingskort.

Fra den 9. juni må butikkerne ikke længere have betalingsterminaler stående, hvor kunderne kun kan vælge Dankort-delen, når der betales med et visa/dankort.

Her er dine rettigheder

  • Butikkerne må ikke opkræve gebyr, når kunden betaler med debetkort (Dankort eller Visakort).
  • Hvis butikkerne opkræver gebyr, når kunden betaler med kreditkort, skal butikken oplyse gebyrets størrelse.
  • Gebyret, som butikken opkræver hos kunden, må ikke være større, end det den selv betaler til indløseren.
  • Hvis kunden ikke har valgfrihed, når kunden benytter et co-badged betalingskort (fx Visa/Dankort), kan kunden klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det danske dankortsystem, hvor man automatisk betaler med Dankortet, bliver nu lavet om.

Fremadrettet skal kunderne selv kunne bestemme, om det er Visa-delen eller Dankort-delen, der skal anvendes, når der skal betales i butikkerne i Danmark.

Nederst i artiklen kan du teste din viden om betalingskort - har du styr på sagerne?

Du behøver ikke tage stilling - endnu

Udover valgfriheden skal kunden oplyses om, hvad priserne er for de forskellige betalingskort, så man nemt kan se, hvilke kort der er dyre at modtage, og hvilke der er billige at modtage.

Lige nu får reglerne ikke den helt store betydning for danskerne.

Reglerne er dog med til at øge konkurrencen på markedet, og på sigt vil det give danskerne flere muligheder i form af helt nye og billigere betalingskort.

På længere sigt kan reglerne gøre det billigere og bedre for forbrugerne, når der skal købes varer ude i butikkerne.

Martin Nyvang, kontorchef hos Konkurrence- of Forbrugerstyrelsen

Det fortæller Martin Nyvang, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til TV 2.

- I starten kommer kunderne ikke til at mærke noget til det, for både Visa- og Dankortdelen på betalingskortene er i dag debetkort, og der er ikke noget gebyr. Så lige nu har det ikke nogen betydning, om du bruger den ene eller andet del af dit Visa/dankort, forklarer han.

Derudover kræver det, at man har et kort, der efter udstedt efter den 17. august 2015 – et af de kontaktløse Dankort – for, at man har muligheden for at vælge.

Kan udløse helt nye Dankort

På sigt kan den nye regel dog åbne op for nye betalingskort, da der nu er åbnet op for en helt ny platform, som banker og kortudstedere kan konkurrere på, mener kontorchefen.

- Reglerne er med til at skabe mulighed for en konkurrence, vi ikke har set før i Danmark. På længere sigt kan de gøre det billigere og bedre for forbrugerne, når der skal købes varer ude i butikkerne, siger Martin Nyvang.

Vi anbefaler, at man betaler med Dankortet så meget som muligt.

Troels Holmberg, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Han forventer, at der vil komme flere såkaldte 'betalingsvaremærker' til - nye betalingskort, der kan indeholde flere kombinationer af betalingsløsninger end hidtil set.

- Det kan blive sådan, at der i fremtiden kommer et Dankort, hvor der også er en Mastercard-del, og så bliver de nye regler relevante for forbrugerne, lyder det fra Martin Nyvang.

Tænk: Fortsæt med at bruge Dankortet

Hos Forbrugerrådet Tænk er man dog skeptisk over for de nye regler.

Her lyder anbefalingen, at kunderne fortsætter med at betale med dankortdelen, selvom det nu er blevet valgfrit.

Bankerne har ikke nogen økonomisk interesse i, at kunderne betaler med deres Dankort, for det tjener de ikke ret mange penge på.

Troels Holmberg, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

- Vi anbefaler, at man betaler med Dankortet så meget som muligt. Selvom det ikke koster kunderne i gebyrer at betale med Visa-kort, så skal butikkerne betale et gebyr, når der betales med Visakort. Og hvis butikkerne skal betale ekstra, fordi kunderne vælger Visa-delen, vil de sende ekstraregningen videre til kunderne i form af højere priser, lyder det fra Troels Holmberg, der er seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Butikkerne har mulighed for at forudindstille deres terminaler til Dankortet, når der betales med Visa/Dankort, men hvis bare 10 procent af Dankortbetalingerne flytter over til Visa, vil det koste butikkerne over 100 milllioner kroner om året, anslår han.

Økonom: De vil lokke dig med bonusser

Forbrugerrådet Tænks seniorøkonom frygter, at bankerne og kortudstederne vil gøre alt, hvad de kan for at få danskerne til at bruge Visa-delen på deres Visa/dankort.

For det tjener de mange penge på, lyder det fra Troels Holmberg.

Køber man en vare til 500 kroner med et Dankort, koster det butikken omkring 60 ører.

Til sammenligning kan det koste butikken helt op til 8,64 kroner i gebyrer, hvis man gør den samme handel og betaler med et Visakort, lyder det fra seniorøkonomen.

Her er Forbrugerrådet Tænks beregninger

Udregningen af det gebyr, som butikkerne skal betale, tager udgangspunkt i et køb på 500 kroner.

  • Dankort: Cirka 0,60 kroner. Dette er et estimat baseret på en beregnet omkostningsprocent på 0,12 procent for 2016.
  • Visakort: Op til 8,64 kroner. Dette er det maksimale gebyr Nets (Teller) opkræver for en betaling med et Visa-debetkort: 1,65 procent + maksimum 0,39 kroner. Prisen kan variere, og der er også andre udbydere på markedet.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Derfor forudser han, at bankerne vil begynde at lokke kunderne med ’gratis’ forsikringer og bonusordninger, hvis man bruger Visakortet frem for Dankortet. Det har man allerede set i udlandet, lyder det.

- Bankerne har ikke nogen økonomisk interesse i, at kunderne betaler med deres Dankort, for det tjener de ikke ret mange penge på. Derfor har vi også set en eksplosion i brugen af betalinger med Mastercard og Visakort, siger Troels Holmberg.

Test dig selv: Nedenunder kan du teste din viden om betalingskortene i din lomme

Quizzen virker desværre ikke i vores Apps. Du kan tage quizzen i browseren på din mobil eller på desktop. Vi beklager.

Quizzen er udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

  1. I det lokale supermarked betaler du for varerne med dit MasterCard-kreditkort. Men hvornår bliver pengene trukket fra din konto?

    Du har 0 rigtige

  2. Du køber et par bøger nede hos boghandleren i storcentret til en samlet pris på 600 kroner. Du betaler med dit Dankort. Hvor meget skal du betale i gebyr?

  3. Du køber din nye vaskemaskine på nettet. Regningen lyder på 4.000 kroner, og du betaler med dit MasterCard-kreditkort. Men hvor meget må netbutikken max. tage i gebyr?

  4. Du opdager ved et tilfælde, at der for et halvt år siden er trukket et beløb fra din konto, som du ikke har godkendt. Du klager straks til banken. Men har du stadig ret til at få dine penge igen?

  5. Du køber en bluse på nettet, men opdager, at netbutikken også har trukket 700 kroner på din konto for et par bukser, du ikke har bestilt. Netbutikken lover at tilbageføre pengene, men hvor hurtigt skal den gøre det?

  6. Du er netop ankommet til Italien og vil hæve euro for 3.000 danske kroner på dit Visa/Dankort i en hæveautomat. Men kan du det?

  7. Du går ned i den lokale kiosk for at købe en cola. På døren til butikken hænger der en liste med betalingskort (Dankort, Visa og MasterCard, m. fl), som du kan betale med, men da du når frem til disken, står der ”Visa/Dankort modtages som Dankort” på betalingsterminalen. Du siger til ekspedienten, at du gerne vil betale med Visa-delen af dit Visa/Dankort, men det afslår han. Må han godt det?