Forbrug

Ny portal presser tandlægepriserne ned: Så meget kan du spare

En ny online-portal har fået tandlægerne til at sætte priserne ned med op til 40 procent. Forbrugerrådet har visse betænkeligheder over for portalen.

Det var en fejlbehandling, der førte til idéen om en ny online portal, hvor man kan sammenligne priser.

Milo Rajovic, som er grundlæggeren af Tandbud.dk, søgte efter en tandlæge til sin mor, efter hun var blevet fejlbehandlet.

- Det var faktisk umuligt at finde ud af, hvor hun så skulle gå hen, for der var jo ingen steder, man kunne sammenligne priser, tilbud og service, siger Milo Rajovic, daglig direktør og medstifter af Tandbud.dk, til Politiken.

Og sådan gik det til, at Tandbud.dk så dagens lys i august sidste år. Siden da har hjemmesidens gennembrud ført til, at 8000 patienter har brugt portalen, mens 85 tandlæger har købt sig adgang til siden. Det skriver Politiken.

Sådan fungerer portalen

Hjemmesiden fungerer således, at man som patient klikker sig ind på portalen, når man har fået et tilbud på en behandling hos tandlægen. Derefter kan man sætte behandlingen i udbud og efter et døgn vender portalen så tilbage med tre tilbud fra tandlæger i området, der byder ind på behandlingen med nye tilbud.

Prisen er selvfølgelig det første, som mange orienterer sig i. Men foruden prisen kan man også orientere sig i anmeldelser fra tidligere patienter, ligesom tandlægerne selv kan komme med supplerende kommentarer til deres tilbud.

- En dyr behandling kan både være fantastisk og elendig. Det sammen kan en billig. Til gengæld er der enorme prisforskellle fra tandlæge til tandlæge. Derfor er det helt afgørende, at vi som forbrugere kan få en eller anden form for hjælp, når vi skal vælge en tandlæge, siger Milo Rajovis.

Forbrugerrådet har betænkeligheder

Når behandlingerne kommer i udbud, kan man som patient typisk spare 30-40 procent hos andre tandlæger. En af de tandlæger, der har lovet besparelser på 40 procent til kunderne, er landets største tandlægekæde 'Godt smil'. Ifølge kædens ejer kan de lave behandlingerne så billigt, fordi de har stordriftsfordele.

Hos Forbrugerrådet ser de positivt på, at portalen skaber større gennemsigtighed på markedet, men der er også minusser ved portalen.

- Vi har da visse betænkeligheder ved de her prisportaler, som vi ser så mange af, for man ved jo dybest set ikke om de bedømmelser, der ligger derinde, er fabrikeret af tandlægens egne børn. Men så galt er det nok ikke. Og det er forhåbentlig en start på endnu mere gennemsigtighed og konkurrence i denne branche, siger Sine Jensen, seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, til Politiken.