Forbrug

Vinder af stor gevinst fundet - gik med 3 millioner i pungen i ugevis

En mand i 50'erne indløste efter knap en måned sin Lotto-kupon - og blev millionær.

De fleste milliongevinster får ikke lov at ligge i flere uger. 

Det var alligevel hvad der skete, da en mand i 50’erne fra Holstebro kommune spillede Lotto - og efterfølgende i næsten en måned ikke anede, han havde vundet.

- Jeg køber i ny og næ en Lotto, og så putter jeg den i pungen, og lader den ligge der. Jeg har ikke så travlt med at få den indløst, men havde jeg vidst, hvor stor gevinsten var, så var det gået hurtigere, siger han til Danske Spil. 

Og det med god grund. Det var nemlig ikke småpenge, manden havde vundet. 

Det opdagede han dog noget tilfældigt. 

- Jeg var nede at handle med min kæreste, og så ville jeg indløse kuponen. Så fik jeg en besked om, at der var en gevinst på mere end 9.999 kroner, som jeg ikke kunne få udbetalt. 

Efterfølgende gik parret hjem for at tjekke, hvor stor gevinsten egentlig var. Og her viste det sig, at Lotto-gevinsten var på godt tre millioner kroner - 3.051.515 kroner helt præcist. 

Parret har allerede planlagt, hvad en del af pengene skal bruges til. 

- Vi havde snakket om at tage ud at rejse her til efteråret, så nu tager vi sydpå og får sol og varme. Så vil vi tage vores børn med på en skiferie til vinter, og så skal der betales lån ud på huset, og vi vil have renoveret nogle ting, siger Lotto-millionæren.

Manden ønsker at være anonym og har desuden takket ja til at modtage millionærrådgivning fra Danske Spil.