GO'

Troede ikke selv på troldene: Sådan blev de en succes i hele verden

Tusindvis af danskere er vokset op med dem i hjemmet, og nu indtager de Hollywood. Men hvordan startede hele eventyret?

Ingen havde gættet, at en fattig mand fra den lille nordjyske flække Gjøl skulle skabe en troldesucces, som skulle finde hele vejen til Hollywood. 

- Thomas Dam var ud af en fiskerfamilie, hvor man forventede, at han stævnede til søs, når alderen tillod det. Problemet var bare, at han var for svag til det hårde erhverv, siger Calle Østergaard i 'Go' morgen Danmark', direktør for Dam Things, som i dag producerer trolden.

Han forsøgte sig også som bager og murer, men hænderne var trods alt rigtigt skruet på, så han begyndte at skære træfigurer. I første omgang som legetøj til sine børn. 

Til hans egen overraskelse, så kunne han sælge troldene

Calle Østergaard, direktør for Dam Things

Skaberen troede ikke på troldene

- Under 2. Verdenskrig var det småt med arbejde i Nordjylland, så Thomas' kone opfordrede ham til at sælge sine udskæringer. Og til sin store overraskelse, lykkedes det ham at sælge sine ting. Folk kunne se et eller andet i hans værker, siger Calle.

Derfor besluttede hele familien sig for at hengive sig til troldeproduktion i baghuset i Gjøl. 

Troldene bliver lavet af naturgummi og foret med træuld. Parykkerne er rester af fåreskind og tøjet syet direkte på. 

Det var håndarbejde. Det tog lang tid. Men det var en ulmende succes.

Efterhånden voksede produktionen ud af det lille baghus, og familien måtte bygge en egentlig fabrik i 1959. Her blev troldene nu produceret i kunstgummi, hvorefter de fik det look, som vi kender i dag, og startede deres rejse ud i den store verden. 

Troldene fra bjerget

Legenden om troldene er i øvrigt, at de i tusindvis af år boede under "bjerget" i Gjøl, som Thomas Dams barnebarn, Jeppe Dam, fortæller i dette gamle videoklip.

Grundlæggerens barnebarn fortæller hvor troldene bor. Video: Dam Things.