Auktionshuset

Hverken Henning eller eksperten fik ret - og så fik han sine penge tilbage

Henning Larsen fik i sommer vurderet tre Lergaard-malerier. Desværre gik det ikke helt som forventet. Heller ikke for eksperten.

I sommer lukkede Henning Larsen, der ejer en af Bornholms største private kunstsamlinger, dørene op for hele Danmark.

Den 75-årige bornholmer havde tre malerier af den kendte bornholmske maler, Niels Lergaard, hængende.

Malerier, som han gerne ville sælge - for den rigtige pris.

Derfor havde han inviteret vurderingsekspert Casper Berendtsen fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner til et besøg for at slå fast, om tre værker var egnet til at blive solgt på en auktion.

Det var de. Men det gik hverken, som eksperten eller Henning Larsen havde regnet med.

Selv eksperten tog fejl

Allerede fra starten begyndte det at gå skævt for Henning Larsen.

I august, da Casper Berendtsens besøgte det bornholmske hjem, måtte han under sit besøg skuffe den bornholmske kunstsamler.

Henning Larsen havde regnet med, at malerierne tilsammen var over 100.000 kroner værd, men ekspertens vurdering lød, at de snarere var omkring 60.000 kroner værd tilsammen.

I dag, tre måneder efter at Bruun Rasmussens ekspert tog de tre malerier med sig fra Bornholm, har det vist sig, at de begge tog fejl.

De tre Lergaard-malerier kom aldrig i nærheden af at indbringe den sum.

Malerier var uægte

Det største og bedste maleri med titlen 'Vej gennem Korberland Bornholm' fra 1959 - der blev vurderet til 40.000 kroner - opnåede 'kun' et hammerslag på 28.000 kroner.

Og for de to andre værker - et landskabsmaleri og et portræt - gik det endnu værre.

Det ene maleri, portrættet - hvor der var tegnet en tyk mand på bagsiden - som Henning Larsen havde håbet, var 30.000 - 40.000 kroner, mente eksperterne slet ikke var ægte.

Den samme skæbne led landskabsmaleriet, fortæller Henning Larsen.

Ifølge den gamle bornholmer var det sidstnævnte maleri et, han havde købt af Bruun Rasmussen for mange år siden - og han fik derfor sine penge tilbage, da han fik beskeden om maleriets manglende ægthed.

- Jeg købte det af dem engang. Nu har det vist sig, at de ikke tør stå inde for det, så nu har de refunderet de penge, som jeg betalte for det i sin tid, fortæller han til TV 2.

Henning er godt tilfreds

Hvor meget han har fået i 'erstatning', vil Henning Larsen ikke afsløre, men han understreger, at han ikke klager over den behandling, han har fået af auktionshuset.

Faktisk er han meget godt tilfreds - også selvom, at hverken vurderinger, hammerslag ramte det prisniveau, han havde håbet på, lyder det.

- Det er sådan, det er. Jeg har mange malerier, og jeg må bare konstatere, at ingen af de bornholmske malere - ingen - kan sælges til en god pris længere. Heller ikke de bornholmerure, jeg har købt, gider folk købe længere, siger Henning Larsen og tilføjer:

- Der er åbenbart ikke nogen interesse for den kultur, der har været engang på Bornholm.

Nogle gange dukker forfalskningerne op

Ifølge Kasper Nielsen, der er salgs- og vurderingschef hos Bruun Rasmussen, er falsknerier noget, som tages meget alvorligt i auktionshuset.

- Når man handler med kunst, hvor der optræder internationale navne, så er det vigtigt, at man ser nøje efter, om værkerne er ægte. I mange tilfælde skal vi have fat i eksterne eksperter, der kan af- eller bekæfte, om det er et ægte eller uægte værk, man vi overfor, siger han.

Det er sjældent det sker, at man må afvise et maleri, fordi det ikke er ægte, men det hænder - som det skete for Henning Larsens to malerier, lyder det fra Kasper Nielsen.