Forbrug

Danskerne er splittede om dyre julegaver: 'Vanvittigt' eller helt ok?

1.154 kroner for en gave til ens barn er "alt for meget" og "alt for lidt" for danskerne. Sophia Juliane Lydolph / Scanpix

Holdningerne er delte, når det kommer til, hvor meget man bør give sit barn for i julegave.

Julen er hjerternes fest - og for de mindste er julen også blevet til gavernes fest.

I hvert fald viser en ny undersøgelse, som Megafon har lavet for TV 2, at forældre i gennemsnit giver hver af deres små poder julegaver for 1.154 kroner.

Tallet kommer ikke bag på Peter Mølkjær, der er partner i revisionsfirmaet Deloitte og ekspert i forbrug og forbrugsvaner.

- Danskerne kan lide at være gode ved hinanden i juletiden. De ser lyst på fremtiden, og forventningerne driver os til at bruge flere penge på julen sammenlignet med sidste år, siger han til TV 2.

For meget eller for lidt?

Holdningerne til prissummen på julegaver deler dog også danskerne.

Ifølge en afstemning på TV 2, hvor 29.221 personer i skrivende stund har stemt, mener 34 procent af læserne, at "det er da helt vanvittigt" at give sit barn for 1.154 kroner i julegave.

30 procent mener, at "det er nok lidt meget", mens 33 procent vurderer, at "man skal da bare forkæle sine børn, hvis man har råd til det". Kun tre procent mener, at "det er da alt for lidt".

Det er ikke kun i afstemningen, at holdningerne er delte. Også på TV 2s Facebook-side er debatten i gang.

- Du godeste! Det er da fuldstændig vanvittigt at give så dyre gaver!, skriver en bruger.

- Jeg giver, hvad jeg synes, er en god gave, og som kan bruges og blive leget med uden at gå i stykker, lyder meldingen fra en anden.

Og så er der dem, hvor det er tanken, der tæller. 

- Julen er blevet et spørgsmål om store og dyre gaver, ikke om samvær og hygge.

Afgiv din stemme her og deltag i debatten på vores Facebook-side.

En naturlig forskel

Holdningerne er spredte - men med god grund, siger Peter Mølkjær. Han er ikke overrasket over, at danskerne ikke er enige om prissummen. Dog mener han, at der er en naturlig årsag til forskellen.

- I dag er der stor forskel på, hvad man giver for i julegaver. Nogle samler gaver ind eller sparer op i løbet af året, andre giver gaver hele året. Det er et spørgsmål om prioritering, og hvilke forudsætninger de forskellige hjem har, siger Peter Mølkjær.

Det stemmer overens med, hvad flere af brugerne skriver på TV 2s Facebook-side.

- Jeg sparer op hele året og køber løbende julegaver i løbet af året (på tilbud), så min søn bliver dejlig forkælet i julen, og det har jeg det godt med.

- Jeg køber lidt hele året eller lægger penge til side hver måned. Julen kommer en gang om året. Så det kan ikke være nogen større overraskelse.

Peter Mølkjær laver hvert år en juleanalyse, hvor han kigger på, hvor meget julen i hver husstand i gennemsnit kommer til at koste. I år vurderer han kommer til at koste lidt over 4.400 kroner per husstand - heraf vil 3.200 kroner i gennemsnit gå til julegaver.